Annonce


Hvad fatter gør er altid det rigtige
affaldssortering-plast_001_.jpg
Konservative kan ikke forstå, Rødovre skal stå alene om at hjemtage affaldet. Mogens Brauer frygter, at ordningen på den lange bane bliver en dyr fornøjelse for kommunen. Foto: Arkiv
debat Forleden besluttede Kommunalbestyrelsen, med undtagelse af Konservative og Venstre, at hjemtage den affaldsordning, som indtil nu har været løst af en privat udbyder.

I beslutningen ligger indkøb af materiel og anlæg for omkring 48 millioner kroner. En forventet besparelse på 1,8 millioner kroner opsuges til at medfinansiere ni el-skraldebiler.
Kommunen påtager sig al ansvar for mandskab og materiel. Ansættelsen sker ikke på akkord, men timebasis, hvorfor man forventer, at der skal bruges flere mandskabstimer end den private udbyder. Kommunen har ikke undersøgt markedet for en ny udbyder.
Argumentationen for at hente affaldet hjem og agere vognmand kan måske bedst forklares med følgende sammenligning:
I en boligforening har bestyrelsen længe været utilfreds med vinduespudseren, som ikke alene udfører et sjusket arbejde, men også synes, beboerne er besværlige og tager hans tid. Kommunikationen mellem ham og bestyrelsen er heller ikke for god. Bestyrelsen har vedtaget en løbende udskiftning af vinduerne med intelligent styring og frygter, det løber op, da ekstraopgaver ligger uden for kontrakten. Man er ret sikker på, at vinduespudseren udelukkende tænker i listepriser og akkorden.

Bliver dyr fornøjelse
Gode råd er nu dyre, men bestyrelsen beslutter, at det sikreste er at ansætte egen vinduespudser på
timeløn, når den gældende kontrakt udløber. Til formålet indkøbes stiger, hejs og sikkerhedsudstyr med mere. Der indrettes køkken- og badefacilliter i en kælder, hvor der også er kontor- og frokoststue.
Det besluttes at afsætte penge til diverse arbejdsmarkedskurser og derudover mener man, der er basis for en lærling.
Bestyrelsen kan endda bevise, at der er penge at spare ved denne ordning i forhold til den gamle.
Det falder dog ikke bestyrelsen ind, at der også foreligger den mulighed at kontakte andre firmaer for at løse opgaven. Bestyrelsen har haft den gamle vinduespudser i mange år og har egentlig aldrig interesseret sig for, om priserne er tidssvarende. Men man føler sig overbevist om, at man gør et godt bytte.
Vi er sikre på, at den manøvre bliver en dyr ”fornøjelse” for Rødovres borgere.

Annonce

 

Kommentarer
Top