Annonce

Fra støv til guld del 2 (RMBs historie 2008-2018)
RMB-Rungsted_QF1_143_090318_BP.jpg
Det er gået hurtigt, men det tager lang tid at læse - og vi er endnu ikke færdige med RMBs historie. Næste kapitel skrives i aften i Rødovre Skøjte Arena :D Foto: Brian Poulsen
Rødovre Mighty Bulls Kan det virkelig passe, at Danmarks bedste målmand blev tilbudt en kontrakt på nul kroner, hvor gammel er Jesper Duus , hvorfor kunne Rødovre ikke køre i bus til Vojens, er der nok estragon i centeret og hvor mange finaler nåede RMB at vinde i det sidste årti? Dét og meget mere får du måske svar på i 2. del af RMBs historie 'Fra støv til guld'.

Forlader konkursland i Skoda-tempo
Fra støv til guld hedder denne historie: Om drengene fra de frosne søer, der fik vinger og skøjtede sig ind i historiebøgerne.

Guld var der dog ikke meget af i tiden efter 2008, hvor vi satte midlertidigt pausekomma i historieskrivningen.

Annonce

Hverken på isen i form af medaljer, eller i klubkassen i form af store sponsorater og flotte regnskaber. Snarere tværtimod.

I sommeren 2009 var både Rungsted, Hvidovre og Odense gået konkurs, inden spekulant-direktøren, som fansene kaldte den daværende kransekagefigur, Domenick Beskos, kunne meddele, at også Rødovre Mighty Bulls gik i betalingsstandsning.

Faldende tilskuertal og en afgørelse i Skat omkring aflønning af udenlandske spillere på den såkaldte forskerordning var efter sigende de afgørende faldpunkter, men ishockeyen havde i finanskrisens kølvand trange kår.

Væk var de store ejendomsmæglerkæder og bilfirmaer på bandereklamerne og kun de mest loyale sponsorer og fans bakkede op om Rødovre, der fik lov at fortsætte i en anden konstellation.

Ikke engang debuten til klassens frække dreng, Jonas Sass, eller en semifinaleplads for første gang i 8 år kunne i 2009 lokke sponsorere og tilskuere til. Måske fordi man tabte fire kampe i streg imod SønderjyskE, og selv busfirmaerne på Sjælland ikke turde køre Rødovres fans over broen fordi, gæsternes bus var blevet smadret i Rødovre.

Jonas Sass scorer på straffe i mod brormand. Februar 2009

Semifinalen blev ikke tabt uden kamp, men alligevel klart nok, og det var som om, de dystre fremtidsudsigter som de sviende nederlag varslede derfor skulle holdes for døren med et brag af en bronzekamp.

Slaget skulle stå imod Odense som i den sidste og afgørende kamp blev sendt tilbage i omklædningsrummet med ét enkelt Rødovremål i hver periode. 3-0 til RMB, der for første gang i lang tid kunne få medaljer om halsen.

Og den slags kan have en magnetisk betydning, der rækker langt ud over mængden af glitrende metal. Det er nemlig højdepunkter og oplevelser som dem, der skaber fans og frivillige for livet.

Uden frivillige, ingen hockey
En af dem startede i administrationen i sæsonen 2009/10 og var der på fuld tid indtil 2013/14, men blev alligevel hængende som almindelig frivillig frem til december 2017, hvor han så endelig blev udnævnt til frivilligkoordinator.

”Historien har været præget af finanskrisen i 2008 og nogle tidligere direktører, der ikke helt havde styr på økonomien. Dette indtil sæsonen 2009/10 da Brian Møller indtrådte som direktør og hvor bestyrelsen og Brian Møllers forsigtige, men nødvendige budget blev sat i værk, og man satte tæring efter næring. Jeg synes, at indsatsen fortjener al den ros den kan få, ikke mindst fordi den i høj grad er grunden til, at vi i dag igen er med, der hvor det er sjovt,” fortæller Jesper Dyrby.

Han nægter at udtale sig om sin egen store andel i at få hele det kæmpemæssige frivillige maskinrum til at hænge sammen:

”Men alle de frivillige kræfter i klubben, som i den grad har været med til, at klubben fungerer og stadig er i den bedste række, fortjener en stående applaus,” siger han.

Nu sidder du måske derude og tænker, hvor mange frivillige skal der egentlig til at sætte en bakke pommes frittes over?

De er dem, der får alting til at hænge sammen: de åbner døre, lukker huller og møder ofte flere timer før spillerne, og går først igen, når der er ryddet op. Materialemænd møder op til den daglige træning, forbereder og servicerer under kampe både ude og hjemme, også på de lange ture til Jylland. Managere, sportschefer, behandlere og assisterende trænere møder op til både kamp og træning samt forbereder sæsonen. Frivillige knokler med at betjene fans i barer, fanshop og indgang på kampdage. Frivillige sørger for, og forbereder, at sponsorer og gæster bliver betjent i VIP loungen. Officials sørger for, at kampene kan gennemføres, med kamprapport, speak, musik, statistik og alle de andre ting, der hører med til at afvikle en ishockeykamp, og så er der selvfølgelig også vagter, der stiller op på øretævernes holdeplads som security, service eller stewards. Listen er sikkert længere, men det ville være umuligt at færdiggøre historien om ishockeyen i Rødovre uden at reservere en hjørnesten i slottet til de frivillige konger uden land.

”Der er så meget, der i den grad bare skal fungere og så med frivillige kræfter. På nuværende tidspunkt er vi over 100 frivillige i Rødovre Mighty Bulls, og rigtig mange tidligere frivillige, som alle, hver og en, har andel i at holdet er en faktor, der skal tages seriøst i Metalligaen. Vi har gennem alle årene ligeledes benyttet os af praktikanter, både fra sportsmanagementuddannelsen samt fra jobcentre,” siger Jesper Dyrby og tilføjer hurtigere end Magnus Sundquist i sin tid som back kunne lobbe pucken ned i hjørnebanden:

”Deres betydning og indsats skal heller ikke gå i glemmebogen, ikke mindst fordi jeg drev rovdrift på dem, så de også agerede frivillige til kampene. Bare se på Bjarke Christoffersen, der i sin tid startede som praktikant, og dernæst studentermedhjælper, men som i dag er ansat i administrationen.”

Kvartfinalen: Fra endestation til holdeplads.
Alligevel betød den økonomiske deroute i hele ligaen, at de store drømme især på Sjælland blev droslet ned.

Klubben på Rødovre Parkvej skubbede en gæld foran sig, og det var mere reglen end undtagelsen, at Rødovre havde ligaens dårligst betalte hold, det mindste spillerbudget og de mest spinkle udsigter. Til gengæld var det også lige så meget en regel, at drengene fra Vestegnen igen og igen gjorde alle fordomme til skamme og med rutinerede danske kræfter og talenter fra ungdomsrækkerne igen og igen drillede de store, og nærmest per refleks fremtvang store overskrifter blandt journalisterne, når de slog de jyske favoritter, og var selvskrevne til slutspillene.

”Det var lidt nogle blege år. Hver gang vi skøjtede på isen var det i rollen som underdog, men vi havde et kollektiv, der godt nok kunne bide skeer med de fleste, når vi spillede godt, men som ikke stod distancen i længden,” husker en af klubbens egne talenter og senere holdkaptajn Morten Andreasen.

Han husker tydeligt, hvordan Rødovre i sæsonen 2009-2010 igen røg ud til Frederikshavn i kvartfinalerne.

”Jeg siger det igen og igen, fordi den famøse kvartfinaleserie mod Frederikshavn i 2008 står som antiklimakset i min karriere. Vi havde holdet, der havde chancen til at gå hele vejen, og så står man i den kuriøse situation, at der er lodtrækning mellem nummer 7 og 8 som skal møde nummer 1 eller 2. Vi skulle have mødt Hvidovre normalt, men endte med FIK og så havde de en målmand som fik dem med på allersidste mandat på et straffeslag i sidste spillerunde. Ja….og som også satte os grundigt under pres i serien der gik ud i syv kampe,” fortæller Morten Andreasen.

I den syvende kamp kogte Rødovre Skøjte Arena, da Rødovre kort før tid er foran med 3-2 og flere fans allerede er i gang med at slå plat og krone om, hvorvidt efterfesten skal starte på Rødager eller i linje 6A, som i disse år angiveligt var inspirationsgrundlag for den senere så populære ’Partybus’.

”Men så får vi en våd klud i hovedet, da de udligner. Jeg har set det på video mange gange siden. Det er helt sindssygt. Normalt ville man tage dem i overtid så, men vi fik ikke samlet os til at spille de sidste to minutter og går så vi direkte ud i skiftet efter og står dårligt på isen og tager en klodset udvisning, som får korthuset til at vælte og vi taber på et powerplaymål få sekunder senere. Siden da gik det ned af bakke i Rødovre i mange år,” husker Morten Andreasen.

På de siddende tilskuerpladser huskes bronzesæsonen ofte for den elegante skøjteløber Mike Olivera, der efter sigende kunne vende på en halv 2-krone. Der var noget elegant over Rødovres udlændinge det år, mens man havde samlet en ren hjertekæde med Michael Smidt, Ronni Thomasen og Morten Andreasen foran et lige så hårdt-udtacklende backpar.

”Jeg kan faktisk ikke skelne de næste slutspilskampe fra hinanden, fordi vi altid mødte nogle jyder og røg ud i kvarten,” indrømmer Morten Andreasen med et slutspilssmil af den slags, der er langt an med sikker nok hånd til at tirre en eventuelt modstander ved en faceoff.

En af dem, der har endnu sværere ved at skelne årene fra hinanden er Jesper ’Daddy’ Duus.

Han fik debut som 15-årig på Rødovres hold inden der overhovedet var tænkt elegante spillere som Mathias Asperup, og har af flere omgange været tilbage i klubben som spiller, træner og sportschef for RSIK. Alligevel husker han årene efter finanskrisen sådan nogenlunde.

”Det var rigtig magre år. Det var det samme, som det har været mange af de andre år. Lønnen var ikke høj, og der var skåret helt ind til benene. Hvis man kun gik efter medaljer var det ikke så sjovt, men jeg har altid nydt at spille i Rødovre fordi der var ambition i omklædningsrummet,” siger Duus, og uddyber i samme rolige stil, som han altid (ofte med en hånd på modstanderens stav) køligt og forudseende fiskede pucke ud fra de runde sving, mens yngre og hurtigere forwards forgæves skøjtede igennem.

”Jeg har selv været juniorspiller i Rødovre, og vender tilbage 20 år senere, og skulle til at sætte mig ind i den opgave. Men oplevede jo, at der er altså en hockeykultur og vinderkultur uden for klubben, som var ret unik. Det var en af grundende til, at jeg skulle sidde der. Jeg har indtryk af, at det også kører godt i dag. Selvfølgelig er der altid forskellige interesser med en professionel- og amatørafdeling. De seneste par år, har der været ro på bagsmækken, og det er utrolig vigtigt for klimaet og miljøet i klubben: at man synes det er behageligt at være der, og ikke undgår at hilse på visse folk. Sådan er det i andre klubber, og det skal man huske at værdsætte i Rødovre,” understreger Rødovres grand old man.

Der blev sunget ”Danmarks bedste målmand”


Sebastian Dahm

At man bliver opflasket med stok-tape og duften af sved, når ens far og onkel spiller ishockey, er der uendeligt mange rygnumre og navne i Rødovre, der vidner om. Det skabte derfor også nostalgiske overskrifter, da Rødovre omkring 2010 hiver Sebastian Dahm hjem fra et mindre succesfuldt udenlandseventyr på den anden side af Atlanten.

Rødovre satser nemlig på to unge danske keepere. Det var som sagt året efter, at Rødovre Mighty Bulls næsten var gået konkurs, og for mange lød nyheden for god til at være sand. Det var den da også.

”Brian Møller var kommet til året før, og han tilbyder mig en trekampskontrakt til 0 kr. Imens ville han se om klubben kunne skaffe penge. Efter to kampe får jeg et tilbud af Esbjerg til en reel løn for resten af sæsonen. Det kunne de ikke tilbyde i Rødovre, og jeg husker at der var en lidt frustrerende atmosfære i klubben, fordi det var gået godt i de to kampe, og så fik jeg ikke den sidste kamp,” husker Sebastian Dahm, der dog har svært ved at ramme niveauet, da han skifter til Esbjerg.

”Jeg har aldrig været god til at skifte rundt,” indrømmer shootout-eksperten, der i fire fulde sæsoner lever og ånder for at æde modstandernes slagsskud. Penge var der ikke mange af i Rødovre, som havde nogle magre år, uden en reel hovedsponsor.

”Der var penge til nogle af os etablerede spillere, som kunne få kontrakter i andre klubber, men resten af spillerne blev tilbudt så lidt, så de kun lige kunne klare sig. Mange spillede for mindre end de var værd, og det er sindssygt stort. Det er også noget med Rødovreånden: man spiller fordi man kan lide det. Det er svært at konkurrere med fuldtidsprofferne. Over en lang sæson, kan man godt mærke, at man passer et fuldtidsarbejde ved siden af,” fortæller Sebastian Dahm mere ærligt end man normalt hører det fra et omklædningsrum.

I mange år er Sebastian Dahm Rødovres største profil, hvor han også agerer sprællemand for landsholdet og efter et fænomenalt ishockey-VM i 2015, starter et nyt udlandseventyr.

Alle der befandt sig i Rødovre Skøjte Arena i årene 2011-15 mærkede den massive opbakning fra det lokale sportsbagland, der næsten messende råber ”Danmarks bedste målmand” ned mod ryggen af den foroverbøjede keeper.

”Jeg har virkelig elsket Rødovres fans for at synge det. Det giver mig altid kuldegysninger. Det har jeg været så stolt af, for dem var jeg bare den bedste – og de var fuldstændigligeglade om der var andre. Hvis de kunne vælge mellem alle målmænd, så ville de vælge mig. Det har jeg været pisse stolt af. Jeg har også set på Instagram, hvor de glædeligt diskutere med andre fans, og de hårdnakket påstår, at jeg er bedre end Frederik Andersen. Man må jo nok erkende, fra et objektivt synspunkt, at Frederik har et niveau, som jeg ikke kan hænge på, men det var de fuldstændig ligeglade med i Rødovre,” griner Sebastian Dahm der husker, hvordan det unge Rødovrehold i 2011 overrasker alt og alle ved at slå Frederikshavn i kvartfinalerne.

En flot præstation, når Rødovre på forhånd var dømt ude af hele det samlede ekspertvælde med BTs Peter Fredberg, der havde tippet Rødovre på en sikker 10. plads, i spidsen.

Man skal ikke vifte en rød klud foran en tyr

Siden Fra 2002 til 2017 er takketalerne i dansk ishockey blevet holdt på klingende jysk, hvor Esbjerg, SønderskE og Herning nærmest har kunne slå sten-saks-papir om hvem, der skulle have henholdsvis guld og sølv. Ædelmetaller ofte grundlagt på en eller to hele kæder med udenlandske profiler.

Fra 2008 til 2012 har Rødovre dog også haft mange gode spillere tilknyttet holdet, men i et helt andet størrelsesforhold, da RMB har været præget af spillere af egen avl. Heldigvis har Rødovre Skøjte og Ishockeyklub i den grad leveret talentfulde spillere til Rødovre Mighty Bulls. Faktisk så mange, at man i 2012 igen er klar til at spille med om metal.

”At RSIK har en af Danmarks største og bedste talentfabrikker er uomtvisteligt, og samarbejdet mellem dem og RMB er en stor grund til, at vi har kunnet overleve sportsligt. Vi har haft spillere af egen avl på holdet i perioden, der efterfølgende har gjort sig gældende på landsholdet og i udlandet, men selvfølgelig også i konkurrerende klubber i Danmark,” ræsonnerer Jesper Dyrby.

En af dem, der skulle have de meget unge backer spillende lige foran sig, var Sebastian Dahm.

”Selve sæsonen var svær. Vi havde haft svær ved at ramme samme niveau, som året før. Vi havde gode kampe, men meget unge backer. Kæmpede med alt vi havde, men det var svært fordi de andre hold havde udlændinge,” siger han og konkluderer, at der bare er et eller andet med rødovrespillere når man kommer til slutspillet.

”De kan fandeme bare kæmpe. De er bare undervurderet. Man har bare et eller andet fightergen, som gør at man kan løfte sit spil helt vildt. Da vi spiller mod Herning er alle bare på samme side. Vi var foran 3-1, men jeg var stadigvæk nervøs, for Herning havde stået i den situation før, så jeg vidste bare, at den sidste sejr, var den sværeste,” siger Dahm med en rest af den historiske nervøsitet stadig siddende i stemmen.

Rødovre taber kamp 5. Fører så i kamp seks, men Herning udligner. Herning, der vel at mærke lidt for overlegent havde valgt at møde Rødovre i troen om store vinderchancer. Men man skal som bekendt ikke vifte en rød klud foran en arrig tyr.

”Vi går i overtiden, hvor Mike Rådde eller måske var det Jannik Karvinen scorer fra blå linje. Det lykkedes fandeme. Jeg løber op gennem banen, glider rundt på knæene i en fuldstændig latterlig jubelscene, som når man har vundet guld. Det var fandeme stort,” husker Sebastian Dahm, der få uger senere kunne fejre bronzemedaljen med en sejr over Odense.

”Jeg glemmer aldrig sejren i bronzekampen i Odense som nærmest blev fejret som et mesterskab. Da vi kom hjem til Rødovre Skøjte Arena, blev vi mødt af en stor gruppe fans, med sang og flag. Gennem årene har jeg oplevet vores dedikerede og engagerede fans og nogle vilde tifos og god stemning. De er helt sikkert et af højdepunkterne de seneste 10 år,” mindes Jesper Dyrby.

Vil du gifte dig med mig
En anden der faldt på knæ på isen det år, var Torben Kjærgaard, der under påskud af, at de skulle hente en præmie fra den famøse puckkastningskonkurrence, friede til sin Lene Nielsen på isen i Rødovre Skøjte Arena.

Et andet umage par gav også hånd til hinanden uden for isen. I 2013 afløste det ene koryfæ nemlig det andet, da Gert Hansen efter nogle år i rollen som sportschef overlod pladsen til den ellers dengang fungerende assistenttræner Klaus Mønster.

En udskiftning de to har foretaget mange gange på isen 30 år tidligere, men som nu handlede om at styrke holdet bag holdet. Samtidig skete der omrokeringer i bestyrelsen i det RSIKs plads i bestyrelsen gik til Jesper Duus, der i årene der skulle komme fik en mere og mere aktiv plads næsten overalt.

Rødovre har imidlertid ikke slagkraft til at følge op på den opadgående kurve og i sæsonen 2013-2014 må man se sig slået ud af Aalborg efter en vild finaleserie over syv kampe.

Rødovre Lokal Nyts daværende ishockeyskribent, Emil Holtemann husker tiden for to ting.

”Det var meget vemodigt, da Michael Smidt takkede af efter lang tro tjeneste, men fra selve sæsonen husker jeg især en hårdtslående 4-kæde med Henry Hardarson, Mathias Walbum og Ulrich Linnet. Tre fyre, der er bedre med hænderne end staven, som vi sagde dengang,” griner Holtemann, der ligesom alle andre på lokalavisen er blevet bidt af en smittende hockeytyr.

Michael Smidt på vej ud til sin sidste ishockeykamp.

For Michael Smidt var kvartfinalekampene mod Aalborg endestationen på en lang gloværdig karriere, der har gjort ham fortjent til en plads på væggen med de andre kæmpelegender foran hallen.

Han fik debut helt tilbage i 1995 og beder man ham om at se bort fra kampene på landsholdet, er der få højdepunkter der kan gøre den altid smilende publikumsfavorit rørstrømsk.

”Det er selvfølgelig da vi vinder guldet i 1999. At komme som ung spiller og være med til at vinde sit første senior-DM. Det er dét man husker tilbage på som det største. Det er som at være teenager og forelsket. Det rammer dybest i hjertet og var noget af et eventyr,” siger Smidt, der også synes de sidste 10 år har været medrivende og sindssyge med følelsesmæssige rutsjeture i kvartfinaler og semifinaler.

”Man har stået, hvor det så skide godt ud og tabt og vi har haft ryggen mod muren og vundet imod alle odds. Det er en vild rutsjetur at spille i Rødovre, og man kommer hele vejen fra kulkælderen til bjerget,” siger han.

For nummer 11s vedkommende var bjerget, hvis man nu skal slutte på toppen, den syvende kamp i Aalborg.

”Det var den oplagte afsked. Jeg er født i Aalborg og har boet der og spillet der. At afslutte min karriere der, når det nu skulle være på udebane, var en stor gave for mig. Jeg er Mr. Rødovre, som de siger derhjemme, og Rødovre vil altid være nummer 1 i mit hjerte. Derfor husker jeg også mest fra min sidste kamp: at alle buede af mig hele tiden under kampen, men lige så snart Aalborg havde vundet, stod der flere hundrede af de her trofaste fans og sagde farvel. Det var meget symbolsk for den måde tingene foregår på i Danmark. Inde på isen er vi modstandere, men lige så snart fløjten har lydt, er vi gode til at være i samme båd.”

Røde hjerter og sorte tal
Mens klubben med blødende hjerte sagde farvel til Michael Smidt kunne selskabet bag holdet for første gang i lang tid fremlægge sorte tal på bundlinjen. Den stramme fokus på en mere strømlinet og stram budgettering resulterede i en betydelig økonomisk fremgang, hvor man helt har undgået underskud og til dels været i stand til at bedre egenkapitalen via små overskud.
Til trods for en trængt økonomisk situation i ishockeysporten, hvor vi med rette omhu og mådehold kunne agere korrekt rent økonomisk, samtidigt med at kunne indfri den sportslige ambition om en kvartfinaleplads fik vi et plus på 25.000 husker den daværende bestyrelsesformand, Mark Elvius.

”Det satte sine begrænsninger at man ingen penge havde, og at der skulle spares på stort set alt. Man havde heller ikke råd til at udvide administrationen, som jo faktisk havde været det bedste at gøre, så der kunne havde været flere hænder til f.eks. sponsor salg. Det koster at tjene, men det var helt umuligt,” fortæller Mark Elvius der fik æren af at være bestyrelsesformand i den vilde jubilæumssæson, hvor Rødovre kunne fejre at være det eneste hold i Danmark, der havde spillet 50 år i træk i den bedste række.

50 års jubilæum
I anledning af 50 års jubilæet lader ishockeyklubben de lokale fans stemme om, hvilken retrotrøje, de helst vil se deres helte skøjte ind på isen til.

Valget falder på en hvid trøje med en ikonisk rød udgave af Torben Oxes tyr. Og en rød med hvid tyr.

Jesper Duus og Ole Hyllekvist Christiansen

Æren af at præsentere den nye retrotrøje tilfaldt den tårnhøje Marco med det rødovrekendte efternavn; Illemann.

Den knaldhårde back spillede en god sæson, men den nye indpakning hjælper dog ikke sønderligt på resultaterne, hvis man skal se på det store billede.

Hjemvendte Martin ’Aage’ Nielsen var ellers blevet valgt til kaptajn og lugten af gamle dage med lokale knægte på skarpe skøjter var begyndt at tage til. Forventningerne blev ikke mindre af, at man havde Jesper Duus på trænerbænken og startede sæsonen med en sikker sejr over naboerne fra Herlev, der dengang gik under øgenavnet, Ørnene.

Efterhånden som kampene blev spillet stod det klart, at Rødovre kunne slå selv rævene fra Herning uden at lukke mål ind bag Sebastian Dahm, men det blev også til nederlag som viste, at det så meget jysk ud på podiet i dansk ishockey i disse år.

Til trods for opløftende resultater hist og her gik luften af begejstringsballonen ligesom de stabile resultater udeblev for holdet, og til sidst måtte kaptajn Nielsen også bøje sig mere og mere hen over nogle godt brugte knæ og til sidst helt trække stikket.

Sammen med resten af holdet kunne han dog se tilbage på flere historiske begivenheder af både positiv og negativ karakter.

Mark Mieritz scorede sit debutmål for Rødovre og i flere måneder var de lokale helte ubesejret i den hvide retrotrøje. Dog ikke i den røde version, da man fornuftigt vekslede mellem hjemmebanetrøje og udebaneuniform.

Samtidig blev antallet af skader for meget for den altid klogt spillende Morten Allesøe, der efter en flot karriere i Danmark måtte bukke under for presset fra den slidte krop og lade sig ufrivilligt pensionere.

Til gengæld var der fint besøg i Sumpen, hvor den højtråbende komiker Jan Gintberg forsøgte at finde ind til kernen af Rødovreånden. Og ja, den finder man altså nemmest på de fedtede stentrapper til højre bag udebaneholdets mål.

Ishokey i Danmark er som en splittet familie. Dem som man spiser aftensmad med den ene sæson, må nøjes med krummerne fra bordet den næste.

2014 blev derfor også et underligt gensyn med så kendte navne som træneren Bratt Gratton, Mike Daugulis og Morten Andreasen, bare i en forkert farve trøje. Denne sæson tørnede de nemlig ud for Odense og det gav anledning til flere intense opgør på og uden for isen.

Knap så intenst var det i december måned, hvor jubilæet blev fejret med en allstar kamp, hvor ikke mindst ikoniske ’Musen’ viste, at man nok bliver gammel, men aldrig helt glemmer at holde på en stok.

Fra den ene ende af aldersskalaen til den anden, hvor en af Danmarks bedste fra junior-VM, der angiveligt overskinnede selv Oliver Bjørkstrand og Nikolai Ehlers, nemlig Rødovre-drengen Matthias Asperup efter halvandet år i svensk hockey, vender tilbage til sin opvækstby Rødovre. Rygtet havde simret et stykke tid i sladdergryden, men at få de endelige formaliteter (transferkortet) bragt i orden, har gået lidt trægt på den anden side af Øresund.

“Da jeg havde tabt lidt spilleglæde i Malmö, var det oplagt at tage kontakt til min barndomsklub. Derfor var jeg også rigtig glad, da Jesper Duus og Brian Møller var åbne for at finde en mulighed, så jeg kunne vende hjem. Det vil være rigtigt sjovt at kunne spille et par sæsoner herhjemme,” fortæller Asperup der både har gjort det godt i Rødovre og også fået kampe på landsholdet efterfølgende.

I jubilæumsåret huskede yngre Rødovre-tilskuere ellers mest Matthias Asperup som Hvidovre-spilleren der tog en af de drabeligste slagsmål med Ulrich Linnet nogle år tidligere ude i Hvidovre.

Foreholdt det faktum, at han nu skulle til at spille sammen med Ulrich, fortalte Asperup dengang til Lokal Nyt, at han ikke rigtigt har tænkt over det siden.

Bud Spencer på skøjter 

Theo Peckham iført 50-års jubilæumstrøje

Den helt store forstærkning i slutspillet i 2015 kommer dog i form af den canadiske superback Theo Peckham. Den mere end 100 kilo tunge Edmonton Oilers-back blev hentet til klubben af en række lokale sponsorer, der gerne vil give træner Duus de bedste kort på hånden i især powerplay, hvor man manglede en skudtrussel udefra.

Og den blev der brug for. De medaljevante danske mestre fra Sønderjylland valgte at møde Rødovre i kvartfinalerne, og Theo viste fra start, at han var kommet for at skabe overskrifter.

”Rødovregigant sendte modstander på hospitalet.” skrev BT således, da hardhitteren fik banderne i Rødovre Skøjte Arena, som samtidig kunne fejre 20 års jubilæum (altså skøjtehallen) til at blafre om kap med jydernes hvide flag i den eneste kamp, som Rødovre vandt på straffeslag.

”En udenlandsk spiller, som jeg personligt aldrig glemmer er Theo Peckham (eller Bud Spencer som de kaldte ham i Frederikshavn). Specielt hans to tacklinger i hjemmekampen mod Aalborg var helt vilde. Vores holdlæge var nervøs for Aalborgspillerens ve og vel ved den sidste tackling. Heldigvis bibeholdt begge spillere, så vidt vides, førligheden,” husker en af Rødovres mange frivillige kræfter.

Sønderjyderne, som få uger senere blev danske mestre, vandt serien 4-1 i kampe og så kunne Rødovre igen kigge frem mod en lang sommerferie.

Bearnaisebaronen vender hjem

I april 2015 måtte de lokale supermarkeder hente ekstra forsyninger af estragon ind, da Rødovre Mighty Bulls til store glæde for de trofaste fans kunne meddele, at man havde lavet en aftale om at hente publikums-darling Rasmus Astrup tilbage til klubben.

Efter nogle år i det nordjyske kunne gadedrengen med det brede smil igen tørne ud for tyrene, som især i special teams har nydt godt af teknikeren med det lave tyngdepunkt og det sigende øgenavn, Bernaisebaronen, lige siden.

På trænerposten stod der stadigvæk Jesper Duus over det hele, ligesom der stod Rødovre på næsten alle pokalerne i landets ungdomsrækker.

Samtidig blev det lidt sjovere at skrive avis, da knægten med de frække citater, Jonas Sass, igen valgte at tage den røde trøje over hovedet.

Samme år kommer også en anden rødovredreng retur til klubben, da sønnen af den legendariske elegantier ”Tolle”, Andrey Chistyakov trak rødovretrøjen over hovedet.

Ryger igen ud til danmarksmestrene
Sæsonen lader dog meget tilbage at håbe på. Rødovre slutter 7’er i grundspillet og ryger ud til Esbjerg, de senere danske mestre i seks kampe i slutspillet.

Det var en tid, hvor Jannik Karvinen løftede sit spil og kunne kalde sig både kaptajn og topscorer, men på isen var det måske mest en type som Mikael TC, der kamp efter kamp gik forrest, som en seriøs og dygtig center.

 

Katastrofesæson koster dyrt
En af de få sæsoner, hvor Rødovre ikke når slutspillet er 2016-2017 også kaldet katastrofesæson. Hvis man ikke kender og forstår mekanismerne i dansk ishockey, ser det udefra ud til, at træneren Jesper Duus og halvdelen af holdet ’bare’ smutter i løbet af sæsonen.

I virkeligheden står det dog så skidt til økonomisk på grund af manglende tilskuere, at en konkurs havde truet, hvis man ikke havde solgt ud.

Alligevel tager det lang tid at komme oven på efter sådan en nedtur både på og uden for isen, hvor den senere vinder af Herbert Knox-pokalen, Sebastian Bergholt har en god sæson og da også ender i Frederikshavn.

På den lokale bladsmørerredaktion huskes sæsonen for den nyerhvervede profil, Kevin Montgommery, der bliver skadet ved første træning og i stedet ender som assistenttræner sammen med den tidligere målmand Trevor König, da Duus skifter bænken ud med et skrivebord i DIU.

 

Morten A på is igen

Den senere kaptajn, Morten Andreasen vender tilbage fra en politisk degradering i Odense og ser et noget andet forløb, end det man kan læse sig til af tabellerne.

”Det er unge sultne spillere, jeg kommer tilbage til i start 2016. Vi har en homogen trup og et godt spillende hold, men det fungerede ikke så godt det sidste af grundspillet, og selvom Rødovre altid har levet op til at spille god hockey uden profiler, så forsvandt det gen åbenbart bare lige den sæson,” husker Morten Andreasen.

”Det ender voldsommere end det burde, fordi vi egentlig stadig har en chance ved nytår for at nå slutspillet, men så sender spillere væk til andre klubber. Omvendt var det faktisk Esbjerg, der skulle have været hentet, og de laver en vild slutspurt, og ender igen som danske mestre,” griner han forstående for den følelse det store spillerudsalg gav fans og sponsorer.

”Jeg tror det er ens hele vejen rundt. Uanset om man er spiller, frivillig eller knokler i ungdomsafdelingen, så er Rødovre et pejlemærke i byen. Alle har en holdning om hvad der sker og en interesse i at det går godt. Man kan være stolt af det der sker i arenaen og skuffet over det. Min oplevelse af ishockeyen i Rødovre er, at det fylder meget i selvbevidstheden. Vi er måske bare en forstadskommune, men vi har traditioner som de andre klubber i landet ikke har. Det er lidt ligesom Rødovre Centrum. Det en speciel ting, som man føler ejerskab for,” analyserer Morten Andreasen, der i starten af 2018 formåede at score to gange helt ude fra blå linje, noget fansene driller ham med aldrig er sket før.

Til gengæld tror han, at Rødovre går rigtig gode år i møde. En spådom han deler med Jesper Duus, der nu har set klubben indefra, udefra, sidefra og oppefra.

”Det har ikke været munter læsning at følge de sidste 10 års rødovrehistorie.  Det har vel været præget af forholdsvis lave budgetter. Men udover sidste år, er man altid lykkes med at overraske,” starter Jesper Duus.

”Der er noget kultur i de vægge. Det er nogle specielle typer der kommer ud af den bygning. Hvis man ser isoleret på RSIK, er det bare en ungdomsorganisation, der er meget ambitiøs, og det ser man også tydeligt på deres resultater. På senior, hvis man skal se generelt over de sidste 10 år, er det en lidt speciel størrelse, som på den ene side har utrolig vinderskalle, men samtidigt også skal fungere som hold. Helt fra ungdomsårene har de været vant til krav om, at de skulle vinde, fordi de var fra Rødovre, og fordi de havde potentialet til at være med i toppen. Det kan man godt mærke i forhold til andre klubber. De ved godt hvad de kan og skal,” fortsætter Duus.

”Jeg tror nu, at potentialet findes i Rødovre, men du kan ikke gøre alt med rent talent, du har brug for økonomi for at tiltrække og holde på de bedste spillere. Det stiller nogle krav til organisationen, at der bliver skaffet lidt flere penge, end der er blevet gjort de sidste par år. De kan billigere end andre klubber få et slagkraftigt hold, fordi de har egne talenter til at bygge op med nedefra, og så er der en magisk kultur i klubben, som de får lidt gratis med fra ungdomsorganisationen. Du ser aldrig et rødovrehold tage af sted til Frederikshavn med 14 mand, på grund af sygdom eller skader, for så hiver man bare nede fra ungdommen. Det tænker man ikke over, i hverdagen, men det er noget helt særligt ved Rødovre,” forklarer Jesper Duus.

En anden der har haft et par år til at rationalisere over Rødovres fortid, nutid og fremtid er Michael Smidt der mener tiden snart er kommet til et opgør med jydedominansen.

 

Københavnerkrise og jydedominans

”Der mangler noget på Sjælland. Der hvor vi rammer finanskrisen i Danmark generelt, bliver sportsklubberne i hovedstadsområdet ramt ekstra hårdt, fordi der er så mange klubber på tværs af sportsgrene, der har mellemstore sponsorer, der trækker sig helt eller delvist fra sport. Den krise ramte ikke lige så hårdt i Jylland, og det har præget ishockeyen især,” mener Michael Smidt.

Det er desværre altid sværere at rejse sig end bare at bevare status og blive oppe på knæene.

Derfor har de mange konkurser på Sjælland en negativ effekt, der trækker spor i mange år.

For Rødovres vedkommende mærker man stadig konsekvenserne af det store spillerudsalg, hvilket måske gør det ekstra imponerende, at RMB i sæsonen 2017-2018 på så kort tid får vendt stemningen total.

En masse nye tiltag for sponsorer og fans, nye folk i organisationen og bestyrelsen, ny svensk træner og et hav af skadede målmænd kulminerer kort før slutspillet med en hæsblæsende spurt og en vild 3. plads kun tosserne på lokalavisen havde turde håbe på.

Stadig trækkes der dog hårde veksler på klubhjerter og talenter fra egen avl, og hvis fremtiden skal være endnu mere rød, kræver det endnu flere penge i kassen, vurderer Michael Smidt.

”Hvis man skal være helt objektiv, har den danske liga lidt under, at der kun er 10 hold og en af de eneste måder at få økonomien til at hænge sammen på, er at der skal være otte hold i playoff. Dermed ender nogle af holdene altid i økonomiske vanskeligheder,” siger han og fortsætter:

”Rødovre har desværre ikke været gode nok på spillersiden og organisatorisk fra finanskrisen og frem til nu. Det hænger sammen med økonomien. Derfor kan man heller ikke forvente at nå mere end kvartfinalerne, hvor man møder hold, der spillemæssigt er 20 procent bedre på papiret og uanset hvor meget vilje man har, er det svært at slå sådanne hold over 7 kampe. Den større bredde og erfaring man får af at hive fem udenlandske gode spillere ind, slår på sigt næsten altid til,” siger han.

Derfor skal man også stå på to skøjter, men han. Dels fortsætte indsatsen for at få flere sponsorer til. Og det sker ved at lokke dem til hallen.

”Ishockey er en fantastisk live-sport. Glem alt om fjernsyn. Få dem med i hallen, så er de solgt,” siger Michael Smidt, der også mener, at der er brug for forbilleder i klubberne, så de unge talenter vælger mere med hjertet.

”Hvis du skal leve af hockey, er det ikke optimalt at blive i din moderklub. Derfor skal der flere penge til, men vi skal huske, det er godt at komme ud og prøve andre rammer og kontrakter, som øger din værdi og udvikler dig personligt og spillemæssigt. Derfor bliver der længere mellem forbillederne og legenderne, der bliver mange år i klubberne, og det er en udfordring for danske klubber, der kun kan løses med bedre økonomi.”

 

Historien sker lige nu

I skrivende stund er spillere fra Rungsted og Rødovre ved at gøre sig klar til den syvende og sidste kvartfinalekamp. Historien om Rødovre Mighty Bulls sætter vi derfor på pause indtil en gang inde i semifinalerne, hvor vi vil fylde de mange huller ud.

Eksempelvis mangler vi en tackling på Jesper Jensen, en fanberetning fra Rødovres flotteste tinderminister – direktørens insiderviden, NHL- eventyr og en pige på is. Men de kommer 😀 

Især kunne vi nemlig godt tænke os et afsnit kun med øgenavne og sjove røverhistorier. Du kan skrive dit bidrag til andre@rnn.dk eller give ham et kald på nytårsaften i Rødovre – bedre kendt som 31 12 26 10. Eller hvem ved, fange ham til højre bag målet i Sumpen.

 

  • KÆMPE tak til Emil Holtemann for at lege litterær wingman og til alle, der havde tid til en snak – indtil videre 😀

 

 

 

Kommentarer
Top