Annonce


Billetsalg runder 10.000
24.jpg
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da 10.000 festglade mennesker sidste år var samlet på rådhusplænen. I år er festen flyttet til Espelunden og billetsalget har allerede rundet 10.000. Foto: Arkiv
vi elsker 90'erne Der er fuld fart på salget af billetter til 90’er festen i Espelunden til maj. 10.000 koncertgæster har allerede sikret sig adgang til en tur tilbage i tiden.

Rådhusplænen har ageret musikalsk bagtæppe til ’Vi Elsker 90’ernes’ farverige 90’er koncerter siden 2014, men pladsmangel betød, at koncertarrangørerne sidste efterår besluttede at flytte festlighederne fra plænen til boldbanerne i Espelunden, hvor der er langt flere kvadratmeter til opbygning af scenen og langt mere albuerum til de op mod 16.000 forventede gæster.
Og beslutningen om at flytte koncerten ned for enden af Rødovre Parkvej, virker til at være den helt rigtige beslutning. I hvert fald rundede billetsalget for nylig 10.000 solgte.
”Det er publikumsrekord og vi sælger i øjeblikket billetter i et hurtigt tempo,” siger medstifter af ’Vi Elsker 90’erne’, Riffi Haddaoui, der er lettet over, at interessen for fortidens musikstjerner er massiv.
”Det er aldrig til at vide, hvor længe folk synes, det er sjovt at høre musik fra 90’erne og derfor er vi rigtig glade for at se den store interesse for koncerten i Rødovre. Det viser, at det var rigtigt at flytte fra rådhusplænen,” siger Riffi.

Se eller gense billederne fra sidste års fest

Annonce

Lukker salget ned ved 16.000 gæster
’Vi Elsker 90’erne’ anslår, at der kan være plads til mere end 20.000 gæster på de grønne arealer ved Vestvolden i Espelunden, men arrangørerne har på forhånd valgt at stoppe for billetsalget, hvis eller når salget runder 16.000 solgte billetter.
”Når man arrangerer store koncerter, kan det ikke undgås, at gæsterne kommer til at stå i kø, men sidste år var der alt for lang kø ved indgangen og ved mange af vores barer. Det vil vi gerne undgå. Derfor bliver hele logistikken ændret og i Espelunden får vi samtidig så meget plads, at man også kan folde sit tæppe ud på græsset, hvis man har lyst til det,” siger Riffi Haddaoui.

Fuld smæk på musikken
De sidste brikker i årets musikprogram er så småt ved at falde på plads. I modsætning til de foregående år, hvor Aqua og tyske Scooters har optrådt, har årets fest ikke et decideret hovednavn, men det betyder ikke, at der er sparet på musikken.
”Faktisk har vi øget musikbudgettet. Jeg synes, vi har fået samlet 20 artister, der bestemt kan starte en fest og det er festen, der er essensen i år,” siger Riffi Haddaoui.
Leila K og Basic Elements er nyeste navne på plakaten og sammen med blandt andre DJ Bobo, Infernal, Cartoons og Lasgo, skal de få Espelunden til at syde.
”DJ Bobo kommer med 15 mand og er kendt for at lave det vildeste sceneshow, så det bliver alt andet end kedeligt,” siger Riffi Haddaoui.

 

Top