Annonce

Lærlingen skal ikke længere hente øl
viggo-petersen_006_070218_BP.jpg
Lasse ville ikke kunne have gjort sin uddannelse færdig uden den nye læreplads hos den lokale byggeentreprise, hvor han nu er med til at prøve sine kræfter af. Foto: Brian Poulsen
lærlingeløft Der er forskel på at gå i skole og gå på arbejde og der er forskel på den måde lærlinge i dag smelter sammen med deres lærepladser og den måde man for 30 år siden udnyttede dem.
Fakta

Hvis du skaber en ny praktikplads til en elev fra NEXT, kvitterer Rødovre Lokal Nyt med en fed historie om din virksomhed. Ialt mangler mere end 100 lokalt en læreplads. Hvis du vil vide mere om Det Lokale Lærlinge-
løfte, eller vil du gerne være med, så skriv til andre@rnn.dk eller ring til 31 12 26 10, så formidler vi gerne kontakten til NEXT.

Selvom man kommer langt med vilje og gå-på-mod, skal nutidens lærlinge have styr på to andre ting, før de kan komme på tale hos Viggo Pedersen & Søn Byggeentreprise.
”Man skal både kunne bruge hovedet og hænderne,” siger direktør og indehaver, Martin Hagemann Mortensen
”Der bliver stillet større krav i forhold til at tage en uddannelse. Selvom arbejdet måske ligner det samme som for 50 år siden, er der sket meget siden dengang, hvor jeg selv stod i lære. Derfor skal en lærling i dag have styr på en masse, som mange af vores ældste svende måske ikke engang har styr på. Men så kan de heldigvis noget andet,” griner Martin Hagemann Mortensen og viser forventningsfuldt rundt i den store bygning på Valhøjs Allé, der snart skal blive firmaets nye hovedkvarter.
I den store sal går Lasse Prem Nielsen på 19 år og sætter loftsplader op.
Han har kun været en del af firmaet i to uger, men er allerede gledet godt ind i fællesskabet og har fået masser af arbejdsopgaver af forskellig art.
”Men ikke for mange,” forsikrer han højt nok til, at mester kan høre det.
”Det er noget helt andet at møde op på arbejde end at gå i skole. Begge dele er vigtigt, men her har man mere ansvar også for andre end sig selv, fordi man repræsenterer firmaet. På skolen kan man godt slippe af sted med at have været i byen dagen før en skoledag. Dén går ikke på arbejdspladsen,” siger Lasse Prem Nielsen.

Annonce

Tog selv initiativ
Som 10.000 andre tømrer- og snedkerelever stod han forleden uden den praktikplads, der er så afgørende for, om man kan blive færdig med sit studie eller ej. Men Lasse er ikke en, der bare sidder på hænderne.
”Det var vigtigt for mig at finde et sted, hvor man både arbejder med snedkeri og tømrerarbejde. Derfor fandt jeg frem til virksomheden her og ringede og spurgte om jeg
ikke måtte komme og sælge mig selv,” fortæller Lasse, der få dage efter en god snak i telefonen pludselig forlod et jobinterview i Rødovre med en lærlingekontrakt for de næste tre år af sit liv.
”Når man som Lasse virker som en seriøs ung mand, der ved, hvad man vil have, og samtidig har hænderne skruet ordentligt på, så vil vi gerne som virksomhed være med til at gøre en forskel,” siger Martin Hagemann Mortensen.
”Jeg havde læst om Det Lokale Lærlingeløfte i Lokal Nyt, og synes det er et fedt initiativ, og derfor ville jeg gerne være med, så andre måske kan blive inspireret til også at stå frem eller måske sågar tage en lærling ekstra, hvis de står på vippen med den beslutning,” siger Martin Hagemann Mortensen.
”Vi kan ikke som virksomhed bare stå og vælge mellem de bedste svende. Vi har også et ansvar for at være med til at uddanne dem. Med en lærling får vi også et ungt hoved, der har helt styr på al den moderne teknologi og hurtigere kan omstille sig. Vi har til gengæld et ansvar for at forme dem til et liv på arbejdsmarkedet. Vi arbejder med farlige maskiner, møder kunder, har en forretning der skal være sund osv. Der er mange ting at tænke over,” tilføjer Martin Hagemann Mortensen.

Flere bør blive en del af lokalt lærlingeløfte
Han synes regeringens nyeste udspil, hvor store virksomheder bliver økonomisk straffet, hvis de ikke tager en elev ind i folden, er for uambitiøst.
”Procentdelen burde være større. Vi er 25 ansatte og har fem lærlinge. Det er så vores ansvar, at vi ikke udnytter dem, og ikke bare sætter dem til dét de er gode til, men lader dem få erfaring med en masse forskelligt og udvikler deres faglighed og skærper deres ambitioner.”
Derfor er Lasse også glad for at være blevet en del af en stor virksomhed, der netop nu er i gang med at bygge et hovedkvarter op fra bunden.
”Så får jeg lov til at prøve nogle forskellige teknikker af, som jeg ellers kun ser på skolebænken. Det er ikke som i gamle dage, hvor lærlingen bare kom og ryddede op og hentede øl. I dag er vi en del af det hele og får lov at lave en masse,” siger Lasse inden mester afbryder med en anekdote om dengang lærlingene altid mødte før alle andre for at gøre klar, men alligevel skulle blive som de sidste og gøre rent.
”Jeg lytter meget til svendene. Hvis de har været ude på en opgave og kommer tilbage og siger, at lærlingen har været effektiv, så ved man bare, at der er noget godt at bygge på. Hvis de ikke siger noget, så skal man nok lige se på det én gang til. Med Lasse, der er den god nok,” griner Martin Hagemann Mortensen.

Kommentarer
Top