Annonce


Frit slag
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Brian Poulsen
chrumme Så gik det galt for Lars Løkke - igen. Jeg ved ikke, hvad der er med den mand og andre folks penge.

I starten kunne den åle-slimede kvotekonge fra Thy, ikke en gang få lov til at sende en e-mail til Løkke, men kvotekongen er jo fisker, så han vidste, at skal du fange en stor torsk, så skal der bare lidt lækkert på krogen.
Sådan cirka 1.2 millioner kroner til Løkke Fonden, så sad torsken godt og grundig fast på krogen. Lige pludselig ELSKEDE Løkke Thy og stanken af fisk. Nå, jov han er jo gift med en færing. Ja, og så lige en lille ferie i fødselsdagsgave. Ja, så var de fiskekvoter hjemme. Ja og fest på Marienborg.
Løkke siger, at det ikke er noget problem og der på INGEN måde er tale om bestikkelse.
Det glæder den lille sønderjyde i mig. Det åbner jo for HELT nye muligheder. ENDELIGT kan vi få indført jyske tilstande i København.
I Sønderjylland, har ”tjenester” været normalt siden 1920, hvor vi igen blev danske. Vi bytter os jo til alt. Jeg kender sgu mennesker, der har fået malet et helt hus for tre par Ekko-sko og to kasser batterier. De var godt nok lidt bekymrede for, om manden nu også kunne male. ”Det kan jeg sagtens. Jeg ER maler… jeg er bare sygemeldt med noget bøvl med ryggen, så jeg har god tid!”
Hvis vi så også kan overføre princippet til det offentlige, så bliver det jo herligt. Jeg kunne så foreslå en medarbejder fra SKAT, lige at ”glemme” min firmabil. Så kunne vedkommende låne den hver anden weekend. Og hvis vedkommende så også kunne ”glemme” min kommuneskat, så kunne vi smide en weekendtur til Rom oven i købet.
Så kunne man også lige smide et par kasser øl og et glas kryddersild udenfor hækken og så slår kommunen også lige MIN græsplæne – nu da de alligevel har maskinen fremme.
Slut med filippinske aupairs, som kun kan koge ris. Nu kan du få to fynske piger i huset som – næsten forstår hvad du siger – og som kan bage brunsviger.
Og statskassen kunne spare ”håndværkerfradraget,” for nu har ALLE råd til et fedt køkken og en momsfri håndværker.
Slut med MOMS og polakker.
Se DET er historiske skattelettelser, Audi-Anders!

Kommentarer
Top