Annonce


Dumper byggeaffald – du betaler regningen
affald-egegaardsvej_001_150218_BP.jpg
Det var her på Egegårdsvej, at det tonstunge affaldet blev efterladt. Rødovre Kommune har siden fjernet byggeaffaldet. Foto: Brian Poulsen
miljøsvineri Flere gange om måneden bliver der efterladt alskens affald rundt om i kommunen. Senest på Egegårdsvej, hvor godt halvandet tons byggeaffald blev dumpet. Kommunen kan intet stille op og i sidste ende hænger du på regningen.

Fire såkaldte big backs. Fyldt til renden med mørtel, mursten og andet byggemateriale. Det var synet, der mødte kommunale medarbejdere onsdag morgen på Egegårdsvej tæt ved Sibeliusparken.
Affaldet var dumpet på et lille parkeringsareal, formentlig i ly af mørket. Thomas Pedersen, der er vejformand i Rødovre Kommune, fortæller, at dumpet affald desværre ikke er et særsyn. Han oplyser, at medarbejderne finder efterladt affald 5 til 6 gange om måneden.
”Og det er alt lige fra skraldede scootere, brændte biler og byggeaffald, som i dette tilfælde,” siger Thomas Pedersen.

Svært at spore
Thomas Pedersen vurderer, at affaldet fra Egegårdsvej vejede på den gode side af halvandet ton. Det er Rødovre Kommune, der skal deponere og skaffe affaldet af vejen og det koster penge.
”Det er er drøn ærgerligt, for det er borgerne der betaler,” siger vejformanden.
For år tilbage kunne medarbejderne fra tid til anden finde kvitteringer og papirer i affaldet, der afslørede hvor affaldet kom fra, men det sker meget sjældent i dag.
”Dem der dumper affaldet ved lige præcis, hvad de skal undgå, så det er ekstremt svært at spore og samtidig er det ofte sundhedsfarligt affald, der skal deponeres og håndteres korrekt, så vi skal ikke stå og rode alt for meget i affaldet,” siger Thomas Pedersen.

Annonce

Svært detektivarbejde
I juni 2016 faldt der dom i det, der siden er blevet kaldt Danmarks største miljøsag på grund af sagens omfang. Her blev tre mænd idømt fængselsstraffe for ulovligt at have dumpet cirka 2900 tons byggeaffald, der i 2014 blev smidt mange forskellige steder på Sjælland. Sagen viser, at politiet bestemt efterforsker miljøsvineriet, men i mange tilfælde er det en svær opgave at finde frem til de skyldige.
”Vi skal bruge beviser og det er ofte svært i denne type sager. Vi er ikke ude og sikre DNA-spor eller fingeraftryk i sager som denne. Derfor skal vi helst finde dokumentation på stedet eller fange de skyldige, mens de er i gang med at dumpe affaldet. Vi kan ikke trylle og hvis vi ikke har beviser til videre efterforskning, er vi nødsaget til at lukke sagen,” siger Stig Stillits, der fagkoordinator i afdelingen for særlov.

Top