Annonce

Det lille mirakel i Rødovre
RMB-rungsted_070_201017_BP.jpg

Metalligaen, Ishockey, Fredag 20/10/17: Rødovre Mighty Bulls - Rungsted Seier Capital 2-3. Magnus Bogren

Magnus Bogren har haft stor del i Rødovres overraskende positive sæson. Foto: Ian Nielsen / arkiv
ISHOCKEY-KOMMENTAR Rødovre Mighty Bulls har overrasket alt og alle i denne sæson, der kulminerede med den flotte sejr i Esbjerg fredag aften. Snart gælder det slutspillet, men inden er det vigtigt for tyrene, de sikrer sig fjerdepladsen.

Årets grundspil i Metalligaen er ganske simpelt det mest spændende, som er blevet budt fansene i årtier. Med opdelingen af top 6, top 10 og de vigtige placeringer lige fra 1-4, 5-6 og herefter igen både 7, 8 og 10, har løftet spændingsniveauet i grundspillet til ukendte højder.

Godt gået DIU – det har vi trængt til i mange år.

Annonce

Godt gået er det også af Rødovre Mighty Bulls. Fra sidste års deroute til i år at have hold, så der ligefrem tales om DM-medaljer er et mindre mirakel. Det er begået af en stille, sympatisk svensker fra Ängelholm alias træner Magnus Bogren, der har vendt et slagen hold til et minutiøst mandskab, hvor der er styr på hver eneste detalje.

En træner gør det selvfølgelig ikke selv, for en ny ledelse har skabt ro og styrket både økonomi og rammerne omkring spillerne.

Jeg har for nylig udgivet et Rødovre ishockeymagasin, hvor der var plads til dybdegående interviews og her var det bemærkelsesværdigt, at spillerne gang på gang roste forbedringerne omkring holdet, som var lige fra vand i bussen på udebaneturene til en markant bedre og kvalitativ fysisk træning, som har flyttet spillerne enormt.

På ledelsesplan har jeg især noteret mig, at den konstituerede direktør Bjørn Sørensen, som forhåbentlig snart melder ud, at han ikke længere er konstitueret, men forbliver i ’førersædet’ i mindst de næste to sæsoner, udtalte: ”Det går faktisk rigtig godt. Vi har styr på økonomien og jeg forventer, vi får løftet spillernes lønbudget markant i næste sæson.”

Bjørn Sørensen

Meget tyder på, at Rødovre Mighty Bulls går en langt mere lys fremtid i møde end fans og spillere har gennemlevet det seneste årti og nøj, hvor jeg ser frem til det.

Top 4 er vigtig
Men tilbage til her og nu, for tyrene har leveret en fantastisk sæson og er klar til kvartfinalerne.
Inden sæsonen gav den nye struktur håb om et play in og da Rødovre historisk har været stærke i første runde af play off, havde jeg et håb om avancement til kvartfinalerne fra play in. At tyrene fredag aften kvalificerede sig direkte, via en top 6, havde ingen kunne overbevise mig om i august måned. Det er, for mig, et lille mirakel… og nu vil jeg have mere ’tyre-succes’.

Nu vil jeg sq se semifinale i Rødovre Skøjte Arena. Men vejen der til bliver utrolig svær og her ser jeg en top 4 placering, som en utrolig vigtig målsætning.

Slutter Rødovre på femte- eller sjettepladsen frygter jeg, at Aalborg vil vælge Mighty Bulls. Jeg har set alle hold i Arenaen og mod andre sjællandske hold og, for mig, så er Aalborg utrolig stærke og har i den grad krammet på Rødovre.

Aab er min personlige guldfavorit i denne sæson.

Skulle Aalborg, mod forventning, vælge et andet hold, så er den oplagte 3’er, Frederikshavn, ligeså skræmmende en modstander i en kvartfinale.
Derfor er fjerdepladsen utrolig vigtig.

Her vil vi, efter al sandsynlighed, komme til at møde Esbjerg. For hvilket top 3 hold har lige lyst til at nappe de dobbelte Danmarksmestre, der har vist en stigende formkurve ligesom i sidste sæson? Ingen, spår jeg.
Bliver det Esbjerg i kvartfinalen, ser det helt åbent ud. Mighty Bulls har haft krammet på vestjyderne, så der vil være et mentalt overtag, selvom alt kan ske, når der er slutspil.
Jeg mener ikke, Rødovre helt sikkert avancerer, men mulighederne er større mod Esbjerg end mod Frederikshavn eller Aalborg.

Spådom er lig med ‘svar-tæsk’
Avancerer Mighty Bulls til semifinalerne via en fjerdeplads og en samlet sejr over Esbjerg, så tror jeg, at Herning venter i semfinalen. Hvordan det?

Nu skal jeg spå og min erfaring fortæller mig, jeg får tørre ’svar-tæsk’ i kommentarfeltet. Men det er kun fedt med forskellige tilgange til ishockeyen.
Først og fremmest, tror jeg, Frederikshavn holder tredjepladsen. Fjerdepladsen er mere åben, for Herning bliver en megasvær modstander søndag eftermiddag for Mighty Bulls, men jeg tror alligevel på, at Rødovre slutter på fjerdepladsen, for Esbjerg har ligeså svær kamp i Aalborg.

I den sidste runde skal vi vinde over Gentofte, som intet har at spille for og Stars træner Karsten Arvidsen vil formentlig spare halvskadede spillere til play in.
Rungsted tager sjettepladsen, hvilket overlader formsvage Odense til play in, hvor de skal møde Herlev.

I Play in har Odense en kamp i hånden, men jeg ser fynboerne så sårede, at de vil få kamp til stregen af Herlev, der har vist lovende tendenser på denne side af nytår. Desværre, for Herlev, tror jeg, at deres manglende vindermentalitet koster dem avancement. Jeg har dog et stort håb om en overraskelse af den sjællandske klub.

Gentofte har en kamp i hånden mod SønderjyskE, der er vågnet op efter fyringen af Dan Ceman. Jeg tror dog på sidste års vicemestre, som igen i år er en farlig outsider og som hurtigt vil gøre det af med sønderjyderne, da jeg er overbevist om, at Stars vil vinde den første kamp i Sønderjylland.

Dermed kan Herning vælge mellem:
Esbjerg (5)
Rungsted (6)
Odense (7)
Gentofte (8)

Mit bud er, at Herning vælger Odense.
Dernæst må et godt bud være, at Aalborg vælger Gentofte, mens Frederikshavn tager Rungsted og så står Rødovre overfor Esbjerg.

Det hele er gætværk – tør du spå, så skriv en kommentar og lad os få en hockeysnak.


Peter Fugl Jensen tør spå – tør du?

Kommentarer
Top