Annonce


Rødovre Gymnasium will rock you
musical-roedovregymnasium_002_160118_BP.jpg
Det kræver mange timers øvelse at ramme de rigtige toner på de rigtige tidspunkter, men eleverne på Rødovre Gymnasium synes, det er det hele værd, fordi de mange timers øvning også giver mange nye venskaber, som styrker livet på den gamle statsskole. Foto: Brian Poulsen
musik Jul og nytår er passeret og januar kan måske virke lidt grå for de fleste, men på Rødovre Gymnasium arbejdes der på at give alle noget at se frem til.

Onsdag den 31. januar klokken 19.30 er der nemlig premiere på skolens musical ”Bring the Music back.” Derudover spilles der både torsdag den 1. februar klokken 19.30 og fredag den 2. februar er det klokken 20 i aulaen på Rødovre Gymnasium.
Dørene åbner en halv time før forestillingen og man kan købe drikkevarer i baren.
Mandag den 29. januar er der forpremiere for folkeskolernes udskoling klokken 13.

Selvisk killer queen
På Rødovre Gymnasium er det tonerne fra Freddie Mercury og resten af medlemmerne fra rockbandet, Queen, som får eleverne i højt humør. Det er nemlig blevet tid til årets musical på RG.
I forestillingen “Bring back the music” følger vi drømmeren, Galileo Figaro, som, uden at vide
det, har til opgave at vække rocken til livs. Den selviske og magtbegærlige Killer Queen har, med hjælp fra sin højre hånd, Khashoggi og en hær af robocops, overtaget hele verden med Globalsoft Cooperation; et firma, som tror på, at ensretning, censur og magtmisbrug er vejen frem.
Heldigvis har de rebelske bohemians på en gammel Hard Rock café gemt ‘teksterne’, som indeholder spor fra en tid med rock‘n’roll og de står klar til at bekæmpe Globalsoft, hvad end det så kræver, indtil de “Are The Champions.”

Annonce

Rhapsody i aulaen
Den spændende forestilling vil endnu engang være fyldt med dygtige korsangere, solister, skønne dansere, talentfulde bands og ikke mindst fantastiske skuespillere.
Med hjælp fra lys- og lydmænd og flot scenografi vil du blive taget med storm, når de klassiske hits såsom “It’s A Kind Of Magic”, “Another One Bites The Dust” og “Bohemian Rhapsody” brager ud gennem højtaleren i Rødovre Gymnasiums aula.

Giver nye venskaber
For os er det at være med i musicalen noget af det allerfedeste ved at gå på RG. Ikke nok med, at det er en super sjov og speciel oplevelse, så får man også dannet sig en masse tætte bekendtskaber på tværs af årgangene.
Uanset hvem man er, får man lov til at udfolde sig kreativt med de bedste elever og lærere. Trods de lange skoledage og øveweekender er det det hele værd. At være en del af musicalen er en oplevelse for livet, som giver dig erfaring, du ellers ikke ville have fået og venner, som man ikke havde regnet med at lære at kende.
Så tag din familie, venner, veninder, hund og kat i hånden og få købt en billet til én af de tre forestillinger. Billetter kan købes på skolen i ugerne op til showet eller i indgangen.

Top