Annonce


#metoo eller 50 shades of grey – giver det mening?
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Der er masser af debat omkring filmen ”En frygtelig kvinde” og samtidig ruller #metoo kampagnen.

Filmen handler om en mand, som bliver detroniseret, amputeret, kastreret og generelt behandles respektløst af sin kæreste. OK jeg kender ingen mand, som har været udsat for alle disse ting på én gang, men jeg kender da mænd der kan nikke genkendende til at have oplevet det ene eller det andet.
Mange kvinder (IKKE ALLE) er blevet ”stødte” over denne fremstilling af kvinder. Så meget for at kvinders selvkritik, selvindsigt – og humor.
Ved siden af denne ”kønskamp”, ja så ruller #metoo kampen. Jeg synes ikke, at overgreb på kvinder er OK. Eller at nogle kvinder, skal ”yde” noget ”ekstraordinært” for f.eks at få et job – eller noget.
Men der er noget jeg ikke forstår, for samtidig med #metoo bølgen, så vælter ”50 shades of Grey” filmen biograferne – der er ikke fandme mange mænd til disse forestillinger. Det pirrer åbenbart en del kvinder, at se en rig mand dominere en lavtlønsmodtager-kvinde.
Jeg troede at hele #metoo bevægelsen handler om, at kvinder IKKE skal domineres af en mand. Og samtidig kan du købe ”Grey’s legetøj” i Netto. I NETTO – JAMEN HVOR ALVORLIGT SKAL MAN SÅ TAGE DET??
Jeg får nok mange kvinder på nakken nu, men kunne man forestille sig, at omfanget af #metoo overgrebet (også) kunne katagoriseres ud fra, hvem manden er og kvindens interesse i samme? Er det George Clooney typen eller Polle fra Snave type der ligger an til landing, ja så kan oplevelsen gå fra at være pikant til perverst.
Man kan lige forestille sig begge scenarier fremlagt til venindegruppen:
”Så kom George Clooney lige snigede bag mig og lagde hænderne på mine hofter og kyssede mig blidt i nakken og sagde jeg var dejlig” – ”NEEEJ, hvor vildt fortæl fortæl fortæl. Tog du ham på kuglerne?”
”Så kom Polle ude fra Snave – det klamme svin – og stillede sig bag mig og tog mig næsten på røven og savlede mig i nakken mens hans snøvlede at jeg var lækker” – ”Fy for fanden, det klamme svin. Sparkede du ham ikke i kuglerne?”
Jeg er glad for at jeg er lykkelig gift og ikke skal ud på ”scoremarkedet”. Jeg kunne godt forestille mig, at hvis jeg skulle bruge min eneste pick-up line (Vil du med hjem og danse til min Clockradio), så ville det udløse en kødrand af protesterende kvinder med #metoo skilte.
Jeg kunne selvfølgelig også bare sætte mig i et hjørne med et selvlysende badge med teksten ”#why not metoo” – men kvinder gider jo heller ikke en mand som med våde hundeøjne klynker for et medlidenhedsknald.
Men der er ikke tvivl om at tiderne skifter. Forleden stod min kone op til en gave indkøbt fra den lokale guldsmed. Hun kiggede på mig: ”Er det en ekstra fødselsdagsgave?” – ”Nej” – ”Er det bare en gave fordi du elsker mig?” – ”Nej” – nu blev hun lidt eftertænksom og så faldt 10-øren: ”FUUUUCK – det er vores bryllupsdag!!!!”
#min kone glemte vores bryllupdag!

Kommentarer
Top