Annonce


Lys i mørket på skolevej
politi-hendriksholm-skole-8.jpg
Politiassistent John Rathmann ser til, at trafikanterne overholder færdselsreglerne onsdag morgen i sidste uge foran Hendriksholm Skole. Foto: Red.
Der var heldigvis ikke mange elever, der transporterede dem selv i skole uden lys på cyklen, da Lokal Nyt var med lokalpolitiet på færdselskontrol. Men de var der og lokalpolitiet har en opsang til forældrene. ”Det er jeres ansvar.”

Klokken har lige passeret 7.30 på Hendriksholm Boulevard. Det er onsdag morgen og en ny skoledag venter lige om hjørnet. Det er bælgravende mørkt og de to lokalbetjente John Rathmann og Khalid Jahlal har lige parkeret deres hvide patruljevogn i en af de mange parkeringsbåse langs skolevejen.
Støvregnen falder sagte og de første elever er så småt ved at indfinde sig. Nogle kommer gående, andre er på cykel, mens nogle oplever den luksus at blive kørt i skole.
I sidste uge gennemførte betjente fra Københavns Vestegns Politi færdselskontrol nær skolerne på hele Vestegnen, som del af en landsdækkende kontrol.

Dialog fremfor bøder
John og Khalid stiller sig i hver deres fodgængerfelt foran Hendriksholm Skole og der går ikke lang tid, før John må i aktion.
”Der må du ikke parkere,” fortæller han en forælder, der hurtigt undskylder og kører videre. Den type forældre var der en håndfuld af denne onsdag morgen.
”Vi er her for at få dialogen med forældrene og eleverne. Vi kan godt give bøder, men vi vil hellere tage dialogen og forklarer dem, at det er for børnenes bedste, de parkerer ordentligt. Det nemmeste ville være at stikke bøder ud, men man opdrager ikke nødvendigvis bedst med bøder,” forklarer John Rathmann.
Et øjeblik senere hører man cykelbremser hvine. En bilist har overset en gymnasieelev og det er tæt på at ende med en påkørsel.
”Det kunne have kostet en betinget frakendelses af kørekortet,” fortæller John Rathmann om episoden, hvor den unge elev heldigvis reagerede hurtigt og undgik at blive ramt.
”Vi er gudskelov forskånet for ulykker. Her på Hendriksholm Skole har det virkelig hjulpet med de nye fartbump på vejen. Det har taget toppen af hastigheden,” siger politiassistenten.

Annonce

Usynlige elever
Udover bilisternes hensyn eller mangel på samme, havde de to lokalbetjente et vågent øje på de mange elever, der onsdag morgen kom cyklende i skole. Langt de fleste havde lys på cyklen og det glæder naturligvis John Rathmann.
”Generelt er der ikke mange, der kører uden lys på cyklen og lygterne er blevet bedre. Det er lige før, de blænder bilisterne, fordi de er så skarpe, så manglende lys er ikke et stort problem,” siger lokalbetjenten, imens regnen stadig falder behersket fra de lavthængene skyer.
Der er måske blevet færre spøgelsescyklister, uden lys på cyklerne, men de er der stadig. Også onsdag morgen ved Hendriksholm Skole. Et par gymnasieelever undskyldte mange gange og blev bedt om at trække deres cykler, men der var også elever fra indskolingen på Hendriksholm Skole, der kom cyklende mellem biler og busser uden cykellygter på den trafikerede skolevej.
”Det ryster mig, at der er børn fra 0. og 1. klasse, der kommer kørende på cykel om morgenen uden lys på cyklen. Det er helt klart et forældreansvar og det er det i princippet indtil de bliver myndige. Forældre til børn i indskoling bør sikre, at der er lys på cyklen, når de siger farvel til deres børn om morgenen,” fortæller John Rathmann.

For høj fart, lys på biler og cykler, sikkerhedsseler, respekt for skolepatruljernes arbejde stod på politiets skema i hele uge to. Politiassistent John Rathmann ses til venstre ved Hendriksholm Skole.

Kommentarer
Top