Annonce


Lokal Nyt byder på gratis ishockey
RMB_vs_OBD_011217_IN-70-of-71.jpg
Der er fart på og masser af fysisk kontakt, når man ser ishockey 'live'. På det torsdag den 1. februar i Rødovre - det er gratis. Foto: Ian Nielsen
gratis ishockey Rødovre Lokal Nyt og søstreaviserne har købt kampen mellem Rødovre Mighty Bulls og Odense Bulldogs, der spilles torsdag den 1. februar. Målsætningen er en fyldt hal for første gang i flere år, samt økonomisk støtte til RSIK. Så tag familie og venner med til en fed ishockeyoplevelse.

Rødovre Lokal Nyt og søstreaviserne Folkebladet (dækker Brøndby, Glostrup og Vallensbæk), Ballerup Bladet, Gladsaxebladet og Brønshøj-Husum Avis byder på gratis ishockey, når Sjællands pt. højest placerede ishockeymandskab møder Odense Bulldogs i en vigtig kamp om at slutte i top 6.

Og lige præcis en top 6 placering er vigtig, for de seks bedste mandskaber. Det skyldes, at når grundspillet er slut, så kvalificerer de seks bedste hold sig direkte til kvartfinalerne. I skrivende stund ligger Rødovre på en 5. plads, mens fynboerne ligger på 4. pladsen, men det er pointmæssigt tæt både over og under holdet på sjettepladsen, som er Esbjerg Energy.

Annonce

Når Rødovre og Odense mødes, resterer der otte runder og en sejr kan meget vel bringe det vindende hold afgørende tættere på en top 6 placering.

Derfor må man forvente en intens kamp i en spændt atmosfære. Det er lige præcis de forudsætninger, som der skal til, for at gøre ishockey mest spændende og dermed give en medrivende oplevelse.

Støt RSIK
Moderklubben RSIK, der har Danmarks mest vindende ungdomsafdeling og har produceret flere spillere til udenlandsk ishockey og det danske A-landshold, har store udgifter for at holde det høje niveau. Dem ønsker vi at støtte, men har brug for din hjælp til at støtte med endnu mere.
Derfor har vi samlet gaver ind i samarbejde med RSIK til et stort lotteri med præmier på hvert femte lod. Alt salg går til RSIK.

Desuden udarbejder vi et ishockey-magasin på 40 sider krydret med spændende artikler, fede billeder, quiz og konkurrencer. Prisen for ishockey-magasinet koster 20 kroner og igen går alt salget til RSIK.
Derfor er det også RSIKs ungdomspillere som sælger magasinet, så tag godt imod dem og køb gerne et af de 400 eksklusive magasiner.

Forventer mere end 3000 tilskuere
Der er flere år siden, at Rødovre Skøjte Arena sidst var fyldt til bristepunktet, som er 3600 tilskuere. Om antallet kommer så højt op, er vi ikke sikre på, men vi på avisen forventer, vi runder 3000 tilskuere.

Vores håb er, at en busfuld eller to ankommer fra vores venner fra Odense. Det er bare sjovere, når fansene synger mod hinanden og bakker deres hold op med slagsange. Det giver den perfekte kulisse.
”Vi er glade for, at vores gode sponsor og samarbejdspartner Rødovre Lokal Nyt har købt kampen, så alle ishockeyfans og nysgerrige kan komme gratis til ishockey,” siger salgs- og marketingchef Morten Nielsen. Han fortsætter med nogle praktiske informationer:
”Der er kampstart mod Odense klokken 19 og dørene til Rødovre Skøjte Arena åbnes klokken 18. Adgangen vil være først til mølle, så det er med at møde tidligt op, hvis man vil være sikker på at komme til ishockey. Når tælleren når 3.600, vil dørene til hallen blive lukket.”
”Sæsonkortholdere er naturligvis sikret adgang og der vil være lagt en stak billetter til side til medlemmer af Dansk Metal.”

Mellem 2. og 3. periode vil der, som altid, være puckkastning og mon ikke der kommer andre overraskelser på en stor hockeyaften i Rødovre? Det spår vi her på avisen.

Ishockey er bare sjovt
Vi har valgt at købe en ishockeykamp til glæde for Rødovres borgere, fordi det er kommunens sportslige flagskib, fordi vi gerne vil glæde så mange borgere som muligt og fordi ishockey bare er sjovt og derfor en fed oplevelse både for børn og voksne.

Desuden spilles A-VM i ishockey i Danmark i maj måned og her kan man få en forsmag på den fart, spænding og intensitet som ’live’ ishockey byder på. De faste fans vil også give oplevelse, fordi de er så medrivende og helt sikkert ikke holder sig tilbage, når det gælder tilråb mod isen.
At vi samarbejde med vores søstreaviser skyldes, at så mange borgere omkring Rødovre også skal have mulighed for at opleve denne hurtige og sjove sport ’live’.For os på avisen, som holder meget af ishockey, er det nemlig et stort spørgsmålstegn, at sporten ikke er større i Danmark end den er, når ishockey er så underholdende, som sporten vitterlig er. Der sker noget hele tiden – lige fra spillerne løber på banen og såmænd også 10 minutter efter sidste fløjt.

Så vi håber, du vil med møde torsdag den 1. februar, men husk at tage familie, venner og naboen med. I vil ikke kede jer, men husk at komme i god tid.

Top