Annonce


Ingen siger nej til homovielser i Rødovre
joergen-degn-bjerrum_003_160117_BP.jpg
Rødovres provst, Jørgen Degn Bjerrum mener ikke, der er præster i Rødovre, som nægter at vie homoseksuelle par. "Tværtimod har jeg ventet længe på selv at få æren," siger han. Foto: Arkiv
TIL DØDEN OS SKILLER: Hver femte præst i den danske folkekirke vil ikke vie homoseksuelle par. I Rødovre har ingen endnu fået et nej, og provsten bakker op om, at menighedsråd ikke behøver spilde tid på konservative nej-sigere, hvis de ikke vil.

Som loven er i dag, kan præster nægte at vie personer af samme køn i kirken. Også i Rødovres kirker. Ingen homoseksuelle har dog indtil nu fået et nej på at sige “ja” til deres hjertes udkårne i vores lille by.
Alligevel vil provsten, der har ansvaret for præsterne i Rødovre og Hvidovre Sogn, ikke foretage en rundspørge om præsternes holdning til spørgsmålet, der i sidste uge trak tråde helt op til kirkeministeriet med diskussioner om diskrimination.
“Jeg har faktisk ikke stillet spørgsmålet, men jeg er ikke bekendt med nogen, der ikke vil vie homoseksuelle i Rødovre. Faktisk er der meget få homoseksuelle, der ønsker en kirkelig vielse,” siger provst Jørgen Degn Bjerrum.

Sig fra allerede før jobsamtalen
Han kan godt lide et jobopslag fra Brønshøj-Husum, hvor et menighedsråd på forhånd fortæller præster, at de ikke skal søge stillingen, hvis de ikke vil vie homoseksuelle.
“Det er genialt. Jeg støtter dem helt og fuldt. Der er ingen grund til at spilde hinandens tid, hvis det er indstillingen i menighedsrådet,” understreger Jørgen Degn Bjerrum. Han synes måske ikke, det burde være nødvendigt i det store perspektiv at lave den slags opslag, men understreger, det ikke kan skade i forhold til alle parter, hvis altså det er menighedsrådets opfattelse.
“Om 25 år tror jeg ikke, vi har præster i Danmark, som vil sige nej til det. Kirken er flere tusinde år gammel, men muligheden for, som mand, at blive viet til en mand er kun få år gammel. Alligevel skal man statistisk set være meget uheldig, hvis man er nødt til at spørge to præster i Danmark om en sådan vielse, fordi 8 ud af 10 præster gerne vil,” siger han.

Annonce

Vi skal rumme alle slags præster
Til gengæld mener provsten, at kirken skal rumme de præster, der holder fast i at sige “nej”.
“Dem der ikke vil vie, skal have lov til at være der. Også i Rødovre, hvis de er her allerede. Man er blevet ansat på én
måde, at tingene har ændret sig efterfølgende, kan man ikke bebrejde dem. Til gengæld er jeg sikker på, man skal helt over omkring Ringkøbing og Skjern for at få flere nej end ja. Det sker i hvert fald ikke i Rødovre,” understreger Jørgen Degn Bjerrum.
Han synes iøvrigt, det er interessant, at pressen har kastet sig over diskussionen om homovielser, når der ikke er særlig mange af dem i de danske kirker, når præsterne, ifølge lovgivningen, faktisk har lov til at sige nej til at vie fraskilte mennesker.
“Dem er der trods alt ret mange af, men det er åbenbart ikke en historie for den danske presse,” siger den lokale provst, Jørgen Degn Bjerrum.

Kommentarer
Top