Annonce


Bonderøven indtog Rødovre
Bonderøven_I_Viften_110117_IN-13-of-19.jpg
Bonderøven indtog Rødovre med foredrag i Viften Foto: Ian Nielsen
foredrag Frank Erichsen – bedre kendt som 'Bonderøven' var forleden på besøg i Viften, hvor han fortalte om de tanker og holdninger han har til 'det simple liv'.

Uden at være prædikende, hellig eller fordømmende fik publikum serveret de tanker og overvejelser om selvforsyning, som hovedpersonen havde gjort sig. Hovedpointen i dette var at ALLE kan gøre lidt, hvis de ønsker det og hvis det giver mening for dem. For det giver mening for Frank og hans familie, at leve på den måde de gør – de finder en glæde ved at skabe med deres hænder og finder en ro ved at vide at det har de selv skabt. Mad er et godt eksempel på dette, familien bruger mange timer på at passe dyr, høste foder, fodre, luge og slagte – men det giver god mening da det mad de laver af egne råvarer, er noget de ved hvad er og som giver en stor selvtilfredsstillelse.

Frank fortalte også om livet på Kastanjegården på Djursland og om de glæder og udfordringer der er ved et liv på landet samt de udfordringer der er ved at lave et tv program med en selv som hovedperson.

Annonce

”Bonderøven” – et navn Frank Erichsen egentlig ikke er særlig begejstret for – men som han har lært at acceptere, blev opfundet af en producer i DR da man kort inden første sæson skulle sendes stadig ikke havde fundet på et navn til programmet.

Publikum fik vist billeder fra livet på Kastanjegården og fortalt anekdoter om hvorfor det var netop her at sønderjyden, med de kraftige forbindelser til Norge, slog sig ned.

En virkelig god oplevelse i Viften og en foredragsholder der er som han bliver portrætteret på TV – åben, imødekommende og med en klar men ikke fanatisk tilgang til selvforsyning og ”det simple liv”.

Kommentarer
Top