Annonce

Uddeler legater for 118.600 kroner
Rådhuset-2.jpg
Hvert år uddeler Rødovre Kommuner legater til unge under uddannelse og til borgere, der er kronisk syge. I år har 18 personer fået legat-støtte. Foto: Arkiv
legater 18 ud af 24 ansøgere har fået deres ansøgning godkendt. Tilsammen modtager de 18 personer 118.600 kroner i legat-støtte.

Én gang om året uddeler den lokale fond, med det mundrette navn ’Fonden Rødovre Kommunes mindelegat for Danmarks befrielse den 5. maj 1945 og Borgmester Gustav Jensen og hustrus legat til unge menneskers uddannelse samt kronisk syge og invalider’, legater til unge borgere, der er under uddannelse og legater til borgere, der er kronisk syge og invalideret.
I år havde 14 unge under uddannelse ansøgt om et legat og af dem valgte fonden at tildele 11 legater á 7.600 kroner.
”Vi gennemgår alle ansøgere grundigt og vurderer, hvor et legat vil gøre mest gavn. Vi vil gerne ramme dem, der har det største behov for økonomisk hjælp under deres uddannelse,” siger Erik Nielsen (S), der er formand for fonden.
Fonden har i år modtaget ti ansøgninger om legat fra kronisk syge og invaliderede og valgt at uddele syv legater á 5.000 kroner.

Ikke det hemmelige legat
Antallet af ansøgninger til de to legater svinger meget fra år til år. I 2012 modtog fonden i alt 60 ansøgninger, mens det sidste år kun blev til 15 ansøgninger i alt.
Ansøgningsfrist og ansøgningsskema offentliggøres hvert år i starten af september måned og borgmester Erik Nielsen mener, at kommunen gør deres for at fortælle om fonden og ansøgningsprocessen for studerende og borgere med kroniske sygdomme.
”Det må ikke være det hemmelige legat. Jeg synes, vi gør, hvad vi kan for at oplyse om muligheden for at søge,” siger han.

Annonce
Kommentarer
Top