Annonce

Tegneseriehelte gendannes i Espelunden
riffi_cartoons.jpg
Sådan så det ud, da ’Cartoons’ var tilbage i deres gamle kostumer i ’Go’aften Danmark’ på TV2, hvor de offentliggjorde, at de vender tilbage. Foto: Privat
vi elsker 90'erne Hitmagerne ’Cartoons’, med de skøre tegneserieoutfits, er seneste skud på stammen, når ’Vi Elsker 90’erne’ til næste forår indtager Espelunden.

Listen af kunstnere fortsætter med at vokse forud for næste års ’Vi Elsker 90’erne’ koncerter, der, som altid, starter i Rødovre. Sidste år lykkedes det arrangørerne at genoplive kultbandet Aqua og til næste år genopstår endnu et dansk band, der i 90’erne havde stjernestatus.
Med pangfarver, lakridskonfekthår og særprægede kostumer var de farverige musikere fra ’Cartoons’ med til at slå tonen an i 90’erne. Det er 16 år siden, at bandet gik i opløsning, men nu har de fundet sammen igen for at være en del af ’Vi Elsker 90’ernes’ sommerturné til næste år. En turné der starter med en koncert i Espelunden den 26. maj.
Bandet bestod i 90’erne af seks medlemmer, men det er kun fem af de oprindelige medlemmer, der vil være at finde i Rødovre til næste år. Det sjette medlem Karina Jensen døde i 2016 af kræft.
”Det er en ekstremt trist og rædselsfuld historie. Vi har mistet Karina, der blev taget af kræft for halvandet år siden, men hun er med os i ånden,” fortæller forsanger Jesper Dukholt til TV2.

Kommentarer
Top