Annonce


Nu får du mere ud af Lokal Nyt
lokal_nyt_modelfoto.jpg
I 2018 bliver din lokalavis uddelt tirsdag og onsdag. Foto: Red.
Fra 2018 skal du ikke vente helt så længe på at få de lokale nyheder galt i halsen. En ny aftale med FK Distribution sikrer nemlig, at Rødovre Lokal Nyt fremover udkommer tirsdag og onsdag.

Efter nytårsskiftet bliver din lokalavis endnu mere brugbar som opslagsværk til, hvad der rører sig i det lokale farvand.
Fremover bliver avisen nemlig uddelt tirsdag og onsdag. Det betyder, vi vil bruge flere kræfter på at kigge frem mod weekenden der kommer.
Hvad kan du foretage dig, hvis du skal være indendøre? Hvor skal du gå hen, hvis du vil opleve noget nyt? Hvor er der loppemarkeder, hvem spiller kamp og hvad skal du foretage dig med børnene?
Det tror vi på, giver en endnu mere brugbar avis, der, sammen med mange af vores nye initiativer, alle de andre gode kræfter og samarbejdspartnere, vil være med til at binde byen endnu tættere sammen.
Det betyder også, at du får dine mere alvorlige nyheder om de politiske prioriteter og ting, der er sket i dit nabolag, en dag tidligere end du plejer. Skulle du have lokale nyhedsabstinenser, kan du gøre som mange andre og sluge dem her på rnn.dk eller måske selv deltage aktivt i debatten og komme med forslag på vores facebookprofil.
For Rødovre Lokal Nyt har 2017 været det vildeste år, hvor vi er blevet kåret til Årets Virksomhed i Rødovre, har vundet priser for Årets Digitale Satsning, Årets Feature, Årets Initiativ og Redaktionelle Idé. Vi har modtaget hæder og ros fra hele landet for vores kamp mod kræft og ensomhed og vores aktive hjælp til det lokale foreningsliv. Vi er stolte af at være speakere på Verdens største konference for konstruktiv journalistik sammen med CNN og Google. Vi lover, at 2018 bliver lige så vildt.

Top