Annonce


Miljøaktivisten Chrumme
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Så fik EL-priserne lige et nøk. Radius siger godt nok, at EL-priserne bliver billigere 94 procent af tiden. Men sjovt nok er det på tidspunkter, hvor du ikke er hjemme eller mens du sover.

Efter min mening er det, det samme som at køre tilbud på oksemørbrad i døgn-Netto mellem kl 0200-0500 om natten – ja, og så vel at bemærke at sætte prisen op til det dobbelte resten af dagen. Eller nedsætte billetprisen på natbussen i dagtimerne.
For at være nøjagtig, så skal du betale 83,5 øre/kWh mellem klokken 17-20 og 32,36 øre/kwh. resten af døgnet i vintermånederne.
Så når du tror, du skal slå røven i sofaen for at se Vild med Dans om fredagen – så er det faktisk der, du skal til at lave aftensmad, vaske, tørre, stryge, lade og tænde for lyset.
Radius siger, at det ikke blivere dyrere for forbrugerne. Det vil jeg godt se, før jeg tror på det. Når jeg ser på mig selv, er det sgu mellem klokken 17-20, der er gang i maskinparken.
Men Radius kom så med gode råd til, hvordan du skal spare på EL-regningen. Du kan bare lade EL-apparaterne kører, når du ikke er hjemme eller når du sover.
Se, der var det, at den gamle brandmand fik spastiske lammelser i hele skærmen. I 2009 var der 19000 brande i Danmark. 4000 af disse var EL-brande. De tal synes Radius åbenbart er helt OK og et tydeligt bevis på, at EL slet ikke er farligt. Lad du blot tørretumbleren køre, mens du sover. Røgalarmen skal nok vække dig, hvis der går ild i lortet.
Men hvis du skulle indebrænde, så ryger du lige lukt i Himmerige – du lider en miljø-martyrs død.
Jeg skrev til Radius, at jeg synes, det var forkert at opfordre deres kunder til at udsætte sig selv for død og ulykke for at spare på EL-regningen.
Radius skrev, at jeg havde en god pointe og at de ville ændre deres anbefalinger. Og stadig forsværgede de, at det havde noget som helst med øget indtjening at gøre. Jeg foreslog dem så, at de anbefalede, vi fjernede røgalarmer for at spare på de miljøbelastende batterier.
”Jamen, Christian – det er jo til glæde for miljøet.” Prøv lige at hør her. Vi er enige om, at vi bor på den samme planet som kinserne, ikk’? I kina pisser de i traktordæk, fylder det op med plutonium og arsenik og kaster det i Yangtzefloden. Alt i mens de fyrer med kul og har de laveste EL-priser i verden – og så skal jeg stå op klokken 05 for at tørre mine rene underbukser (næsten rene – for jeg må jo ikke koge-
vaske længere), af hensyn til miljøet. I Shanghai behøver du ikke solcreme, for solen kan ikke trænge igennem smoggen. Det giver jo så absolut INGEN mening.
Nå, men lad os se, hvad der sker. Men for mit vedkommende, så forventer jeg ‘bare’, at min EL-regning stiger gevaldigt – altså bortset fra EL-forbruget på min clock-radio.
Alternativt har jeg talt med familien om, at vi ændrer døgnrytme. Ikke et helt ukendt fænomen for mine teenagebørn. Både min kone og jeg arbejder i en international virksomhed, så vi kan bare arbejde i samme tidszone som kineserne.
Enten det eller også trække en 7041 kilometer lang forlængerledning direkte fra Beijing til min matrikel.

Top