Annonce


Julemanden bor i Rødovre
IMG_8557.jpg

JULEMANDENS KARAVANE: Man kunne høre julemandens karavæne helt ovre i Rødovrehallen, da den gjorde holdt her på Rødovre Parkvej for at der kunne deles gaver ud til kvarterets artige børn. Foto: Red

JULEMANDENS KARAVANE: Man kunne høre julemandens karavane helt ovre i Rødovrehallen, da den gjorde holdt her på Rødovre Parkvej, for at der kunne deles gaver ud til kvarterets artige børn. Foto: Red
Julehygge Gennem årene har der været meget snak om julemanden bor på Grønland eller på Nordpolen. Juleaften fulgte Rødovre Lokal Nyt derfor efter hans kane rundt i byen, mens han delte gaver ud til børn og glade sjæle, og kan derfor uden omsvøb eller sagligt grundlag fastslå, at julemanden bor i Rødovre.

“Nu kommer Rødovre Lokal Nyt også.”
Selvom folk langtfra er lige så glade for at se den lokale verdenspresse, som de er for at se den hvidskæggede halvbuttede gavegiver i sin røde kedeldragt, vækker avisens nissetrøjer fra den lokale julekalender på Facebook åbenbart nok genkendelse til at fjerne opmærksomheden fra julemanden i ét sekund. Men så hellere ikke længere.
Hvert år kører julemanden nemlig ud på sin slæde, der til forveksling ligner en rødklædt hyggeligt ombygget trailer, for at dele gaver ud til en masse forskellige børn i byen, der på forhånd har kunne skrive sig på en hemmelig liste.
“Men der er også gaver til alle de andre børn, vi møder på vejen, hvis de har været artige i løbet af året altså,” siger julemanden, og klør sig lidt i det løsthængende hvide skæg.

Annonce

Startede med sygdom
Nissepigen ved hans side er ivrig for at komme videre med de mange gaver, men hun har også prøvet ruten mange gange, og ved hvor mange børn, der står og venter.
“Nu er det 12 år siden vi startede på den her tradition, og så kan man ikke bare lige holde op,” siger hun og afslører, at der heldigvis er hjælp at hente til alle julens andre gøremål derhjemme i nisseværkstedet.
“Vi har nogle gode familier, der hjælper os med alt det praktiske på sådan en juleaften, så vi kan køre rundt og sprede lidt smil og glæde til folk vi kender og folk vi møder på vores vej. Det er dét julen handler om.”
Julemanden glemmer at le med den der hule verdenserobrende latter, som han ellers er kendt for, da han med alvorlig mine tilføjer:
“Det startede med, at en af vores bekendte havde et barn, der var meget sygt, som vi gerne ville overraske juleaften, og så har vi ikke kunne stoppe lige siden. Det kommer vi nok heller ikke til foreløbig,” siger han og giver tegn til den menneskelignende Rudolf i den sorte citroen om at han godt kan skrue op for julemusikken og vise vej.

Top