Annonce


Flugt fra jobcenter endte brat
uheld-egegaardsvej_BP-1-1.jpg
Her sluttede turen for en 30-årig mand, der i fredags opførte sig aggressivt i Rødovre Jobcenter og efterfølgende satte sig ind i en bil og med høj fart kørte ind i en mur på hjørnet af Gunnekær og Egegårdsvej. Han blev kørt til Albertslund Politigård og sigtet for kørsel uden førerret og for at køre bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Foto: Brian Poulsen
Politi En narkopåvirket mand skabte først uro på Rødovre Jobcenter, inden han senere bragede ind i en mur på Egegårdsvej.

En borger opførte sig fredag eftermiddag ved 12.15-tiden så truende i Rødovre Jobcenter, at personalet så sig nødsaget til at trykke på overfaldsalarmen. Det bekræfter Rødovre Kommune over for Lokal Nyt. Manden var, i følge Ekstra Bladet, utilfreds med kommunens sagsbehandling i en konkret sag og, ifølge vidner, kastede han med papirer og havde en aggressiv fremtoning.
Da personalet aktiverede overfaldsalarmen forlod manden jobcenteret, men han kom ikke særligt langt. På hjørnet af Egegårdsvej og Gunnekær bragede han direkte ind i muren til Rødovre Politistation.
På trods af det voldsomme sammenstød kunne manden flygte til fods fra færdselsuheldet, men politiet var allerede fremme på stedet og en betjent løb flugtbilisten op. Han blev kørt til Albertslund Politigård og sigtet for kørsel uden førerret og for at køre bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Han erkendte sig skyldig i alle sigtelserne.

Annonce
Top