Annonce

Det er snart, det er nu, december…
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Når vi når december, så er der to ting, jeg ikke ønsker at læse i avisen: 1. Der er sne på vej. 2. influenzaepidemi på vej.

Er der noget glædeligt ved global opvarmning, burde det være at vi slipper for sne. Det burde være muligt, for vi er da sluppet for sommer.
Nå, men mens vi venter på den første sne, så har jeg lige ligget på langs med den farlige mande-influenza.
Den der sygdom, som i den grad læner sig op af en bårebuket. Jeg er ikke særlig god til at være syg, for når jeg bare ligger der og venter på manden med leen, så melder der sig alle mulige tanker.
I denne sygdomsperiode på fire dage (hvor de to af dem var i weekenden – selvfølgelig), har jeg haft store tanker om, hvor snot egentlig kommer fra. Er snot så dumt, som man tror det er, når snot næsten på minuttet kan skifte næsebor indenfor fire timer.
Hvorfor er snot grønt? Er der en sammenhæng mellem, hvilken slags spejder man var som barn?
Hvor meget snot producerer man egentligt i løbet af fire døgn?
Hvordan måler man det? I liter eller kilo?
Er det muligt at finde frem til den person, som har smittet dig – og er det i så fald strafbart?
Når min kone bliver syg, så mærker man det nærmest ikke. Hun pudser næse et par gange og går lidt tidligere i seng. Når hun så har smittet mig, så muterer virussen og bliver til en blanding af pest, kolera, malaria, HIV, ebola, en tvillingfødsel og tyndskid. Jeg ligger bare i fosterstilling, ryster og råber: Hvor kommer snot fra?
Kan man ikke bare nøjes med at have hovedpine og snot. Hvorfor skal det gøre ondt i hele skroget, som var man røget gennem en majetærsker?
Når man pudser næsen skider man i bukserne. Jeg kan dårligt komme ud af sengen for at tisse. Det er jo den rene ynk.
Jeg overvejede at gå til læge. Men jeg kunne ikke klare ydmygelsen ved at få at vide, at der var tale om en harmløs virus, som langt de fleste – også svagelige (læs: Mænd) – ville overleve.
Når man så kommer på arbejde – så spørger folk altid, om man er blevet rask? JA, for fanden, hvis jeg ikke var det, så kunne jeg sgu da vel for fanden ikke komme ud af sengen og i tøjet. Så skulle jeg have været transporteret i ambulance med drop og ligget på skrivebordet i en båre.
Men en ting er jo at blive rask – noget andet er at komme sig over de psykiske mén, over den nær-døds oplevelse man lige har gennemgået. Jeg kan for eksempel i månedsvis gå rundt med post traumatisk stress syndrom, som når nogen nyser, udløser et psykosetilstand, hvor jeg holder vejret til jeg ikke kan længere, blot for at sikre mig, at jeg ikke har inhaleret noget.
Og hvis nogle rømmer sig, går jeg direkte i gang med en omfattende afspritning af mit kontorinventar og skifter alle mine clips ud. Ja aller helst boede jeg i isolation fra oktober til marts.

Kommentarer
Top