Annonce

Vil lave papir-ø i Islev
valgaften-kommunalvalg-2013_09_191113_BP.jpg
Martin Møland Nielsen sidder ikke i kommunalbestyrelsen, men drømmer om, at Radikale Venstre får en plads og om at omdanne Islev til et kulturelt centrum. Foto: Arkiv
Håber på en plads Når der er valg, må man godt drømme stort. Det gør Radikale Venstre, når de vil droppe virvaret af indfaldsveje og omdanne Islev til en kopi af Papirøen med spisesteder og kulturelle mødesteder.

Lokalpolitik handler om de helt konkrete nære ting, men derfor kan man godt bruge store armbevægelser. Det gør den radikale spidskandidat, Martin Møland Nielsen, når han skitserer udgangspunktet for den lokale radikale vision.
En vision, der bygger på et Danmark, hvor viden er det vigtigste råstof og der skal satses på folkeskolen.
“Elevernes trivsel er afhængig af det faglige udbytte og omvendt. Det betyder også, at det ikke kun er det faglige udbytte, som skal vurderes hos den enkelte elev, da trivsel er mindst lige så vigtigt. Derfor er det nødvendigt, at lærerne får tid til ikke kun at forberede undervisningen fagligt, men også didaktisk og pædagogisk.”
“Grundlæggende skal fokus på den enkelte elev og deres faglige og sociale trivsel være omdrejningspunktet for skolerne i Rødovre,” siger Martin Møland Nielsen.
Han drømmer om, at Rødovre kan komme væk fra at være et virvar af indfaldsveje, så kommunen kan blive præget af byliv og nærmiljø.
“Rødovre skal ikke bare være en by, man sover i, men en by med plads til leg, socialt samvær og kulturelle oplevelser. Vi skal lære af Papirøen og opføre tilsvarende i Islev, bibliotekerne gentænkes som kulturelle mødesteder og mediateker,” siger han om fremtiden.

Holder valgkortene tæt
Radikale Venstre er ikke en del af det gode selskab på rådhuset og partiet drømmer ikke om tunge poster, men om indflydelse.
“Det er vigtigt at rykke ved magtbalancen i Rødovre, så beslutninger ikke kun bygger på et sikkert flertal, bestående af socialdemokratiet og partierne på venstrefløjen.”
“Radikale Venstre vil arbejde for så brede og derved holdbare forlig som muligt,” understreger Martin Møland Nielsen, som, trods et borgerligt valgforbund, ikke vil ligge sig fast på, hvem man peger på som byens borgmester.
“Ved kommunalvalget i 2013 kritiserede Socialdemokratiet os for at være i valgforbund med blandt andre Dansk Folkeparti. Men efter valget indgik socialdemokraterne selv tæt samarbejde med dem. Den endelige udpegning skete således dengang som nu efter valgresultatet, så lad os afvente vælgernes dom,” påpeger Martin Møland Nielsen, der ikke er bange for at hive et slogan frem, der kunne passe på Rødovre i fremtiden.
“Danmarks bedste kommune at bo og leve i – fra vuggestue til plejehjem.”

Annonce
Kommentarer
Top