Annonce


Skat og skoler i fokus
valgboder-RC_KV17_003_161117_BP.jpg
Venstres Claus Gisselmann Olsen vil sænke personskatten og arbejde for at få er Rødovres borgere mere i centrum. Foto: Brian Poulsen
kommunalvalg Venstre vil i den kommende valgperiode arbejde for bedre folkeskoler, en tryg pleje til byens ældre og lavere skat.

Venstre blev ved kommunalvalget i 2013 Rødovres fjerde største parti med 9,7 procent af stemmerne. Det resulterede i to mandater, men partiet blev halveret midt i valgperioden, da Peter Micheal Jensen skiftede venstre ud med Dansk Folkeparti.
Partiets spidskandidat, Claus Gisselmann Olsen, har dermed været alene om at repræsentere det liberale parti og han er klar til en omgang mere i Kommunalbestyrelsen.
Om han bliver valgt ind og om partiet får to mandater, ligesom ved valget i 2013, vil han ikke spå om.
”Man skal passe på med forventninger, når det drejer sig om valgresultater. Men jeg forventer at så mange rødovreborgere som muligt benytter sig af sin demokratiske ret, går hen i valglokalet og får sat det obligatoriske kryds. Og samtidig får det obligatoriske bolsje. Desuden håber jeg, at sammensætningen af den nye Kommunalbestyrelse vil arbejde for at sænke skatten, styrke vores skoler og sætte borgerne i centrum,” siger Claus Gisselmann Olsen, der vil kæmpe for en lavere skat i Rødovre, hvis partiet bliver valgt ind den 21. november.
”Rødovre er en af de højest beskattede kommuner i Danmark. Derfor vil Venstre arbejde på gradvist at sænke personskatten. Så de rødovreborgere, der hver dag knokler for at få hverdagen til at hænge sammen, kan få lidt luft i økonomien,” siger han.

Skoler og ældrepleje
Folkeskolen har altid været en mærkesag for Venstre og Claus Gisselmann Olsen mener, at politikerne skal holde et vågent øje på byens folkeskoler i takt med den store tilflytning.
”Om nogle få år vil vi få brug for at kunne indskrive 3-400 elever mere i vores folkeskoler. Dette skal vi i god tid sørge for kan lade sig gøre. Samtidig skal vi sørge for, at det er veluddannede lærere, der står overfor vores børn og unge i folkeskolen. Så den enkelte elev kan forlade folkeskolen med de bedste muligheder for livet,” Siger han og fortsætter:
”Samtidig vil byudviklingen sætte pres på vores plejehjem. Dette skal vi også i god tid være opmærksom på. Så vi kan give de ældre en god og tryg alderdom.”

Annonce

Hvem peger I på som borgmester?
“Først og fremmest peger vi selvfølgelig på Venstre. Hvis det ikke kan lade sig gøre, peger vi på den person, der vil være med til at få flest mulig af Venstres synspunkter gennemført.”

Top