Annonce

Mysteriet om den lænkede mand
statue-stadionhallen_003_131017_BP.jpg
Hvem er den lænkede mand? Hvis du har viden om kunstværket hører vi gerne fra dig på redaktionen. Foto: Brian Poulsen
kunst Ingen kan tilsyneladende give et svar på, hvorfor der står en statue af mand i lænker på Elstedvej. Hvis du har oplysninger om kunstværket, hører redaktionen gerne fra dig.

I et buskads for enden af atletikbanen på Rødovre Stadion sidder der en mand. Han har lænker om håndleddene og gemmer sit ansigt i sin ene arm, som om han afværger en byge af slag.
Måske har han været vidne til noget grimt?
Måske bliver han straffet for en ugerning.
Gætterier er der mange af, men svar er til gengæld en mangelvare, for ingen ved tilsyneladende, hvorfor statuen står placeret ved Elstedvej og hvad meningen med kunstværket er.
”Vi ved faktisk meget lidt om værket, så det har altid været lidt af en
gåde,” fortæller leder af Heerup Museum, Anni Lave Nielsen, der også er en del af Rødovre Kunstråd.
På Facebook har gruppen ’Rødovre i Gamle Dage’ flere gange forsøgt at blive klogere på den lænkede mand, men ingen har endnu serveret den rygende pistol og dermed givet afgørende viden om ’statue-mysteriet’.
”Personligt er jeg drevet af nysgerrighed og det kunne være sjovt, hvis vi kunne få løst gåden,” siger Carl-Johan Hirsbæk, der er stifter af gruppen. Han er overrasket over, at ingen ligger inde med oplysninger om værket.
”Det er lidt underligt, men samtidig lidt fascinerende, at ingen ved noget. Kan det virkelig passe,” spørger Hirsbæk.
På Heerup Museum gætter Anni Lave Nielsen på, at den lænkede mand stammer fra før 1970.
”Det ligner lidt en diskoskaster og kan være en afstøbning af et klassisk værk. Man kunne også godt forestille sig, at den er opsat i forbindelse med en indvielse,” gætter Anni Lave Nielsen.

Annonce
Kommentarer
Top