Annonce


God adgang – hver gang
nem-adgang-berit-1.jpg
Berit Molsing Beinings praksis opfylder alle God Adgangs krav til fysiske adgangsforhold. Det betyder, at man kan gå ind på hjemmesiden godadgang.dk og se, at man, hvis man for eksempel har nedsat syn, er allergiker eller dårligt gående, uden problemer kan få behandling i Berits praksis. På billedet ses Berit sammen med næstformand for Danske Handicaporganisationer Sif Holst (tv) og formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen. Foto: Red.
sundhed Fodterapeut Berit Molsing Beining har taget et vigtigt valg. Borgere med funktionsnedsættelse skal have gode adgangsforhold til hendes praksis. Den beslutning blev hun i sidste uge hyldet for.

Det skal være lighed i sundhedsvæsenet. Så klar er budskabet fra Region Hovedstaden, der med en ny kampagne sætter fokus på gode adgangsforhold hos praksisser og klinikker i regionen.
Der er stor forskel på, hvad god adgang betyder fra person til person. For nogle kan det knibe med hørelsen og dermed være svært at blive lukket ind via en dørtelefon til tandlægen på 1. sal. For andre kan det være svært at besøge sin læge hvis man sidder i kørestol.
Tal fra Region Hovedstaden viser, at hver femte dansker har en funktionsnedsættelse, men uanset hvilken funktionsnedsættelse du har, kan du trygt få ordnet dine fødder hos fodterapeut Berit Molsing Beining på Vajhøjs Allé. Berit har nemlig taget et vigtigt valg om, at borgere med funktionsnedsættelse skal have gode adgangsforhold til hendes praksis. Det kan for eksempel være afgørende for et menneske, der sidder i kørestol, at der er brede nok døre til, at kørestolen kan komme ind.
”For mig har det været vigtigt, at alle grupper af mennesker, uanset hvilket handicap de har, har mulighed for at få behandling hos mig,” fortalte Berit, da hun i sidste uge havde besøg i praksissen af blandt andet formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), og næstformand for Danske Handicaporganisationer, Sif Holst, der begge var taget til Rødovre for at hylde Berit for hendes indsats for at sikre god adgang for alle.
”Berit Molsing Beining gør en stor forskel i rigtige mange menneskers hverdag, fordi hun med sit valg om at være en del af mærkeordningen God Adgang giver borgere med funktionsnedsættelse mulighed for at vælge en praksis, der er tilgængelig for dem. Berits valg gavner både Rødovres borgere og Berit, der via God Adgang giver sine patienter den bedst mulige behandling – allerede inden de booker tid eller møder op til behandling,” forklarer Sif Holst.

Lighed i sundhedsvæsenet
Region Hovedstadens mærkeordning ’God Adgang’ gør det muligt for borgere på forhånd at se, hvilke praksisser og klinikker der har gode adgangsforhold, så en kørestol-bruger for eksempel ikke ankommer til en tandlæge på 1. sal uden elevator.
Mærkeordningen er gratis for behandlere i praksissektoren hele Region Hovedstaden. Lige nu gør Region Hovedstaden en særlig indsats i Rødovre Kommune, hvorfor alle kommunens fysioterapeuter, kiropraktorer, fodterapeuter, læger og speciallæger i efteråret 2017 bliver kontaktet og tilbudt et besøg af en God Adgang-konsulent. Mærkeordningen omfatter syv mærker, der retter sig til forskellige handicapgrupper med hver deres behov i forhold til tilgængelighed og Berits klinik har fået alle syv mærker.
”Jeg mangler vist kun et spejl på toilettet for at være helt i mål,” siger Berit, der i klinikken på Valhøjs Allé blandt andet har lavet om på toilettet, så man bedre kan komme rundt og kan komme ind til en patient, der skulle have brug for hjælp.
”Vi har nogle sikkerhedsmæssige forhold der er blevet ændret og på toilettet kan man nu roligt falde om, for vi kan låse døren op udefra,” siger Berit sarkastisk. Hun er glad for at hendes klinik nu giver god adgang til alle og hun håber at flere vil følge hendes eksempel. Det håber Sif Holst også. For målet er, at endnu flere vil gøre som Berit Molsing Beining og blive en del af ordningen.
”Vi tror, at der er rigtig mange andre behandlere, der ligesom Berit Molsing Beining er bevidste om deres adgangsforhold og som slet ikke behøver at ændre noget i deres praksis for at få et eller flere af God Adgang-mærkerne. Derfor håber vi, at andre behandlere i regionen vil se Berit Molsing Beining som en foregangskvinde, så vi forhåbentlig får endnu flere behandlere med i God Adgang og derved sikrer endnu bedre og mere information til de borgere, der har brug for det,” siger Sif Holst.

Annonce

Har selv prøvet en tur i kørestol
Berit Molsing Beining blev for nylig hyldet med kage og rosende ord i klinikken på Valhøjs Allé. Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) var blandt dem der uddelte roser. Hun har selv prøvet at sidde en kørestol og oplevet adgangsforholdene på et hospital. Her oplevede hun håbløse ramper og toiletter, hvor dørene ikke virkede. Hun kender derfor udmærket problematikken med mindre gode adgangsforhold og hun håber, at ordningen bliver kendt, så den kan hjælpe borgerne med funktionsnedsættelse med at finde de praksisser der er nemt tilgængelige.
”Vi er optaget af tilgængelighed for vi har i hovedstadsområdet har mange højhuse og bygninger fra 1900-tallet, hvor der ikke er tænkt meget over god tilgængelighed. Vi bliver nød til at sikre, at der er lighed i sundheden. Jeg har mødt en handicappet, der har boet hele sit liv i Lyngby-Taarbæk kommune uden selv at kunne komme til lægen. Det er ikke i orden. Vi skal have et sundhedsvæsen der er for alle og hvor alle har mulighed for at komme til tandlægen, fodterapeuten eller den praktiserende læge uden hensyntagen til om man sidder i kørestol eller på anden måde er handicappet,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

Top