Annonce


Et hus fyldt med teenagere!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Hvordan ved du, du har en teenager i huset? Der forsvinder mad fra køleskabet, men du ser dem aldrig. De er som mus i kolonialskabet. Der er spist af alle æsker og der er kun lort tilbage.

Som forleden, da vi havde gæster – hvor teenagerne ved et tilfælde spiste med – annoncerede min hustru overfor selskabet, at til dessert ville hun servere en Daim-Tærte. Drengene hujede og sagde:
”Fedt, de smager skidegodt. Har vi flere af dem?” – Nå, men så fik vi småkager til dessert.
Når der så skal ryddes af bordet, skylles af og stilles i opvaskeren. Så er drengene forsvundet som dug for solen. Utroligt som duften af sulfo og rindende vand kan fremprovokere akut afføringstrang. I det sekund jeg tænder for vandhanen, låses samtlige toiletdøre på matriklen.
I dagligdagen kommunikerer vi i koder. Kommer du ud i køkkenet og ser en beskidt tallerken balancere på det yderste af bordkanten over opvaskemaskine, så betyder det:
”Jeg ved godt, den snavsede tallerken skal i opvaskemaskinen, men da jeg åbnede opvaskemaskinen, var den fyldt!”
Eller en mælkekarton, som skal vrides for at klemme bare én dråbe ud af. Det betyder:
”Ja, jeg ville ikke bare drikke det sidste mælk. PS vi mangler mælk.”
Det samme gælder for tomme frysepizza-æsker, slikposer, rugbrødspakker. Ja, alle indtagelige produkter i indpakning.
Den tomme toiletrulle er et studie i sig selv. Er der EET blad tilbage på rullen, så hænger den stadig på
toiletrulleholderen. Det betyder:
”Det sidste blad skal jo ikke gå til spilde. Jeg tænker økonomi, Far!”
Er den derimod tom, så stilles den tomme rulle på skraldespanden. Det betyder:
”Jeg ved godt, at den tomme rulle skal i skraldespanden, men hvordan skulle jeg så kunne gøre dig opmærksom på, at der ikke er mere toiletpapir?”
Når man kommer hjem fra arbejde, bliver man mødt af en modtagelseskommission i entréen. Det er kattene og ungerne, som spørger: ”Hvornår spiser vi?”
Kattene siger dog kun “miauv”, men meningen er den samme.
Man kan også godt ringe rundt for at få mandtal over antallet af munde til aftensmaden. Der bliver man oftest mødt af spørgsmålet: ”Hvad skal vi ha’?”
Menuen afgør så, om de spiser med eller finder et bedre spisekort hos venner og bekendte. Nogle gange er svaret “ja”, og når man så kommer hjem, er der ingen hjemme. Eller svaret er “nej” og så har de tre venner med til middagen.
Nu vil nogle sikkert mene, at de ikke er socialt ansvarlige. Men det er IKKE sandt, for hvis internettet er nede, så får man en SMS:
”Internettet var nede, da jeg kom hjem. Jeg ringede til Yousee, de mente, at routeren var gået i stykker. Jeg fik fat i et par af gutterne, som kom og skilte routeren ad. Det var et printkort, der var stået af. Vi lånte bilen og kørte til Roskilde for at købe et nyt (gider du overføre 500 til benzin, da vi også måtte tanke?).”
“Vi satte det nye kort i. Det virkede ikke. Vi ringede til Yousee. De havde én router tilbage. Den stod i Holbæk. Vi kørte til Holbæk i den store bil (vi måtte også tanke den – så gider du overføre 500 kroner mere på mobilpay?).”
“Vi havde travlt og blev blitzet på hovedvejen (gider du overføre 1500 kroner på mobilpay til at dække bøden?). Vi satte den nye router op og nu spiller det hele. Vi henter noget pizza (gider du overføre 300 kroner på mobilpay).
Så svarer man ”Tak” og så får man en besked tilbage ”No problem. Vi har jo alle glæde af internettet, ikk’ – har du overført? For jeg skal også lige have 129 kroner for printkortet.”

Top