Annonce


Elever fik strøm ind under huden
musik_hendriksholm_skole_strøm-2.jpg
Foreningen STRØM har en klar mission: Musik skal være en del af flere børns liv. I forrige uge besøgte foreningen Hendriksholm Skole til et musikforløb over tre dage. Foto: Red.
musik i skolen En musikalsk workshop på Hendriksholm Skole viser, at elektronisk musik giver undervisningsfaget et nyt kreativt ben.

Til klapsalver og store applaus går 11-årige Anna tilbage og sætter sig på sin plads. Hun smiler og får ros for sit musiknummer, der ligeså godt kunne være spillet på en natklub i en eksotisk storby.
”Det lød bare så godt,” siger musiker Jeanette Frederiksen fra foreningen STRØM til Anna, inden hun kalder den næste elev op til tavlen.

Musik på iPaden
Skal musikundervisning foregå i musiklokalet med traditionelle instrumenter? Ikke nødvendigvis, hvis man spørger non-profit foreningen STRØM, der arbejder for udbredelsen af elektronisk musik i Danmark.
Foreningen besøgte i begyndelsen af november måned Hendriksholm Skole med deres undervisningsforløb ‘Strøm Til Børn’. Her fik eleverne i 5.U den elektroniske musik helt ind under huden i forbindelse med en tredages workshop. Her producerede eleverne deres helt egne musikstykker med hjælp fra en iPad og fik hermed et anderledes indblik i, hvordan musik også kan produceres.
”Eleverne lærte om komposition, struktur og blev klogere på, hvad en sang består af og hvordan lytter man til en sang. Det har ikke handlet om at
tage eleverne over i skolens musiklokale, men i stedet at ændre klassen til et rum, hvor der også kan udføres musik. De har arbejdet i klassen og været helt forgabt i processen,” fortæller Bruno Carlos Barbalho, der er lærer på Hendriksholm Skole.

Annonce


Markus og Sebastian fra 5.U er ved at rigge udstyret til, så klassekammeraterne kan høre deres musiknummer. Foto: Red

Slår på tromme for musikken
Eleverne havde i tre dage besøg af den konservatorieuddannede musiker Jeanette Frederiksen samt DJ og musikproducer Rasmus Vincentz. De to musikere repræsenterer foreningen STRØM, der har skræddersyet undervisningsforløbet ‘Strøm Til Børn’ med elektroniske toner til skole-
elever.
”Der er ikke noget galt med et trommesæt eller et klaver, men når man går i 5. klasse kan man godt
føle, at musik-toget er kørt. Ret få elever går i dag på musikskole, men når de får udleveret en iPad har du mulighed for at bruge iPaden som et instrument. De får en fornemmelse af, hvad det vil sige at skabe deres egne udtryk med toner, lyd og beats,” siger Jeanette.
Projektet hedder ’Strøm til Børn’ og selvom det er en helt ny måde at gribe musikundervisningen an på, er det ikke en afløser for den traditionelle undervisning, men et supplement.
”Den elektroniske musik kan puttes ned i rammer, som eleverne forstår med det samme. De bliver en aktiv del af hele processen og oplever, at musik ikke kun er noget, man hører i X-Factor, men er noget man selv kan skabe,” siger Rasmus Vincentz.
I klasselokalet er Anna tilfreds med nummeret hun har skruet sammen på iPaden.
”Jeg havde aldrig prøvet at lave musik på en iPad før, men det har været rigtig sjovt og anderledes at lære. Jeg troede slet ikke, man kunne optage og lave musik på den måde,” fortæller 11-årige Anna.

Top