Annonce


Chrummes guide til KV17
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Så er det NU du skal stemme. Måske sidder du og tænker: ”Hvem skal jeg stemme på?” Men der skal du ikke fortvivle, for Chrumme kan hjælpe dig.

I læsernes interesse deltog jeg i det STORE valgmøde i ‘Viften’, så nu skal jeg lige komme med et kort resumé af, hvad de forskellige partier står for. Ja, det er fuldstændig samme koncept som ”Vild med dans”:
A (Soc.Dem): Vi har styret lortet i mange år – det fortsætter vi med. Vi elsker det brede samarbejde – altså, hvis de andre vil det samme som os.
B (Radikale): Når man har sagt A, så må man også sige B. Ellers vil B det, de andre vil – måske.
C (Konservative): Det eneste parti med en borgmesterkandidat. Sjovt nok er de kun seks opstillede, og det kræver minimum 10 til af få flertal i byrådet – så de tror vist heller ikke selv på det.
D (Nye Borgerlige): De er imod embedsmænd – men til de fleste spørgsmål fra salen var svaret: ”Det må nogle embedsmænd svare på.” Men ellers bliver der brugt for mange penge på tant og fjas. Ud med embedsmænd og udlændinge – Udenlandske embedsmænd er så de optimale at skille sig af med.
F (Soc.Folkeparti): Flere pædagoger OVERALT – også i byrådet. Spidskandidaten er – ikke overraskende – pædagog. Fik jeg sagt, at der skal bruges flere pædagoger?
I (Lib. Alliance): De gad ikke stille op til mødet. Der var en tegnekonkurrence og når der var så mange ”røde” tilstede i Viften, så kunne de umuligt vinde publikumsafstemningen for bedste tegning. De stiller så paradoksalt nok op til et kommunalvalg, som de nok heller ikke vinder.
O (Dansk Folkeparti): Vi bliver flere og flere ældre i kommunen. Derfor skal vi bruge flere penge til ældreområdet – ja enten det eller en længerevarende og hård influenza-epidemi.
P (Stram Kurs): De var der heller ikke. Jeg kender dem ikke. Kan se på deres hjemmeside, at der er en mand med cowboyhat og fløjlsjakke, som mener, at muslimer skal sendes ud af Danmark. Nu skal man ikke dømme folk på deres udseende, men han ligner én, der ikke kommer så meget ud.
V (Venstre): Flere ressourcestærke skal flytte til Rødovre. Det har de ment i 8 år. De synes åbenbart, at de 3000 nye borgere i Irma-byen er nogle forbaskede fattigrøve.
Ø (Enhedslisten): Vi skal have et Ønskehus med plads til kreativitet – lige som Peter Pan’s ønske-ø. Vi har godt nok Rødovregaard, Viften, Foreningshuset, Biblioteket, Vandværkets Værksted – Jov, men er der plads til at flyve og et sørøverskib?
Å (Alternativet): Flere pædagoger og ALLE skal sidde i byrådet – på med klovnenæsen og lad os så danse farven gul.
Du kan også vælge sofaen, men det kræver så, at du ikke brokker dig i de næste 4 år. Det gælder så også på Facebook. Du må faktisk ikke engang brokke dig over sur mælk fra Netto eller knækkede snørebånd.
KOM SÅ AFSTED!!

Top