Annonce


Luther Lagkage i lækkert løbetøj
F60I8650.jpg
Der var smil og overskud fra de mange løbere i fredags. På billedet til højre er der kagespisning i Grøndalslund Kirke Foto: Ian Nielsen
løbeglæde Det er ikke hver dag, man tager selfies med provsten, får røverhistorier fra de forskellige kirker, og bliver spist af med lagkage, inden man hele tre gange bliver velsignet på sin løbetur. Løbet 'Luther Lagkage' var en succes uden lige, og der var specielle Luther-øl til alle.

Fire kirker, fire stykker lagkage og tre velsignelser i den nedgående sols sidste stråler. Luther Lagkage løbet blev i fredags en kæmpe succes, med cirka 50 løbe- og
kage-entusiaster.
Selvom Rødovre Lokal Løbs løbekanin, Leon Skriver Hansen, af sikkerhedsmæssige årsager forlængede ruten, så den røg helt op på over 9 kilometer, stoppede det hverken prustende midaldrende ishockeyfans fra Islev eller nybagte mødre med barnevogn i at følge trop og være med til at fejre 500 året for reformationen på den skøreste og sundeste måde. Hvis man altså lige ser bort fra de fire stykker lagkage, som frivillige fra de forskellige kirker diskede op med til de svedende løbere.
Nå ja, og den særligt indkøbte Luther-øl, der var præmien, fra de lokale kirker og din lokalavis, til alle, der deltog i det sjove arrangement, hvor man fik spændende bonusinfo med om de forskellige kirker.
“Jeg vidste slet ikke så meget om kirkerne, og den ene af dem, vidste jeg slet ikke lå i byen. Det var en sjov måde at se sin egen by på, og så er man jo altid lidt glad for kage,” var der en fra bagtroppen, der indrømmede med et stort smil på læben.
Provsten Jørgen Degn Rasmussen sendte løberne af sted med en velsignelse flere gange, og han afslørede til den vigtige præmieindtagelse, at vi da allerede pønser på at gentage successen næste år.
“Det er tilpas skørt og tilpas interessant til, at vi gerne vil overveje at gøre det igen næste år og så måske engagere endnu flere af kirkens brugere, så de kan være med til at skabe en festlig stemning og dag, men nu må vi lige hvile benene først,” sagde en glad provst.

Top