Annonce


Hyggen ligger dybt i centerets DNA
roedovre-centrum04_160611_B.jpg
Rødovre Centrum blev hædret med prisen som ’Danmarks hyggeligste center’, da landets shoppingcentre i sidste uge var samlet til prisuddeling i København. Foto: Arkiv
ny pris Rødovre Centrum blev hædret med prisen som ’Danmarks hyggeligste center’, da landets shoppingcentre i sidste uge var samlet til prisuddeling i København. En afstemning på bt.dk har dog skabt mindst ligeså meget glæde.

Frederiksberg Centret løb med den eftertragtede titel som årets shoppingcenter, da Detail-forum og brancheorganisationen ICP, Institut for Center-Planlægning, i sidste uge hædrede landets centre med priser ved et arrangement i Mogens Dahls koncertsal i København.
Det er 10. år i træk, at Danmarks bedste centre bliver fundet og i år kunne Rødovre Centrum glæde sig over titlen som ’Danmarks hyggeligste center’. En titel som Rødovre Centrums bestyrelsesformand, Torben Andreasen, glæder sig over, da titlen ligger godt i spænd med centrets historik.
”Titlen er vi meget glade for. Det ligger os meget på sinde at skabe hygge. Det har vi arbejdet med i mange år og det er en filosofi, der går helt tilbage til min morfars tid. (grundlægger af Rødovre Centrum, Aage Knudsen, red). Han var som gartner naturligvis optaget af de grønne elementer og hans filosofi var, at hvis vi kunne få planter til at trives i et center, så havde kunderne det nok på samme måde. Den tanke har vi holdt fast i,” siger Torben Andreasen.

Vild sejr i afstemning
Rødovre Centrum blev i 2011 kåret til Danmarks bedste center og selvom sidste uges pris gik til konkurrenterne på Frederiksberg, er Rødovre Centrum efterfølgende løbet med mest opmærksom. Det skyldes en afstemning på bt.dk, hvor mediet har spurgt brugerne, hvilket af de 24 shoppingcentre, der deltog i konkurrencen, brugerne synes er bedst. I skrivende stund har mere end 16.000 givet deres mening til kende og med 26 procent af stemmerne er Rødovre Centrum strøget ind på en suveræn førsteplads.
Afstemningen er ikke gået Torben Andreasens næse forbi og han er med egne ord dybt overrasket over, at Rødovre Centrum scorer mere end hver fjerde stemme.
”Det havde vi ikke i vores vildeste fantasi forventet. Det er en markant opbakning, som vi er meget overraskede og meget ydmyge omkring. Eksperter kan krydse forskellige ting af i skemaer og kigge på forskellige kriterier, men det er kunderne, der er vores dommere og derfor er vi stolte over den store opbakning,” siger Torben Andreasen.

Annonce
Top