Annonce

70 jern i kærlighedsilden
jernbryllup_158_121017_BP-1.jpg
Verner og Bendte er blandt Rødovres længst gifte par. Foto: Brian Poulsen
lang lykke For 70 år siden gav Bendte og Verner hinanden det første store "ja" for enden af midtergangen i Rødovre Kirke. Siden er det blevet til mange små gange "ja", for jern-parret ender altid med at støtte hinanden.

Der var dobbelt op på alting, da Bendte og Verner Klitgaard Christiansen den 26. oktober 1947, sammen med søster og svoger, blev gift ved et dobbeltbryllup i Rødovre Kirke.
De mødte hinanden på Bakken den 6. juli 1946. Hvis Bendte husker rigtigt, var det Verner, som sødt fulgte efter hende rundt fra karussel til karussel.
Den kærlighedsjagt er der idag kommet tre børn, seks børnebørn og ni oldebørn ud af, så det bliver en stor familie, der fejrer jernbrylluppet i selskabslokalerne på Mariehøj torsdag den 26. oktober.
For Bendte har der aldrig været tvivl om, at de skulle leve deres dage i Rødovre, hvor hun er født på Vamdrupvej i 1929. Hun har gået på Rødovre Skole, indtil Hendriksholm Skole åbnede i 1939, så flyttede hun derover, inden hun som voksen blev dagplejemor og senere fik arbejde på kontor.
“Det er ikke helt så få børn, jeg har haft med at gøre her i Rødovre og det tænker jeg tit på, når jeg går rundt i byen,” siger hun og spejder ud af vinduet.
“Verner blev født i Lindholm i Nordjylland i 1925 og flyttede først til Rødovre, da Bendte lokkede. Som kranfører ved BMS var han blandt andet med til at hejse Bybjerget. Derefter har han været ved gartnerafdelingen i Rødovre Kommune på Milestedet i 13 år, men de sidste tre årtier har han hygget sig som pensionist derhjemme sammen med Bendte.
“Vi kan jo godt være uenige om tingene, men vi har aldrig rigtig skændtes. Så snakker vi bare alting igennem og så viser det sig, at vi nok ikke er så uenige alligevel,” siger han smilende.

Folk giver op
Parrets rejse siger meget om byens udvikling.
De startede med at bo i et sidehus i Villa Johanne på Roskildevej, senere boede de 22 år i Gunnekær og 42 år på Fortvej, inden de endte i Mariehøj.
Der var ikke meget luksus i de første dage og den første telefon kom først ind i deres liv i 1962. Tv gik der endnu flere år med at få.
“De holder sig rigtig godt begge to. Indtil for et år siden gik min far og ordnede alle vores andres haver og kørte i bil for os, hvis vi manglede noget. Nu har han så problemer med bentøjet og kommer ikke helt så meget omkring,” fortæller datteren Irene Nielsen, der er stolt over, hvordan hendes forældre altid har holdt sammen på familien.
“De har gået til gymnastik sammen, men det kan min far ikke længere deltage i, men min mor er stadig meget aktiv og går til gymnastik.
Hun går til Rødovre Centrum flere gange om ugen og indtil for et par år siden, gik hun også til zumba sammen med mig,” siger Irene, inden Bendte afbryder så høfligt, som man nu engang kan gøre den slags.
“Hvis man vil leve et langt og lykkeligt liv, så skal man altså huske at holde sig igang, men det hjælper også, hvis man er flere sammen, der støtter hinanden. Ligesom i et ægteskab.”
Verner synes måske nok, at andre par kunne lære lidt af de gamle jernkæmper.
“Lad være med at opgive for tidligt. Kæmp for den I har kær og kæmp for Jeres ægteskab. I dag er det så nemt at blive skilt, tal om tingene og find løsninger i stedet for at man altid bryder op. Man skal selvfølgelig ikke blive sammen for enhver pris,” siger han og tager Bendtes hånd.
Hvortil hun svarer:
“Vær derudover ærlig, trofast og tolerant. Støt hinanden på godt, ondt og så husk lige humoren ik’. Ellers kommer man ingen vegne.”

Annonce
Kommentarer
Top