Annonce


2-målsskytte sænkede Næsby
Avarta_-_Næsby_081017_IN-7-of-55-1.jpg
Berat Beciri scorede Avartas to første mål. Foto: Ian Nielsen
fodbold Avarta tog en pligtsejr hjemme over Næsby, der ellers var meget bedre end tabellen antyder. Sejren sender Avarta op på andenpladsen.
Avarta – Næsby
3-0
(2-0)

1-0 Berat Beciri (4')
2-0 Berat Beciri (40')
3-0 Christian Offenberg (65')

Tilskuere 436

Lørdag havde Kolding besejret Middelfart, så med en sejr til Avarta ville toppen blive endnu mere tæt end den var i forvejen. Man kunne dårligt nå at blinke med øjne, før det også pegede i den retning. Bolden blev sendt i det forreste område af målfeltet og Berat Beciri sendte den i kassen, da der blot var spillet fire minutter.

Man kunne få tanker om, at det ville blive en hård dag for bundproppen Næsby, men Avarta forærede udeholdet en kæmpe chance, da en fejl i opspillet gav fynboerne en friløber, men Nicolai Bjerregaard fik reddet og Jacob Albrechtsen fik fjernet returen. Et lille wake-up call til hjemmeholdet, der måske havde regnet med, det ville blive en sovepude efter det hurtige mål, men gæsterne forsatte med at kæmpe for udligningen og overgav sig ikke uden kamp.

Annonce

De grønne begik flere dumme boldtab blandt andet efter indkast, hvor det medførte en kontra til Næsby og et skud på stolpen. Efter de unødvendige boldtab var det som om hjemmeholdet vågnede op og kort inden pausen var Berat Beciri igen på pletten, efter han var først på en nedfaldsbold i feltet og sendte kuglen i kassen uden chance for keeperen i Næsbys mål.

Tabte kræfterne
Gæsterne fra Næsby havde slet ikke de samme kræfter i 2. halvleg og Avarta kørte bare bolden i egne rækker og undlod at give store chancer til udeholdet, men efter lidt over en times spil kom Christian Offenberg på tavlen til slutresultatet 3-0.

Efter kampen mødte vi en glad træner, Benny Gall:
”Jeg er tilfreds med tre point, tilfreds med tre mål og tilfreds med, at vi holder nullet,” siger han og fortsætter om søndagens dobbelte målscorer:
” Berat fik hul på bylden og fik scoret to mål. Det første mål, synes jeg, er rigtig flot, da det er en ting, vi har arbejdet med,” slutter Benny Gall.

Avartas dobbelte målscorer Berat Beciri var også tilfreds.
”Jeg er meget tilfreds, det er en forløsning endelig at komme på måltavlen, endda med to mål.”

Debutant
Dagens kamp bød på debut til Kasper Weng, der kom ind i de sidste slutminutter. Kasper kommer fra egne rækker, rettere beskrevet Avartas U19 hold.

Top