Helge Møller er død
helge-moeller_BP_Forside.jpg

Christine Antorini og Margrethe Vestager besøger Rødovregård og snakker om folkeskolen

Helge Møller til et af mange 1. maj møder på Rødovregaard. Foto: Brian Poulsen
mindeord Socialdemokraternes mangeårige formand i Rødovre Helge Møller er afgået ved døden i dag. Han blev 76 år. Borgmester Erik Nielsen har skrevet mindeord om sin ven og politiske kollega.

Det er med stor sorg, jeg modtog meddelelsen om at Rødovres Socialdemokratiske formand Helge Møller er afgået ved døden den 13. juni. Helge Møller blev 76 år.

Det kom som et stort chok for alle, også selv om han skrantede lidt i den senere tid.



Mens jeg skriver disse mindeord forekommer det mig helt unaturligt at omtale Helge i datid.

Han blev født i 1940, og var søn af tidligere minister Orla Møller.
Helge var aktiv i skolekommissionen i Rødovre Kommune, og var med til at gøre Rødovre kommunes Skolevæsen kendt for sine visionære udviklingsprojekter.

Helge var uddannet journalist og arbejdede bl.a. med kriminalstof på Berlingske, og han kunne fortælle mange røverhistorier over en god Whisky samt god tobak i sin elskede pibe.
Boligbevægelsen var et af Helges hjertebørn, og han var i mange år redaktør af bladet ”boligen” som udgives af boligselskabernes landsforening.

Helge var meget principfast, og han samt fru Kirsten havde aftalt, at Helge aldrig skulle gå sin far i bedende som politiker. Helge var dog aktiv i den ene af de dengang tre partiforeninger, Rødovre Syd, og da der i slutningen af 1990 skulle vælges en ny fællesformand for foreningerne i Rødovre, lod Helge, efter samråd med Kirsten, sig overtale til at lade sig vælge som formand.

Det var en noget turbulent tid for partiet i Rødovre, men det lykkedes i løbet af få år, at bringe partiforeningen og KB-gruppen i takt.
Helge kæmpede derudover for at reducere de tre partiforeninger til èn, og lykkedes med det, hvilket bl.a. var medvirkende årsag til, at der kunne etableres gode samarbejdsrelationer mellem partiforening og KB-gruppen.
Helge var meget optaget af skatteforhold, og han sad i flere perioder i skatteankenævnet i kommunen, og i skattekommissionen i regionen.

Jeg har personligt meget at takke Helge for.

Vi var et stærkt makkerpar, hvor ordentlighed, tillid og loyalitet var i højsædet. Vi nåede at føre syv kommunale valgkampe sammen, og det er jeg dybt taknemlig for.
Helge har i 27 år været en stærk formand for Socialdemokratiet i Rødovre, og vi har sammen forhandlet mange forlig hjem, til glæde og gavn for byens borgere.
Han har organisatorisk fået placeret vores partiforening helt fremme i Danmark. Der var respekt om ham, og hans integritet, når han tog ordet på partiets kongresser, også når han talte partiledelsen lige stik imod, hvilket skete mere end en gang.

Han afleverer en partiorganisation, som er et forbillede for mange.

Helge var Socialdemokrat i hjertet, han var de svages forkæmper, og man gik aldrig forgæves til Helge, hvis mange søgte hjælp, eller svar.
Han var dybt respekteret, og vi er alle sammen blevet lidt fattigere, for det er en stor kapacitet, der er gået bort.
Vi vil savne Helges humør og journalistiske viden, samt kæmpe politiske arbejdsindsats. Vi har ikke bare mistet en god partikammerat, men også en fantastisk ven.

Intet kan dog måle sig med familiens tab, og mine tanker går naturligvis særligt i denne svære stund til hans kone Kirsten, børn og børnebørn, samt øvrige familie.

Æret være Helge Møllers minde

Erik Nielsen
Socialdemokrat
Borgmester

Kommentarer
Top