Annonce

Årets Studentertale: “Vi skal rejse os og vise Verden, hvad vi har lært”
Dimission_R©dovre_Gymnasium_230617_IN-7-of-29.jpg
Milan Mohammad mindede i sin studentertale sine medstuderende om, at det er ikke karakteren inden i deres huer der fortæller noget om den person de er, men at det i stedet er den indre karakter de besidder, som betyder noget. Foto: Ian Nielsen
Rødovre gymnasium "Når jeg ser tilbage på min gymnasietid er det ikke karakterne jeg vil huske. Det er tværtimod de bekendtskaber jeg har stiftet, som jeg ikke ville være foruden," siger Milan Mohammad i årets studentertale på Rødovre Gymnasium. Læs hele talen her.

Kære Rødovre Gymnasium. Det er et smukt syn herfra at kunne se dette hav af røde huer foran mig.
Det er mig en ære i dag at kunne stå og holde dette års studentertale. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle opsummere de tre mest begivenhedsrige år i en tale.
For at være ærlige med jer, så viser arbejdet med talen meget godt min gymnasietid. Den blevet lavet natten før den skulle ”afleveres”, selvom jeg havde masser af tid til at skrive den. Det tror jeg vi alle har prøvet. De lange nætter med udskudte afleveringer. Men nu er det slut. Slut med afleveringer, slut med fravær og slut med at logge ind på lectio hver dag for at tjekke, hvor mange computer opladere der nu er forsvundet.
Folk fortæller os, at gymnasietiden går hurtigt, men jeg havde aldrig forestillet mig, at disse tre år skulle gå så hurtigt, som de er gået.

Venner for livet
Vi startede på RG for tre år siden som børn, men i dag springer vi ud som unge voksne. For mange har disse tre år været skelsættende. Det var her at mange af os for første gang festede, læste bøger og for alvor udforskede livet. Det var her, at mange af os mødte kærligheden og omfavnede den for første gang. Jeg tror, at jeg snakker på alles vegne når jeg siger, at vi har mødt folk i løbet af de foregående tre år som vi betegner som venner for livet. Mennesker du er taknemmelig for at have mødt på Rødovre Gymnasium. Derfor vil jeg også sige tak til Rødovre Gymnasium for at sætte de mest optimale rammer for ikke blot læring, men også at vægte det sociale aspekt højt.
Vi er ikke kun vokset fysisk de sidste tre år, men også mentalt. Hver af jeres huer fortæller en unik historie om hvordan I er nået til præcis dette øjeblik. For nogle har det været nemt, for andre har det været en snørklet vej, men ens for alle er, at det fortæller noget stærkt og unikt om jer.
I alle vores huer står der et tal og en masse smukke beskeder fra vores familie, venner og medstuderende. Det er ikke karakteren inden i jeres hue der fortæller noget om den person I er, men det er den indre karakter du besidder som betyder noget. Jeres gymnasietid skal ikke reduceres til et tal som står i jeres hue.

Annonce

Karaktersnittet står ikke alene
Siden barnsben er der blevet forventet meget af os alle. Politikerne forventer vi bliver uddannet hurtigere og hurtigere og medierne bringer hvert år artikler om superstudenter. Det at have gode karakterer bliver facit til hvad en succesfuld gymnasietid skal indeholde. Jeg kunne ikke være mere uenig. Når jeg ser tilbage på min gymnasietid er det ikke karakterne jeg vil huske. Det er tværtimod de bekendtskaber jeg har stiftet, som jeg ikke ville være foruden. Det er gymnasiefesterne. Det er fællessamlingerne. Eller ej, måske ikke lige fællessamlingerne. Men det er alle de sociale arrangementer der fylder min bevidsthed og sætter et smil på læben når jeg kigger tilbage på de tre år.
Nogle af jer sidder måske med et højt snit, imens andre sidder med et lavt snit, men for jer alle har I det til fælles, at jeres snit aldrig kan stå alene. Uagtet om det er højt eller lavt, er det ikke jeres snit, som i fremtiden skal føre jer tættere på jeres drømme. Det er derimod jeres integritet, personlighed og mod. Glem andres forventninger til jer. Det er vores liv, og vi er hovedarkitekten bag det. I tre år har vi fulgt den samme vej, men nu skilles vores veje. Det er et farvel til en skemalagt hverdag. Nu skal vi tage mere ansvar og være mere selvstændige. Om vi skal læse videre, få noget erhvervserfaring eller ud og opleve verden. Vi står på egne ben. Der er ikke nogen som kan fortælle os, hvad vi skal gøre eller ikke gøre.
Lad os gøre denne dag mindeværdig. Lad den være vores afslutning på disse tre fantastiske år, som vi har gennemlevet sammen.
Men lad os også huske: Vi må ej blive siddende på disse stole, men rejse os for at vise Verden, hvad vi har lært siddende på disse stole.

Kommentarer
Top