Den sidste kvinde der blev halshugget
annexgaardsvej-soetorpvej_003_030317_BP.jpg

Redaktørens gamle bolig er bare en af mange villaer i Rødovre, der for længst er kommet ud af finanskrisen rent prismæssigt.

HISTORIE: Det var i området, lige omkring dette hus, at Rødovre Mark for 155 år siden lagde grund til Danmarks sidste halshugning af en kvinde. Redaktøren ved det. Han har boet her. Foto: BP Foto: Br
Kvindernes Internationale Kampdag Der var ikke mange, der protesterede, da Ane Andersdatter i 1861, på en lille mark bag Annexgårdsvej, blev det ultimative offer for mandehad og ulighed. Hadet og hånet i sin samtid blev hun dømt til døden og halshugget. I dag fortæller vi hendes historie i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag.

Ved en offentlig henrettelse på en mark i Rødovre i december 1861 blev Ane Andersdatter det ultimative offer for datidens shitstorm. Hun er den eneste kvinde, der er henrettet i Danmark siden enevældens afskaffelse, og det skete, selvom Højesteret havde indstillet hende til benådning.
Hendes henrettelse er mere, end noget andet eksempel vi har kilder på, et historisk vidnesbyrd om både datidens kvindesyn og om vores ikke så fjerne barbariske fortid. For hvad skilte Ane ud fra de 49 andre kvinder, der blev dødsdømt i hendes samtid. Ane Andersdatter var nemlig den eneste, der måtte knæle for bødlen. Hvorfor?
Fordi Ane Cathrine Andersdatter slog tre af sine fire børn ihjel. Alle nyfødte. To af dem kastede hun levende i en brønd ved Damhuskroen, et tredje druknede hun i en grøft. Det blev hun dødsdømt for, men i 1861 var man for længst holdt op med at henrette kvinder, og hendes dom kan mere, end noget andet, ses som et symbol på tidens syn på kvinder, samt den ulighed, der herskede mellem kønnene for kun 155 år siden.

Giver Ane en stemme
Nu får hun for første gang stemme i en ny roman baseret på de kendte historiske kendsgerninger.
”Det er en retshistorisk begivenhed, der er kørt af sporet. Man halshuggede ikke kvinder dengang, og regeringen og statsrådet anbefalede at benåde
hende, men kongen under-
skrev alligevel bare justitsministerens indstilling. Det er interessant, fordi kongen var gift med Grev-
inde Danner, der, på den tid, er det bedste eksempel vi har på en kvindesagsforkæmper,” siger bogens forfatter, Peter Høilund.
Ud over at være redaktørens tidligere vejleder, er Peter Høilund professor emeritus i socialvidenskab ved Roskilde Universitet. Han er oprindelig uddannet jurist fra Københavns Universitet og har skrevet en række bøger og artikler om retsfilosofi, etik, anerkendelse og social retfærdighed.
Han har kendt sagen i 20 år, men først nu besluttet sig for at give Ane Andersdatter en stemme.
”Jeg kunne ikke få hende ud af kroppen. Hvorfor tog hun livet af tre af sine fire børn, når der, i alle hendes papirer, står, at hun var en varm og god kvinde, der var særligt god overfor børnene. Det var mændene, der var nogle sjufter, men Ane, der betalte prisen,” fortæller Peter Høilund.
Efter grundloven
Han bider især mærke i, at den næstsidste kvindes henrettelse fandt sted 30 år tidligere, og at enevælden i mellemtiden var ophørt, og Danmark havde fået sin første grundlov i 1849.
”Vi var på vej mod et civiliseret samfund. Alligevel mistede Ane hovedet med et enkelt drøjt hug, fordi hun skulle bøde, hvor ugerningen havde fundet sted. Til henrettelsen mødte en stor folkemængde frem, blandt dem også mange børn og ‘fruentimmer,” siger Peter Høilund, som dermed understreger, at stemningen i befolkningen var barbarisk.
”Også blandt folket blev forbrydelsen betragtet som så grov, at hun skulle bøde med sit liv. Det blev et folkekrav. Vores barbariske fortid er ikke så langt væk, som vi gerne vil tro, og det hele handler om kvindesyn og udstødelse,” siger
Høilund.

Ulighed og kvindesyn
For Ane var tjenestepige. Hun fik fire uægte børn med tre mænd, og blev lovet ægteskab, et liv og en fremtid, men blev svigtet.
Som tjenestepige med barn ville hun formentlig miste sit job, hun ville næppe kunne forsørge
sine børn og hun ville
være henvist til fattiggården. Næppe nogen mand ville gifte sig med hende, og hun ville møde omverdenens skarpe fordømmelse, som den faldne kvinde, hun var.
”Anes historie siger noget om betingelserne for underdanmarks kvinder dengang, og de er måske ikke så langt fra de vilkår, kvinder i andre lande bydes i dag”, siger redak-
tionschef Mette Viking.
Ane var dog langt fra den eneste unge kvinde, der ikke så anden udvej end at slå sine børn ihjel, men hun er den eneste, der blev henrettet i den periode.

Altid god mod børn
Der findes flere bevarede dokumenter om Ane. Blandt andet hendes skudsmålsbog, som er én lang fortælling om hendes pligtopfyldende, venlige væsen og hendes glæde ved og store omsorg for børn.
Hvis du kun skal læse én bog i dag i en by som Rødovre, finder du næppe et bedre forslag end ’De måtte jo dø’.
”Titlen på bogen siger det hele,” mener forfatteren selv.
”Hun mente ikke, hun kunne have dem med sig. Hun kunne kun forsørge dem ved prostitution eller give dem bort eller ende på fattiggården. Hun sagde hele tiden, hun elskede sine børn. Det synes jeg, siger alt,” understreger Peter Høilund.

 

NY BOG: ‘Hun måtte jo dø’ er historien om tjenestepigen Ane Andersdatter, der blev halshugget for mordene på tre af sine børn. På Kvindernes Internationale Kampdag bruges fortællingen til at sætte kvindernes historie og kamp for lighed i relief. Bog_Peter-Høilund