Vild afslutning
BenjaminSpurtsejr3DagesCup.jpg
Benjamin Hertz, i hvid trøje, har netop kørt først over stregen, hvilket også sikrede den samlede sejr til rødovreparret. Foto: Tommy Eriksen og Paw Ager - 3rdrow.cc
cykelløb En forrygende afslutning af CK Fix rytterne Benjamin Hertz og Sebastian Andreasson sikrede endnu en fornem bane-titel til rødovreklubben. Det blev også til bronze i Mini 6-dages løbet. I weekenden repræsenterede junior-rytteren Oliver Errebo CK Fix ved VM i cykelcross.

Man kan roligt skrive, at sejren blev vundet på målstregen, da de to rødovreryttere Benjamin Hertz og Sebastian Andreasson vandt den såkaldte 3 dages Cup for ungdomsryttere under 6-dages løbet i Ballerup Super Arena.

Det talentfulde rødovrepar lå nemlig nummer to, efter par nummer 7, inden den afgørende spurt og der kom Benjamin Hertz, billedet herunder, lige akkurat først over stregen – i øvrigt foran par nummer 7, der blev henvist til andenpladsen både i spurten og i den samlede stilling.

Annonce

2-1-3 3 dagesCup
Par nummer 1, hvide trøjer, vandt med rødovrerytterne Sebastian Andreasson og Benjamin Hertz. Yderst til højre det holdkammeraten Thorolf Rønhede.

Spændingen var uudholdelig for rytterne, og det fremmødte publikum kom lige pludselig op af stolene og glemte, for en stund, alt om det professionelle 6-dages løb, fordi intensiteten og jævnbyrdigheden var enorm i dette ungdomsløb, da et sølle point skilte par nummer 1 og par nummer 7.
På den sidste omgang havde 7’erne et lille hul ned til rødovrerytterne, da Sebastian Andreasson skiftede til Benjamin Hertz, som med friske ben leverede en superspurt og lige akkurat strøg forbi 7’erne stort set på målstregen.

Med sejren skrev Sebastian Andreasson og Benjamin Hertz sig ind i den lille eksklusive kreds af ryttere, som både har prøvet både at vinde Mini 6-dages løbet og 3 dages Cup’en for Junior/Ungdom.

SebastianogBenjamin
Vinderparret er klar til æresrunden.

Mere Rødovre på banen
Men de stærke CK Fix’ere kom hjem med mere metal fra Ballerup Super Arena, for på podiepladsens 3. plads stod Thorolf Rønhede sammen med sin makker Frederik Wandahl fra Roskilde.

De to første års U17’ere Tobias Lund Andresen og Kasper Andersen fra CK Fix blev samlet nummer fire. Deres flotte kørsel resulterede i øvrigt til kåringen som dagens fighterpar på løbets første dag.

Marckus Njor og Simon Høy blev nummer 7, på omgangshøjde med vinderne. De blev kåret til dagens fighterpar på andendagen for deres evne til at være med til at præge løbet med flere flotte udbrud.

MarckusogSimon
Marckus Njor og Simon Høy blev kåret til dagens fighterpar på andendagen.

Bronze hos de yngste
Hos de yngste, det såkaldte Mini 6-dages løb, sluttede CK Fix’ Felix Fog Holst Larsen på en tredjeplads med sin makker Frederik Bevort fra ABC.

FelixFogHolstLarsen MiniFelix Fog Holst Larsen var med i Mini 6-dages løbet.

Hos amatørerne, som er for seniorer, er børneklubben CK Fix nu også repræsenteret. I det fornemme selskab deltog Andreas Hougaard Holst-Kruse og Magnus Tuxen Rosing, som kører for juniorholdet Team CK Fix Junior Elite Rødovre. De endte på en 12. plads ud af de 15 par.
Løbet blev i øvrigt vundet af rødovredrengen og tidligere CK Fix rytter Kristian Kaimer Eriksen med makkeren Julius Johansen.

Hos de professionelle er der såmænd også et rødovrestrejf, for den tidligere CK Fix rytter Andreas Stokbro, der kørte i rødovreklubben som barn, blev nummer 14 som par nummer 42 omgange efter vinderparret, par nummer 7 som bestod af Lasse Norman og Michael Mørkøv.

VM i cykelcross
CK Fix rytteren Oliver Errebo kørte i dannebrog, da der i weekenden blev afviklet VM i cykelcross i Luxembourg for juniorer, som er for U19 ryttere.
”Oliver blev skuffende nummer 50 i weekenden,” konstaterede far Lars Errebo, som fortsætter om VM-løbet med udgangspunkt i Oliver.
”Det hele så ellers godt ud. Oliver var virkelig godt forberedt, han havde fulgt sit træningsprogram og tog afsted onsdag sammen med resten af landsholdet, så de kan træne på ruten både torsdag og fredag før VM.”

Oliver Errebo Start_VM i cross_Januar 2017
Oliver Errebo, i den danske landsholdstrøje, og VM feltet har netop startet VM-ruten. Foto: Paw Ager – 3rdrow.cc

”Ruten var super fed og den passede ham godt. Den var teknisk og hård, så Oliver var optimistisk inden start. Lørdag morgen, inden start, kom der det, de fleste ryttere frygter, islag. Det kom pludseligt og ruten bliver virkelig glat og ændrede sig fuldstændig,” fortæller Lars, som fortæller videre om VM-debutanten:
”Rytterne er seedede efter verdensranglisten og derfor var Oliver placeret midt i feltet som anden bedste dansker. Normalt en udmærket position, men da starten gik, var kampen som sædvanlig hård om at komme godt ind i det første sving.”

”Der blev kørt virkelig stærkt og Oliver var fint med fremme, da rytterne ramte det første sving og her var der desværre allerede det første store styrt, hvor de tre bedst placerede danskere inklusiv Oliver røg med ned, da et par ryttere foran røg i asfalten på grund af isen.”
”Oliver slog sit højre ben og knæ kraftigt, men han kom op igen og umiddelbart var han okay og kørte sig frem i feltet, men knæet og benet havde fået et hårdt slag og efter kort tid var det ligesom om, han ikke kunne træde igennem længere. Herefter begyndte han at falde tilbage igen og sluttede som nummer 50 ud af 70 startende,” siger Lars Errebo og slutter af med.
”Det var en godkendt præstation situationen taget i betragtning, men Oliver kom efter mere, så han var naturligvis skuffet.”

Kommentarer
Top