Annonce

”Vi var lettede da de rejste hjem”
rh-håndbold-bent-eriksen-2_red.jpg
Bent Eriksen udpeger de bærende profiler på guldholdet fra 1986. Foto: Red.
det gamle rødovre Tre gange viste Rødovres håndboldkvinder sig frem i Europa i 80’erne og 90’erne. Især én modstander har siden fået en særlig plads i historiebøgerne.

I 1985 nåede Rødovres bedste håndboldkvinder helt til semifinalerne i Europa Cuppen for pokalvindere. Efter to tætte opgør spillede tyske Engelskirchen sig i finalen, men Rødovres tilstedeværelse i turneringen satte en tyk streg under, at Rødovre var en af landets bedste klubber på kvindesiden. Det beviste kvinderne endegyldigt året efter, hvor det blev til DM-guld.
”Det var fantastisk at vinde DM og spille internationalt med Rødovre. Det var kulminationen på flere års hårdt arbejde og dengang der var noget der hed klubånd. Man blev i den klub man voksede op i og det var en af vores store styrker,” husker holdets tidligere landsholdsspiller og anfører Lone Orby Christensen om præstationerne i de gode gamle dage.
Semifinalekampene mod Engelskirchen og DM-guldet i 1986 står klart i klubikon Bent Eriksens hukommelse. Den tidligere formand og nuværende kasserer nævner dog to kampe mod et relativt ukendt georgisk hold fra byen Poti, som de mest bemærkelsesværdige i klubbens historie.

Måtte betale 8000 dollars
I 1994 havde Rødovres kvinder endnu engang kvalificeret sig til europæisk håndbold, men til klubbens store fortvivlelse kom Georgiske Kolkheti op ad lodtrækningsbowlen.
”Der var uroligheder i landet og kolera, så vi var bekymrede for vores spilleres sikkerhed og sundhed,” husker Bent Eriksen, der efter dialog med Kolkheti og håndboldforbundet fik forhandlet på plads, at begge kampe skulle afvikles på Elstedvej. Som kompensation måtte Rødovre Håndboldklub betale 8000 dollars til den georgiske klub.
”Vi var blandt andet i kontakt med en journalist der var korrespondent i Sovjet. Han frarådede os at rejse til Georgien og hans ord vejede tungt,” husker Bent Eriksen, inden han fortsætter:
“Vi blev skudt i skoene, at vi købte os til sejren, men det var ikke sandheden. Vi var virkelig bekymrede for at rejse til Georgien,” siger Bent Eriksen.

Annonce

Ankom uden spillertrøjer
Rødovre vandt begge kampe med overbevisende 37-9 og 33-13.
”Før den første kamp spurgte de vores træner, via deres tolk, om vi ikke ville spille stille og roligt, for de var ikke så gode. Det kunne vi ikke love dem,” fortæller Bent Eriksen om det specielle møde, hvor begge klubber i øvrigt spillede i Rødovretrøjer.
”Det georgiske hold havde ikke nogen spillerdragter og spurgte derfor om de måtte låne shorts og trøjer af os. Vi måtte derfor finde et gammelt spillersæt frem fra kælderen. De fik lov til at beholde tøjet efterfølgende og vores sponsor IRMA fik derfor gratis reklame i Georgien,” fortæller klubbens kasserer, der husker at han drog et lettelsens suk, da kampene var overstået og det georgiske vendte snuden hjem.
”Det er nok en af de største udfordringer vi har haft i historien. Ikke spillemæssigt, men organisatorisk. Det var helt kaos at have holdet indlogeret på hotel og spisende i klubhuset,” fortæller Bent Eriksen.

Kommentarer
Top