Livet på en græsk ø lyder ikke ligefrem som noget at klage over, men når man er 20-årige Sophie Sheridan, så er der meget mere på spil! I årets musical skal Sophie nemlig giftes og har derfor en klar mission: at finde ud af hvem hendes far er! Om hun så på hemmelig vis skal invitere 1…2…3 af sin mor, Donnas, gamle flammer – koste, hvad det koste vil! Der bliver masser af nostalgi, undren og gensyn med fortiden, når Sophie og Donnas liv på den græske ø pludselig kolliderer med Bill, Harry og Sam.
Denne flotte forestilling vil som altid være sprængfyldt med kanongode korsangere og solister, dynamiske dansere, branddygtige bands og satiriske skuespillere. Sammen med flot scenografi og ABBAs allerbedste hits vil vi i fællesskab tage publikum med på en rejse til det dejlige Grækenland.
Datoerne for forestillingerne er: 1. februar, 2. februar og 3. februar.
Med gratis forpremiere d. 31. januar klokken 13.
For mit vedkommende, så er Mamma Mia tredje og desværre også sidste gang jeg deltager i Rødovre Gymnasiums årlige musical. Alle 3 år har været fantastiske, og hver forestilling har været helt sin egen. Man behøver ingen speciel erfaring inden for området – blot lysten og interessen. For mig har det været et sted, hvor jeg har kunne slippe min kreativitet fri efter en lang skoledag samtidig med, at jeg har dannet nye venskaber på tværs af klasser og årgange. Jeg kan kun anbefale dette til fremtidige RG-elever eller eventuelt publikum. Vi vil med glæde underholde jer.
Så lad de tykke vinterfrakker ligge derhjemme, kom hen på Rødovre Gymnasium og læn jer tilbage i stolen, mens både 1.-2. og 3.g’ere tager jer med på en rejse!