Træk vejret og tjek dine lunger
1500 borgere i Rødovre døjer hver dag med astma, og yderligere 1200 har lungesygdommen KOL. Onsdag den 16. november er der hjælp at hente til lungedag i sundhedscenteret.
Fakta

De to hyppigste lungesygdomme er astma og KOL

600.000 danskere lider af en kronisk lungesygdom
Antallet af voksne med astma er tredoblet i de seneste 30 år

Hvert år bidrager KOL til cirka 5.500 dødsfald

Hvis du bliver forpustet af indkøbsturen på onsdag, er det måske en god idé at trække vejret i Rødovre Sundhedscenter. Mellem klokken 14 og 18 er der nemlig mulighed for at få sin lungefunktion eller få vejledning i korrekt brug af inhalationsmedicin af personale fra Rødovre Apotek, hvis du er en af de mange, der allerede har fået konstateret problemer med lungerne.
Det har hver 10. dansker nemlig, og alt for mange ved det ikke selv, fordi de overser symptomer som hoste og åndenød.
Det er Lungeforeningen, som står bag den årlige Internationale Lungedag sammen med apoteket og sundhedscenteret.
”Udfordringen med alle kroniske lungesygdomme, også de mere sjældne typer, er, at symptomerne kan virke harmløse, og man kan vænne sig til dem eller bortforklare dem med for eksempel dårlig form. Men oplever man lungesymptomer i mere end to måneder i træk, er det vigtigt, man får målt sin lungefunktion. Lungefunktionsmålingen kan give en indikation på, om man er syg, og kan hurtigt afsløre, om der er behov for et besøg hos lægen,” siger Lone Delgreen, der er forløbskoordinator i Rødovre Kommune.
En lungefunktionsmåling foregår ved, at man puster i et apparat, der måler, hvor meget og hvor hurtigt, man kan puste luft ud af lungerne. Målingen gør ikke ondt, og man får svar med det samme. Hvis det viser sig, at man har en kronisk lungesygdom, så er der gode behandlingsmuligheder med rygestop, træning og medicin.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top