Annonce

Kunsten at være frivillig
Heerups-venner_02_211016_BP.jpg
Når Heerup Museets Venner til foråret skal til generalforsamling, har du mulighed for at blive foreningens nye kasserer. "Vores mangeårige kasserer stopper, så vi har brug for nye kræfter," siger formand Ruth Mørch Foto: Brian Poulsen
Heerup-ambassadører Støtteforeningen Heerup Museets Venner har til formål at sprede kendskabet til byens store kunstner, og foreningen har medlemmer fra både ind- og udland. ”Heerup, appellerer til alle og derfor er det spændende at støtte museet,” siger formand Ruth Mørch.
Fakta

Navn:
Heerup Museets Venner.

Formand:
Ruth Mørch.

Medlemsskab:
Indmeldelse kan ske til kassereren for venneforeningen, Ib Højby Nielsen, på e-mail: heerups_venner@mail.tele.dk eller på tlf: 36 70 20 82. Indmeldelsesblanket kan også fås på Heerup Museum.
 

Bag enhver stærk mand, står en stærk kvinde og bag et velfungerende museum står en velfungerende venneforening. Sådan en forening findes der på Heerup Museum, og den aktive forening er faktisk ældre end selve museet. Støtteforeningen blev stiftet i december 1999, godt et halvt år inden museets åbning 1. maj 2000.
”Museet lukkede senere fordi fugtproblemer gjorde det svært at lægge gulvet,” fortæller formand for Heerup Museets Venner, Ruth Mørch.
Museet åbnede igen i begyndelsen af 2001 og lige siden har venneforeningen arbejdet målrettet på at udbrede kendskabet til Henry Heerup og museets aktiviteter.
I dag tæller foreningen 192 medlemmer og Ruth Mørch har været med fra begyndelsen, hvoraf de sidste 13 år har været som formand.
For Ruth var det i første omgang lysten til at bakke op om det lokale museum, der fik hende med i Heerup Museets Venner. Siden er også kærligheden til Heerup vokset.
”Jeg interesserede mig ikke voldsomt meget for Heerup før i tiden, men i dag er det naturligvis anderledes. Jeg synes, at Heerup er helt fantastisk fordi han appellerer til alle – også børn. Heerups kunst er nem at forstå for børn og museet har en kunstskole og samarbejdet med byens skoler bakker vi meget op om i venneforeningen,” siger Ruth Mørch, der sad i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i 90’erne og 00’erne. Her sad hun blandt andet i Kultur- og Fritidsudvalget, og hun var i sin tid med til at godkende planerne om et museum i byen.
”Dengang talte vi om at placere museet i Irmatårnet, men jeg er glad for at vi i stedet valgte at bygge museet ved Rødovregaard. Det var jo også her han cyklede forbi hver dag,” fortæller Ruth Mørch med henvisning til Henry Heerups daglige cykeltur fra hjemmet i Vanløse til hans kunstneriske værksted på Kamstrupvej.

Frivillige venner
Det frivillige arbejde i venneforeningen betyder også, at Ruth Mørch somme tider frivilligt hjælper med at passe museet og sælge postkort med Heerup-motiver fra museumsbutikken.
”Vi er faktisk mange frivillige der hjælper, for museet har ikke økonomi til at ansætte sig ud af den del. For mig personligt er det en fornøjelse at hjælpe til, og jeg ved at det giver luft til museet,” siger Ruth Mørch, der udover det frivillige arbejde, planlægger aktiviteter for Heerups Museets Venner.
”Medlemmerne bliver inviteret til ferniseringer og vi laver arrangementer på museet, der er relevante i forhold til Heerup. Forleden havde vi foredrag med Halfdans Rasmussens søn, og i det nye år får vi besøg af Jytte Abildstrøm,” siger Ruth Mørch.

Annonce

Heerup-ambassadører
På Heerup Museum kalder museets daglige leder, Anni Lave Nielsen, foreningens frivillige hjælp for uvurderlig.
”Medlemmerne i venneforeningen er ambassadører for museet og den har altid været god til at komme med feedback på udstillinger og sprede det gode budskab. Vi er et lille museum med få midler, men med store armbevægelser. Det er blandt andet takket være venneforeningens arbejde at museet har ressourcerne og muligheden for at lave nye og spændende udstiller og arrangementer,” siger Anni lave Nielsen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top