Havnevejen kan skifte navn
avedoere-havnevej_010_171016.jpg
Det er denne strækning på Avedøre Havnevej i retning mod Roskildevej, som kan få et nyt navn. Foto: Brian Poulsen
rødovre port Den kommende stationsby ved Rødovre Station, Rødovre Port, kommer formentlig ikke til at tårne sig op ad Avedøre Havnevej. Rødovre Kommune pønser nemlig på at skifte vejnavnet.

En del af Avedøre Havnevej går i dag ind i Rødovre Kommune, men inden længe kan havnevejen udelukkende være en del af Hvidovre Kommunes vejnet. Hvis planerne for det kommende byfornyelsesprojekt ’Rødovre Port’ bliver godkendt, vil Rødovre få en ny indgang ved banelegemet over Avedøre Havnevej og i den forbindelse mener borgmester Erik Nielsen, at det er oplagt at ændre vejnavnet, så Tårnvej fremover starter ved den kommende ’port’.
”Når vi præsenterer ‘Rødovre Port’ som en ny indgang til byen, er det helt naturligt at det er Rødovres vejnet, der bliver brugt. Det vil markere en ny tid,” siger Erik Nielsen.
Hvis Rødovre Kommune går videre med planerne, skulle der ikke være de store udfordringer forbundet med navneskiftet.
”Det vil være ret uproblematisk at skifte navn fra kommunegrænsen og op til Roskildevej. Der er ingen adresser på strækningen, så ingen vil blive berørt direkte af en kommende navneændring,” siger Rødovre Kommunes tekniske driftschef, Birgit Gerd Knudsholt.
Sagen har endnu ikke været drøftet politisk, men det forventes at navneskiftet kommer på dagsordenen i forbindelse med den endelige godkendelse af ‘Rødovre Port’ senere på året.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top