Annonce

Håber ungdommen flytter ind
rødovre-port-2.jpg
Sådan kan Rødovres nye indgang i syd komme til at se ud. På billedet ses et stræde, som skal være samlingspunkt i den nye bydel og dermed erstatte det nedbrændte Rødovre Stationscenter. I baggrunden ses det tårn, der med en maksimal højde på 68 meter, kan blive Vestegnens højeste beboelseshus. Foto: Presse
rødovre port Fra politisk side er der et stort ønske om ungdomsboliger i den kommende stationsby ’Rødovre Port’. Borgmester Erik Nielsen (S) vil dog ikke komme med et konkret tal på, hvor mange unge der skal gøres plads til ved havnevejen.

I dag slutter høringsperioden for den lokalplan, der, hvis den senere bliver godkendt politisk, vil ændre Rødovres udseende i syd markant.
De sidste rester af det nedbrændte stationscenter skal ryddes, så der kan blive plads til byfornyelse i form af boliger, erhverv, og tre tårne ved Avedøre Havnevej. Ud fra en urban tanke, der tildels er inspireret af New Yorks skyline og storbypuls, skal der vokse en helt ny bydel.
Hvordan den nye stationsby kommer til at tage sig ud, er endnu ikke fastlagt. De overordnede ønsker og planer er skitseret, men hvordan byggestenene og beboersammensætningen kommer til at se ud, er der ikke endeligt taget stilling til.
Fra byens rådhus har borgmester Erik Nielsen (S) ved flere lejligheder givet udtryk for, at der fra politisk side er et stort ønske om, at ungdomsboliger er en del af planerne ved Rødovre Station. Hvor mange ungdomsboliger Erik Nielsen ønsker sig i den kommende bydel, vil han ikke komme ind på.
”Det er svært at sætte et helt præcist antal på, og jeg vil meget nødig påvirke ejerens planer med et bestemt krav eller ønske. der er mange forskellige faktorer i spil. Vi har sendt signalet om at vi ønsker ungdomsboliger og jeg er sikker på at ejeren af grunden har opfanget vores ønske,” siger Erik Nielsen, der mener at lige netop placeringen ved Rødovre Station gør det oplagt med ungdomsboliger.
”I modsætning til IrmaByen, er der her tale om en placering, der er særdeles velegnet til ungdomsboliger. Placeringen ved stationen vil gøre det nemt for unge at komme ind til uddannelsesinstitutionerne i hovedstadsområdet. Vi vil gerne løfte den opgave og sikre at der er boliger til de studerende. Vi kan jo se, at der er mangel på ungdomsboliger hvert år ved studiestart,” siger Erik Nielsen.

Ikke for mange unge
Den konservative gruppe roser projektet, men er ikke helt uden forbehold overfor planerne. Kommunalbestyrelsesmedlem Chris Lassen Jensen frygter at for mange ungdomsboliger i ’Rødovre Port’ vil få en negativ indflydelse på det kommende bymiljø i området.
”Vi er bekymrede for, hvis hver anden bolig bliver ungdomsbolig. Jeg gik selv til valg på flere ungdomsbolig i Rødovre, så vi er på ingen måde imod ungdomsboliger, men alt skal ske med måde. Vi tror, det bedste lokalmiljø kommer af en mere varieret boligmasse,” siger Chris Lassen Jensen, der konkret mener, at det kun skal
være hver fjerde bolig, der er ungdomsbolig.
”Det betyder, at der ikke sker en ligeså stor udskiftning af beboere. Vi mener, flere vil synes, at det vil være et bedre miljø at bo i,” siger han.

Annonce

ideel placering
Hvor mange ungdomsboliger selskabet Rødovre City har planer om at bygge, ligger endnu ikke fast. Det har ikke været muligt at få et interview i stand med ejeren af Rødovre City, Rasmus Storgaard, men i en mail til Lokal Nyt skriver han, at der kommer forskellige typer boliger, heriblandt ungdomsboliger.
”Vi har bygget rigtig mange ungdomsboliger i København og på Frederiksberg, og hvis man skal bygge ungdomsboliger i Rødovre, skal de ligge ved stationen, fordi det er let at komme ind til København,” skriver han i mailen.

Høringsperioden for lokalplanen, der skal sætte rammerne for den kommende stationsby er slut, og de indkomne høringssvar skal nu gennemgås, inden lokalplanen skal behandles politisk i januar måned næste år.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top