Annonce


Vigtige point på spil
avarta-frem_062_231016_BP.jpg
Der skal kæmpes med hele hjertet, når Avarta spiller mod B93 på lørdag. Foto: Brian Poulsen
fodbold Med 1-1 i søndagens kamp mod Frem er Avarta definitivt klar til oprykningsspillet til foråret. Alligevel er kampen på lørdag mod B93 en af efterårets vigtigste, for både hjemmeholdet og Avarta. Vi har en optakt til den vigtige kamp.

Selvom Frem udlignede til 1-1 i overtiden i søndagens kamp i Espelunden, så var resultatet faktisk bedre end 1-0 til Avarta. Det skyldes, at Frem fik bedre muligheder for at passere B93 i tabellen, men det kræver også, at Avarta vinder over netop B93 på lørdag.

For med Frem i top 4 i stedet for B93, vil Avarta få yderligere et point med til oprykningsspillet. Derfor er lørdagens kamp på Østerbro Stadion yderst betydningsfuld for Avarta, og naturligvis også B93, der kæmper for at slutte i top 4.

Annonce

Benny Gall er ikke helt enig i avisens betragtning, at det er efterårets hidtil vigtigste kamp.
“Den næste kamp er altid den vigtigste for os, men det er klart, når vi har bragt os i den situation, som vi har, at det er en vigtig kamp. Vi vil jo gerne have så mange point med til foråret som muligt, og et nederlag til B93 kan betyde, at både Hvidovre og B93 ligger bedre end os til foråret, selvom vi slutter på førstepladsen, fordi de har gjort det bedre end os mod de to øvrige top 4 hold.”

Avarta bør vinde
Historisk set har B93 krammet på Avarta, men den køber Benny Gall ikke.
“De sidste tre kampe, vi har spillet mod B93, hvor jeg har været træner, har vi haft godt fat i dem. Vi har ikke helt haft effektiviteten på plads, så vi skal være bedre til at udnytte tingene på lørdag. Desuden skal vi fortsætte med at være kyniske i vores angrebsspil.”

“Og så skal vi forhåbentlig spille på en bedre bane end i søndags, så vi kan spille vores spil. Modsat skal vi også være parate overfor deres omstillingsspil, for det er B93 dygtige til, blandt andet med nogle dygtige offensive spillere, eksempelvis rækkens topscorer Emmanuel Ugude,” mener Benny Gall. Han fortsætter:

“De har dygtige offensive spillere. Men generelt synes jeg, vi er et bedre hold, så præsterer alle 11 mand på absolut højeste niveau, så vinder vi på lørdag,” spår Benny Gall, som gav sit hold fri i mandags.
”Det var nu ikke fordi, vi definitivt sikrede os en top 4 placering, det har ligeså meget at gøre med, vi skal kunne brænde igennem i de to sidste kampe. Så kan vi fejrer tingene, når vi er færdige,” pointerer Gall.

Allerede nu kan man slå fast, at den afsluttende kamp mod Holbæk bliver total betydningsløs for både Holbæk og Avarta. I hvert fald pointmæssigt.
”Det er vigtigt, vi slutter ordentlig af efter en god sæson, så er der jo bedre humor og tilgang til tingene i de sure vintermånederne,” slutter Benny Gall.

Taber Avarta kampen til B93 vil holdet fra Østerbro stort set være sikret adgang til oprykningsspillet, og så vil Avarta maksimalt få 8 point med til oprykningsspillet (4 point mod Hvidovre samt 4 point mod enten Brønshøj eller Frem). En sejr vil sikre Avarta mindst 11 point og maksimalt 12 point til oprykningsspillet. Selvom det ikke virker af meget, så er der bare en kæmpe forskel på at have 8 og 12 point med til oprykningsspillet – derfor er kampen på lørdag en utrolig vigtig kamp for Avarta.

Kampen starter klokken 14 på lørdag, og der spilles på Østerbro Stadion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top