Uddannelse midt på Indlandsisen
nanna-grønland-ungdomsskolen.jpg
17-årige Nanna Strange har været med Ungecenter2610 på uddannelsesparathedstur til Grønland. Her gik hun i skole om formiddagen og var i praktik på et lokalt hospital om eftermiddagen. Foto: Privat
uddannelsesparat: Kan man blive uddannelsesparat af at rejse til Verdens største ø? Det håber man i Rødovre Kommunes Ungecenter2610, der de kommende tre år sender elever til Grønland for at modne dem til uddannelsessystemet. For 17-årige Nanna Strange blev første tur i september en øjenåbner, der har givet hende selvtillid og tro på fremtiden.
Fakta

Uddannelsesparathed
Ungecenter2610 og Piareersarfik i Ilulissat har startet et tre-årigt samarbejde, hvor de skal arbejde med nye veje til uddannelsesparathed for grønlandske og danske unge.
Gennem nye erfaringer og oplevelser får i alt 72 unge mulighed for at arbejde med at blive uddannelsesparat på en anderledes måde.
I løbet af de næste tre år skal der to gange årligt seks danske unge til Grønland i 14 dage og ligeledes to gange årligt seks grønlandske unge til Danmark i 14 dage. Opholdene er struktureret omkring faglig opkvalificering, brobygning og erhvervspraktik i anderledes omgivelser.

Kilde: nyevejetiluddannelsesparathed.skoleblogs.dk

Grønland, det er da et mærkeligt sted at tage hen.” Sådan reagerede 17-årige Nanna Strange, da hun tidligere på året blev præsenteret for Ungecenter2610s nye projekt ’Nye vej til uddannelsesparathed’, der skal skabe nye veje til uddannelsesparathed for danske og grønlandske unge.
”Da jeg senere fandt ud af, hvad projektet gik ud på, var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville,” fortæller Nanna Strange, der var en af de i alt seks unge fra Rødovre, der i september måned rejste til den grønlandske by Ilulissat for at gå i skole om formiddagen og være i praktik om eftermiddagen.
Nanna går i 10. klasseskolen på Milestedet og har med egne ord haft en hård folkeskoletid. På skolen i Rødovre har hun sporet sig ind på, hvordan hendes uddannelsesmæssige fremtid skal se ud, og turen til Grønland skal være med til at klæde hende endnu bedre på til at begynde en uddannelse.
”Jeg vil gerne søge ind Social- og Sundhedsskolen og senere vil jeg gerne være sygeplejerske. Derfor skal jeg i første omgang lige klare min matematik- eksamen,” smiler Nanna, der på turen både oplevede den barske grønlandske natur og så hvordan det grønlandske sundhedsvæsen fungerer indefra.

Den unge udfordring
Hvis unge i Danmark ikke er uddannelsesparate, så skal de blive det. Langt væk fra vanlige omgivelser blev de unge kastet ind i en Verden, hvor der godt nok blev talt dansk, men hvor alt andet var fremmed. Projektet er et samarbejde mellem Ungecenter2610 og uddannelsesinstitutionen Piareersarfik, der hører hjemme i den grønlandske by Ilulissat. Projektet løber over tre år, hvor i alt 72 unge fra Rødovre og Grønland vil blive sendt ud på en anderledes rejse, hvor de gennem nye erfaringer og oplevelser skal blive uddannelsesparate på en anderledes måde.
Projektet er støttet med 850.000 kroner fra Nordplus Junior, og for udviklingsmedarbejder Line Borup Andreassen fra Ungecenter2610 er der ingen tvivl om, at mødet med en helt fremmed Verden, kan gøre unge mere bevidste om dem selv og dermed mere uddannelsesparate.
”Sproget er det samme på Grønland, men ellers er alt anderledes. Det betyder, at eleverne kan begå sig, og ellers bare koncentrere sig om arbejde på alle de andre parametre i en anderledes sammenhæng. Projektet tager udgangspunkt i de enkeltes udfordringer og samtidig har vi matchet praktikstederne med de uddannelses- ønsker de unge hver især har,” siger Line Borup Andreassen, der selv var med på den første del af turen til Grønland.

Annonce

Med ved operationsbordet
For 17-årige Nanna Strange, der drømmer om at blive sygeplejerske, blev undervisningen dermed kombineret med et praktikophold på det lokale hospital i Ilulissat. En oplevelse der gjorde stort indtryk på Rødovrepigen.
”Jeg havde på ingen måde regnet med, at jeg ville komme så tæt på. Jeg blev en del af teamet, fik kittel på med mit eget navneskilt, var med til briefing og skulle læse journaler. Jeg følte mig som en nyuddannet sygeplejerske,” fortæller Nanna om praktikopholdet, hvor hun både serverede mad for de indlagte patienter og var med da en 13-årig pige lå på operationsbordet og fik en abort.
”De unge oplevede ikke bare den barske natur, men også den barske virkelighed,” fortæller Line Borup Andreassen om den 14 dage lange uddannelsesparathedsrejse.
Hjemme i Rødovre står de mange oplevelser stadig helt klart i hukommelsen for Nanna Strange. Hun er sikker på, at turen har været god for hende.
”Nu er jeg blevet mere klar over, hvilken vej jeg vil gå. Jeg har aldrig prøvet at være i praktik på et hospital, men den oplevelse på Grønland har gjort et stort indtryk. Jeg føler, at turen til Grønland har givet mig mod til at gøre nogle ting, som jeg ikke ville gøre før turen. På Grønland følte jeg, at jeg var noget. Det kan jeg bruge i skolen. Nu rækker jeg bare hånden op, også selvom jeg er usikker. På den måde har turen givet mig mere mod og en klar idé om, hvad jeg godt kunne tænke mig,” siger Nanna.

 

groenland-ungdomsskolen-2

Om eftermiddagen havde de unge en ekstra opgave i Ilulissat. Her var de med i en

turnusordning når de lokale slædehunde skulle fodres. Foto: Privat

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top