Præriefolk på Bornholm
IMG_2357.jpg
Efter to ture med for meget Gammel Dansk er aftalen nu, at der primært drikkes øl på turene. En aftale som Præriens brugere vel om mærke selv har foreslået. Foto: Privat
SAMVÆR: Luften i den lille, men godt brugte skurvogn, blev for en gangs skyld skiftet ud med frisk bjergluft, da Rødovre Syd rejste til Bornholm. Denne gang med brugerne af Prærien.

Alle har ret til luft under vingerne. Under det motto rejste boligselskaberne i Kærene og Bybjerget med Præriens brugere til Bornholm.
Boligselskaberne i Kærene og Bybjerget har gennem flere somre afholdt populære familieture for beboerne til Bornholm.
Det vakte interesse for områdets alkoholikere, der dagligt samles i værestedet ’Prærien’. Som de sagde:
”Det er rigtig mange år siden, vi har været uden for Rødovre.”
”Og hvorfor egentlig ikke,” tænkte områdets boligsociale medarbejder, Susanne Mikkelsen. Hun syntes dog ikke, at cocktailen børnefamilier og alkoholikere lød så spændende, men foreslog i stedet at lave en tur kun for alkoholikerne.
”De var mega taknemlige, og som altid var Rødovre Kommune klar til at støtte det økonomisk,” fortæller Susanne Mikkelsen. Det blev nogle gode dage. Ikke mindst fordi driftspersonalet kendte mange af brugerne fra hverdagen og støttede op om idéen, og ejendomsleder Søren Lillevang sammen med varmester Kevin Lund i den nærliggende AAB afdeling tog med på turen.
”Vi har nu 10 kisteglade præriebrugere, tre meget trætte og glade ansatte, og en tættere kontakt til områdets alkoholikere. Alkoholikerne er stort set aldrig et problem for området, tværtimod, da vi altid kan italesætte eventuelle problemer med stor forståelse og respekt fra brugernes side, men den tætte kontakt forebygger en masse og giver livsglæde,” siger Susanne Mikkelsen glad.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top