Annonce


Døden lurer forude
tina-reuter_001_031016.jpg
38-årige Tina Holm Mahler Reuter prøver sin paryk, men det er mest til ære for fotografen. Parykken ligner meget hendes gamle hår, men den er stort set ubrugt. "Jeg har kun haft den på et par gange og nu er mit eget hår vokset ud igen," siger Tina, der i februar måned fik konstateret kræft i brystet, i leveren og i knoglerne. Foto: Brian Poulsen
helt tæt på kræft Lægerne gav 38-årige Tina Holm Mahler Reuter seks måneder at leve i. Foreløbig har hun set højt og flot på dødsdommen og levet i syv. ”Jeg ved, jeg skal dø af kræft. Spørgsmålet er, om det bliver i morgen eller om 10 år,” siger hun.

Hun ved med det samme, at der er noget helt galt. Smerten er voldsom og føles anderledes, end noget hun nogensinde har prøvet tidligere. Tina smider sig på sengen og vrider sig i smerte, mens jagene går gennem hendes lænd.
Den decemberdag i 2015, på en hotelseng i syndernes by Las Vegas, går det for første gang op for Tina Holm Mahler Reuter, at der er noget helt galt med hendes krop.
Tina er på rundrejse i USA med hendes mand Jakob og hendes to drenge Oliver på 17 år og Nicolaj på 14 år. Familien har været i Chicago, julen fejres i Las Vegas og nytåret skydes ind i New York. En drømmerejse som familien har sparet op til længe.
Tinas voldsomme smerter kommer mellem jul og nytår i Las Vegas. På resten af ferien opsøger hun ikke en læge, men noget er grueligt galt. Det går for alvor op for Tina tilbage i Danmark i februar måned. På sit arbejde i Islev Kirke får hun trykken for brystet og falder sammen ind over en kopimaskine. Lægen sender hende i første omgang videre til en kiropraktor, der, efter tre behandlinger, insisterer på, at Tina får et røntgenbillede. En beslutning der med stor sandsynlighed reddede hendes liv.
”Hvis ikke jeg havde fået taget de røntgenbilleder, havde jeg ikke siddet her i dag. Min kiropraktor reddede mit liv,” fortæller
Tina fra sofaen i hjemmet på Rådmands Billes Vej.

Den hårde dom
Røntgenbillederne viser, at flere ryghvirvler er faldet sammen og klemmer på nervebanerne. Da Tinas læge senere får billederne i hånden er beskeden nedslående; Du har kræft.
”Jeg hørte min egen dødsdom og kunne slet
ikke tale, da jeg fik beskeden. Min læge måtte ringe til min mand og fortælle det. Det var et helt forfærdeligt øjeblik, hvor hele mit liv røg på gulvet. For mig er kræft en dødsdom,” siger Tina,
I rasende fart galoperer kræften rundt i Tinas krop. Lægerne ved ikke hvor længe Tina har været syg, men kræften har formentlig hærget siden sensommeren sidste år. Tina husker, at et familiemedlem fortalte hende, at hun gik lidt sjovt på det ene ben. Hun gik til lægen og fik at vide, at hun havde lungehindebetændelse. Tina tror i dag, at det var kræft i dens spæde fase.

Annonce

Ingen tid at spille
Dagen efter lægens dom i februar bliver Tina indkaldt til mammografi på Hospitalet.
”Lægerne troede, det var brystkræft, men når der er mere end to læger til stede i rummet, så ved man, det er dårlige nyheder, så da jeg så seks læger, vidste jeg godt, hvad klokken var slået,” fortæller Tina, der fik besked om at hendes brystkræft havde spredt sig til leveren og knoglerne.
Der er ingen der direkte fortæller Tina, at døden er nær, men alt indikerer det. Der skal handles hurtigt i forhold til behandling og helt lavpraktisk skal Tina udfylde testamente og få styr på juridiske dokumenter om børnene og boligforhold.
”Det hele gik så hurtigt,” husker Tina, der på 10 dage får 10 strålebehandlinger.
Strålernes effekt er gode, men fremtiden er dyster. Metastaserne kan mindskes, men aldrig gå væk.
”Jeg får livsforlængende behandling, og jeg ved, jeg skal dø af kræften. Spørgsmålet er, om det bliver i morgen eller om 10 år,” siger Tina og tørrer sine øjne. Hun har intet imod at tale om døden, men det gør ondt, når der kommer ord på.
”Jeg har altid været bange for døden. Jeg tænker på, hvad der skal ske med børnene, når jeg er væk,” siger Tina, inden hun trækker vejret dybt et par gange og fortsætter:
”Det hele er stadig så uvirkeligt. Det kom som en bombe, men børnene har taget det rigtig fint. Vores liv er blevet fuldstændig ændret og det er en proces, vi alle sammen stadig er i gang med at vænne os til,” siger Tina, der stadig kan bevæge sig nogenlunde frit rundt i familiens rækkehus. Hun har fået en kørestol, sofaen er klodset op, så det er nemmere at komme op og ned og der er opsat et nyt gelænder ved trappen.
”På det område er mit liv også vendt på hovedet. Før min sygdom var jeg aktiv i ishockeyklubben, kreativ med håndarbejde og levede et på mange måder normalt liv. I dag går mine dage sådan her,” siger Tina og peger mod TV’et, der holder hende med selskab i dagtimerne.

En uge ad gangen
Læger og eksperter opfordrer Tina til at planlægge og leve sit liv, som før kræftsygdommen. En opgave der, indtil videre, er svær at efterleve.
Det faste holdepunkt er den ugentlige omgang kemo. Meget længere kigger Tina ikke frem.
”Når folk sender mig en indbydelse til en fest, der er en måned frem i tiden, kan jeg ikke overskue at svare, for jeg ved ikke, om jeg lever. Min søn Nicolaj skal konfirmeres til foråret og selvom det er en dag, vi alle ser frem til, er det svært ikke også at tænke på kræften samtidig,” siger
Tina, der, på trods af sygdommens karakter, forsøger at holde hovedet højt.
”Det er jeg nødt til, også selvom det er hårdt. Det er det rene hysteri, når jeg fortæller mig selv, at jeg
ikke vil svare på en indbydelse eller tage i teatret, for selvfølgelig kan jeg det,” siger hun.

Håbet lever
Den ugentlige kemobehandling har få bivirkninger og for at blive endnu mere smertefri, er Tina begyndt at tage lov-
lige cannabisdråber. Det har betydet, at hun er trappet lidt ned med smertestillende piller og ikke længere tager sovepiller.
Zoneterapi og kosttilbud er også blevet en del af hverdagen, ligesom hun også ser konstruktivt på alternative behandlingsformer.
Tina har i første omgang overvundet lægernes dødsdom, og hun takker i dag venner og familien, der trådte i karakter da der virkelig var brug for det.
Håbet lever mere end nogensinde, også selvom det kan være svært at svare på indbydelser.
”Det er vigtigt for mig, at jeg ikke har det dårligt alle dagene mellem mine kemobehandlinger. Det er ikke sjovt for børnene at se deres mor meget syg og dårlig, derfor har jeg valgt en kemoform med meget få bivirkninger. Nu er jeg mest træt og det kan jeg leve med,” fortæller Tina, der arbejdede som frisør og som medarbejder i Islev Kirke, inden hun blev syg.
I dag er hun tildelt førtidspension og arbejdsmarkedet ligger et meget fjernt sted.
”Som min ryg har det, kan jeg nok ikke komme tilbage på arbejdsmarkedet, men det tænker jeg ikke rigtigt på. For mig handler det om at få det mest mulige ud af mit liv, og så længe metastaserne bliver mindre, er det godt. At de så aldrig går væk er en virkelighed, jeg må vænne mig til.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top