Annonce


Nærmer sig broafklaring
bro_uheld_jyllingevej-51.jpg
Forsikringsselskabet Gjensidige har tilbudt Rødovre Kommune 818.000 kroner i erstatning for broen over Jyllingevej. Kommunen er klar til at lave kompromis på 1.1 millioner kroner. Hvis der ikke kan indgås et forlig mellem parterne, er Rødovre kommune klar til at anke afgørelsen. Foto: Arkiv
venter på bro Forsikringsselskabet Gjensidige hæver erstatning med 453.000 kroner for den ødelagte bro over Jyllingevej. Samtidig slækker Rødovre Kommune lidt på det oprindelige krav, så parterne nu nærmer sig hinanden.

818.000 kroner. Så meget har forsikringsselskabet Gjensidige tilbudt Rødovre Kommune i erstatning for den ødelagte blå gangbro over Jyllingevej, der i august måned sidste år blev påkørt så voldsomt af en lastbil, at den efterfølgende måtte pilles ned.

Vognmandens forsikringsselskab tilbød tidligere på året Rødovre Kommune 365.000 kroner i erstatning, men det beløb ville Rødovre Kommune ikke acceptere, da broen i sin tid kostede på den pæne side af tre millioner kroner at opføre. Kommunen brugte yderligere 200.000 kroner på at transportere broen væk efter ulykken, og derfor blev erstatningsbeløbet pure afvist.
”Jeg synes, at det var lidt uforskammet, at de tilbød os 365.000 kroner. Buddet er nu hævet og vi er klar til at gå på kompromis,” siger teknisk driftschef Birgit Gerd Knudsholt.
Rødovre Kommune mener, at en erstatning på 1,250.000 millioner kroner er mere passende, men kommunen er nu villig til at gå på kompromis. I et brev til Gjensidige har de foreslået et erstatningsbeløb på 1,1 millioner kroner, hvilket betyder at det er 282.000 kroner der skiller parterne.
Lokal Nyt har forsøgt at få en kommentar fra Gjensidige, men de har ikke ønsket at udtale sig i den konkrete sag.

Annonce

Broen skal op
Broen kostede i sin tid over tre millioner kroner, og Birgit Gerd Knudsholt anslår, at en ny bro formentlig vil koste det samme. Hvis Rødovre Kommune får 1,1 millioner kroner i erstatning, vil erstatningen derfor langt fra række til at dække udgifterne til en ny bro. De manglende millioner er næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, Michel Berg (S), dog klar til at tage op af kommunekassen.
”Broen skal genetableres og det er noget vi prioriterer højt. Vi har hele tiden godt vidst at vi ikke ville få en kompensation der svarede til at opføre en ny bro, så de penge skal op af kassen,” siger Michel Berg, der håber at en ny bro kan gøres mere handicapvenlig, så også borgere i kørestol kan komme over Jyllingevej. Hvordan og hvornår broen skal etableres, vil han dog meget nødigt gætte på.
”Det er svært at sige, men jeg så selvfølgelig gerne, at det sker så hurtigt som muligt,” siger Michel Berg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top