Annonce

Heerup får kamp til stregen
heerup_huskmitnavn-3.jpg
Henry Heerup er meget mere end søde nisser, skraldemodeller og figurer i stentøj. I en ny særudstilling deler Heerup museets vægge med fire kunstnere, der alle taler samme formsprog. Jens-Peter Brask (tv) er kurator og sammen med museumsleder Anni Lave Nielsen står han bag udstillingen 'Linjen'. Foto: Red.
udstilling Kunstsamler Jens-Peter Brask er manden bag en ny særudstilling, der på en finurlig måde præsenterer Heerups streg, formsprog og enkelthed i elegant samspil med ikoniske Keith Haring og danske HuskMitNavn.

“What you see is what you get,” siger kurator Jens-Peter Brask med tryk på det sidste ord. I afslappet stil og med kasketten lidt på skrå, peger han på væggen, hvor amerikanske Keith Harings androgyne værk ’Medusa’ snor sig i alle retninger. Værker er fra 1986, lavet i København, koster på den pæne side af 150.000 dollars og en vigtig del af Jens-Peter Brasks særudstilling ’Linjen’ på Heerup Museum.
”Man kan ikke gemme sig bag ved en streg. På et maleri kan kunstneren gemme sig i lag og i dybderne. Her er der ikke noget at gemme sig bag, så hvis ikke stregen er rigtig første gang, formår den ikke at komme ud til publikum som skal opleve kunsten,” siger Jens-Peter Brask. Han peger rundt på de øvrige værker på museet og fortæller at stregen er fællesnævneren og det der binder udstillingen sammen.
Jens-Peter Brask er restauratør og samtidig en af landets mest fremtrædende kunstsamlere. Sidste år udgav han bogen ’Brask Studio visits’, hvor han med et kamera under armen har besøgt en lang række af Verdens førende kunstnere og dokumenteret deres arbejdsproces.

Sort og hvid enkelthed
På Heerup Museum har Jens-Peter Brask haft frie hænder til at udvælge Heerup-værker i skatkammeret under museet, og det er Heerups sorte og hvide linoleumssnit, der med let genkendelige figurer og symboler er den røde tråd. Udover Heerup og Keith Haring, er det den tyske kunstner A.R. Penck, amerikaneren Retna og danske HuskMitNavn, der på hver deres måde skaber sammenhæng. Alle har de med den enkle streg skabt et udtryk, der på trods af deres forskellighed, alligevel taler samme sprog.
”Der er en klar linje mellem kunstnerne. Hvis du hopper direkte fra en Heerup til en Retna, kan det måske være svært at se, men man oplever alle værkerne sammen, er der et tydeligt formsprog,” siger Jens-Peter Brask.

Annonce

Bro mellem kunsten
Den danske performancekunstner med kunstnernavnet HuskMitNavn har til særudstillingen lavet et værk på museets endegavl mod Damhusengen. Maleriet danner sammen med Heerups linoleumssnit, bro mellem gadekunsten og museumsrummet.
”I forhold til Heerup har HuskMitNavn en mere rund streg. Det kan have noget at gøre med den tid vi lever i, men formsproget er det samme,” siger Jens-Peter Brask og kigger på det fire meter høje maleri, som HuskMitNavn brugte tre dage på at lave.
”Jeg mener, at HuskMitNavn er nutidens Heerup. Han er folkelig og laver ting man kan forholde sig til, uden at det bliver kompliceret,” siger Jens-Peter Brask om særudstillingen ’Linjen’, der kan opleves på Heerup Museum helt frem til den 22. januar næste år.

Det er meget få personer, der ved hvem der gemmer sig bag pseudonymet HuskMitNavn. Kunstneren, der på billedet skjuler sit ansigt med en hættetrøje, brugte tre dage på at dekorere endevæggen på Heerup Museum. Værker, der fortsætter i haven bag museet, bliver fjernet igen, når udstillingen slutter til januar. Foto: Heerup Museum

Det er meget få personer, der ved hvem der gemmer sig bag pseudonymet HuskMitNavn. Kunstneren, der på billedet skjuler sit ansigt med en hættetrøje, brugte tre dage på at dekorere endevæggen på Heerup Museum. Værker, der fortsætter i haven bag museet, bliver fjernet igen, når udstillingen slutter til januar. Foto: Heerup Museum

Kunst til de yngre
Udstillingen har været undervejs i et år og museumsleder på Heerup Museum, Anni Lave Nielsen, er begejstret for den måde Heerups styrke kommer til udtryk, når han kommer op ved siden af Harings, Penck, Retna og HuskMitNavn.
”Det er altid spændende at gribe det hele an på en ny måde. Vi har en udstilling, hvor der udover en anelse rød, udelukkende er brugte sort og hvid. Det er anderledes end hvad vi er vant til, men de forskellige elementer binder kunstnerne sammen og viser Heerup i en sammenhæng vi ikke har set før. Jeg er spændt på at se, hvad udstillingen giver vores publikum,” siger Anni Lave Nielsen, der mener at særudstillingen har et bredt sigte, men taler et sprog, der henvender sig til det yngre publikum.
”Vi ved, at der er mange unge der er sindssygt dygtige til at tegne og som spejler sig i hele graffiti- og street artkulturen. Vi håber at vi kan vise dem linket,” siger hun.

 

Særudstillingen ’Linjen’ kan opleves på Heerup Museum frem til den 22. januar 2017

heerup_huskmitnavn-2

 

 

FAKTA:

Keith Haring (1958-1990). Aktiv StreetArtist i New York i 1980’erne. Hans enkle piktogram-lignende motiver har fungeret som bro mellem popkunsten og gadekunsten
Henry Heerup (1907-93). En af Danmarks mest folkelige og kendte kunstnere. Fra 1940 og frem snittede og trykte Heerup løbende linoleumssnit ofte med omdrejningspunkt i menneskelige relationer.
HuskMitNavn (f. 1975). Blev i 1990’erne kendt for sine genkendelige motiver i gaden under pseudonymet HuskMitNavn. Er i dag repræsenteret på flere museer og veksler mellem gaden og gallerirummet som scene.
A.R. Penck (f. 1939). Begyndte sin karriere under vanskelige forhold i daværende Østtyskland. Udviklede en spontan abstrakt stil med referencer til forhistoriske billeder.
Retna (f. 1979). Begyndte tidligt som graffiti-maler i Los Angeles. Retna lever i dag som professionel international kunstner og har med sine særprægede skrifttegn, der er en blanding af mange kulturer.
Kilde: Heerup Museum

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top