Annonce
873.000 kroner er uddelt
Team_Roedovre_Holdfoto_2016_IN_210916-5675.jpg
Repræsentanterne af de udøvere som modtog 873.000 kroner af Team Rødovre. Foto: Ian Nielsen
elitesport Team Rødovre uddelte onsdag aften penge til elitesporten i Rødovre, som blev fordelt på ni forskellige modtagere. Til forskel fra de to første år er to beløb betinget af præstationer.

Det blev igen en god aften i stearinlysets skær, da Team Rødovre indbød til uddeling af støtte til eliteklubber i Rødovre.
Borgmester Erik Nielsen bød velkommen og han lagde vægt på, at Team Rødovre er en succes.
”I det første år, som er for bare to år siden uddelte vi 400.000 kroner, i aften kan vi uddele 873.000 kroner, som kommer fra det lokale erhvervsliv og det her kan kun lykkes på grund af erhvervsmedlemmer.”
”Team Rødovre har i dag 20 medlemmer og er en succes. Jeg vil gerne sige en stor tak til erhvervsmedlemmerne, ikke kun for den økonomiske støtte, men også fordi I er hyggeligt samvær, som er givende,” sagde borgmesteren, som derefter gav et vigtigt råd til modtagerne af støtten.
”Det er vigtigt, at modtagerne betragter pengene som støtte, og at pengene ikke bliver en del af driften og ikke kommer med i budgettet,” pointerede Erik Nielsen.

team_roedovre_bm_2016_in_210916-5675
Erik Nielsen præsenterer aftenens program.

Efter velkomsten var der et fantastisk show af Henrik Svanekær, der leverede magi, så alle tilstedeværende blev tryllebundet. For dem som har set DR3’s ’Fuckr med din hjerne’, så var det præcis, hvad aftenens deltagere blev udsat ’live’.

team_roedovre_hs_2016_in_210916-5675
Henrik Svanekær, i midten, leverede et fremragende show.

Efter sådan en omgang bliver man sulten, og så diskede Team Rødovre op med lækkerier serveret af det fremragende køkken fra Skovly.

team_roedovre_gourmet_2016_in_210916-5675
Et lille uddrag af en delikat middag leveret af køkkenet fra Skovly.

Med velproppede mavesække skulle aftenens højdepunkt i gang – uddelingen af penge, som jo tilfalder elitesporten i Rødovre, der ikke har rørt andet en lattermusklerne, fået varmet håndfladerne og fyldt mavesækken for at gå hjem med ukendt beløb. Det bør da varme enhver kassereres hjerte.

Rødovre Håndboldklub
Første klub som fik overrakt penge var Rødovre Håndboldklub. Erik Nielsen gav blandt andet disse ord med på vejen.
”Klubbens overordnede målsætning er at rykke op i 1. division, men i denne sæson er det visionen, at damerne hurtigt skal retur og herrerne skal forblive i 2. division. Det vil vi gerne støtte med 85.000 kroner + 40.000 kroner, hvis målsætningen om oprykning lykkes.”
To fra dameholdet kom på scenen for at modtage checken, og da borgmesteren sagde, at den anden check bliver forhåbentlig også udbetalt, så lød svaret prompte fra spillerne: ”Det gør den.”

Avarta
…eller Green Entertainment, som den professionelle afdeling hedder, har den målsætning at slutte blandt de fire bedste for at spille om oprykning til 1. division til foråret, samt at fortsætte udviklingen af deres spillere på U21 holdet.
”Det ser jo lovende ud, for Avarta ligger suverænt nummer 1 i dag. Det er altså fantastisk,” roste Erik Nielsen, som havde en check klar på 125.000 kroner.

Det er totalt 100.000 for divisionsholdet, da de skal betale moms af beløbet.
”Vi kæmper for at slutte i top 4, og vi mangler syv point i de sidste syv kampe, så er vi i det forjættede land,” sagde sportschef Per Thomsen, som med garanti har regnet alt igennem, når de syv point nævnes.

”Vi er bestemt glade for vores nuværende placering, men det langsigtede mål er, at vi skal spille med om oprykningen til 1. division, så vi har brug for at vinde kampe, så vi kan få point med over til forårssæsonen,” siger Steffen Leholk, der er direktør for Green Entertainment. Han fortsætter:
”Det betyder virkelig meget med den her støtte, man må tænke på, at vi formentlig har puljens næstlaveste budget, så pengene fra Team Rødovre er en stor hjælp for os.”
”Pengene skal gå til at styrke forholdene for spillerne, som vi bruger rigtig meget energi og penge på. Det kan være til en fysioterapeut, massør og lignende for på den måde at gøre det mere attraktivt at være i klubben,” siger Leholk, der bliver suppleret af Per Thomsen:
”Det er også sådan noget, som fik Christian Offenberg tilbage. Han er et tydeligt bevis på, at penge ikke er alt, for omgivelserne opvejede økonomien, da glæden og trygheden i Avarta tydeligvis har fået ham til at blomstre op igen.”

Rødovre Floorball Club
Målsætning er at slutte i top 4 og at udvikle de unge spillere. Derfor er der også ansat en træner med fokus på udviklingen af unge spillere, og så er det håbet at komme på en træningslejr.

RFC fik 60.000 kroner.

Rødovre Mighty Bulls
Det andet professionelle hold, som fik tildelt penge af Team Rødovre. Desværre kom de ud med underskud i sidste regnskabsår og, ifølge Team Rødovres vedtægter, kan man ikke modtage penge efter et underskudsår.
Alligevel var der afsat støtte til Rødovre Mighty Bulls, men de var øremærket.

”Rødovre Mighty Bulls har en klar målsætning om at tage et skridt op ad, de vil i top 4 inden tre år og det kræver en styrkelse af organisationen. Derfor har Team Rødovre valgt at give penge til ansættelsen af en salgs- og marketingsansat,” sagde Erik Nielsen.
Beløbet er på 238.000 kroner, som naturligvis løftes via provision af sponsorsalg.
Desuden vil Rødovre Mighty Bulls få 50.000 kroner, hvis de ender i grundspillets top 6.

Tobias Hyttel
Årets Idrætsudøver og Årets Idrætstalent i Rødovre 2015/16, Tobias Hyttel, blev endnu engang anerkendt for sit store talent samt træningsvillighed.
”Tobias har en langsigtet målsætning om OL i 2020 i Beijing,” sagde Erik Nielsen, inden han kom ind på, hvad beløbet skal bruges til i 2017.
”Dette er støtte til en træningslejr i Sydkorea samt EM i 2017, så han får 40.000 kroner. Men snart må Team Danmark også komme med noget støtte til Hyttel.”
”Jeg er positivt overrasket, for jeg ved jo godt, hvor stor betydning det har, når jeg får økonomisk støtte,” sagde Hyttel, som hurtigt fik verbal støtte fra sin træner Steen Tiedjen.
”Det betyder, at vi kan overholde de planer, som vi har lagt for 2017. Det er, at vi kan tage til Sydkorea på træningslejr, kæmpe mod nogle af de bedste og få stærk sparring, så Tobias kan måle sig med nogle af de dygtigste kæmpere i Verden, ligesom vi kan blive inspireret, hvilket er ligeså vigtigt. En camp i Sydkorea er dyr, for det er en lejr, hvor Tobias er afsted i minimum 14 dage,” forklarer Tiedjen, som begrunder, hvorfor det lige skal være Sydkorea.
”Der taekwondo nationalsporten. Mængden af sparring er stor, og så er det på et teknisk højt niveau.”

Tobias Hyttels økonomiske sparringspartner er far Lars Hyttel: ”Jeg er super glad, det her giver lidt ekstra økonomisk luft, og så er det jo en fornem anerkendelse.”

Rødovre Skøjte- og Ishockey Klub
”Der foregår et enormt udviklingsarbejde i RSIK, som er vigtig og nødvendigt for fremtidens Rødovre Mighty Bulls. Det vil Team Rødovre gerne støtte med 40.000 kroner,” sagde Erik Nielsen.

Hwarang Taekwondo Klub Rødovre
”Vi har fra start støttet Hwarangs udviklingscenter, og målsætningen er at blive den stærkeste klub i Danmark, både på ungdoms- og seniorsiden,” forklarede borgmester Erik Nielsen, som baggrund for de 80.000 kroner, som der blev givet i støtte.

Cykleklubben CK Fix Rødovre
”Ingen dårlige jokes om navnet,” sagde Erik Nielsen. Han fortsatte om klubben med de mange cykeltalenter:
”CK Fix er stærk på ungdomssiden, som forventer i fremtiden at kunne se deres ryttere på både bane- og landevejslandsholdet, når de er blevet seniorer. De har mange store talenter og pengene skal gå til at styrke juniorholdet, så de på sigt kan komme op på eliteniveau i den benhårde konkurrence blandt juniorerne i Danmark.”

De 75.000 kroner vil hurtigt få hjul at cykle på, ifølge Nikolaj Rønhede fra CK Fix.
”Pengene går til en ny fysisk træner, Michael Smith Larsen, som tidligere var professionel i USA. Han har kørt 6-dages løb 10 gange og ved, hvad det handler om. Træningen med Michael er noget, som drengene glæder sig rigtig meget til.”

”Men vi er så nye i det her game, og vi bliver nødt til at tiltrække flere sponsorer, hvis vi virkelig vil være med, for vi må erkende, at lige nu er der klubber, som er på højere niveau og det tiltrækker vores største talenter, så nogle af pengene skal også bruges på fastholdelse,” forklarer Rønhede, som glæder sig over, at junorholdets nye træner er på plads.
”Det er Steffen Kibæk, som er tidligere juniorrytter i CK Fix, han har kørt i Italien og i A-klassen her hjemme.”

Islev Taekwondo Klub og Hwarang
Pengene er gået til et fælles udviklingscenter for den tekniske del af taekwondo, Poomsae.
”Det skal fastholde deres position, som førende klub i Danmark indenfor Poomsae, da der allerede sikres mange titler nationalt og internationalt,” sagde Erik Nielsen blandt andet som begrundelse for, at det fælles projekt får 40.000 kroner.

Formand for Islev Taekwondo Klub, Ann Oxfeldt Olsen, var lykkelig for støtten.
”Det betyder, vi kan komme gang i med udviklingscenteret, som betyder endnu mere udvikling af eliten samt af de mange talenter, som vi har ude i de mange klubber. Pengene går til trænere, materialer og til diplom-træner uddannelse, som er dyrt. Vi er meget glade lige nu,” siger Ann Oxfeldt Olsen.

Kommentarer

1 kommentar om “873.000 kroner er uddelt”

  1. Kenneth Skytte siger:

    Efter at have læst artiklen undrer jeg mig over hvorfor Avarta ikke er blevet stillet en bonus i udsigt hvis de ender i top 4. Ligesom håndbold og ishockey.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top