Annonce


Mindeord for Ole Heerup
Oles-tale-foto-Kenn-Thomsen.jpg
Ole Heerup, der er søn af Henry Heerup, er død. Han blev 82 år Foto: Kenn Thomsen
mindeord Blledkunstner Ole Heerup havde et stort hjerte, som nu er holdt op med at slå. Vi på Heerup Museum sender vores dybeste kondolence til familie og venner og ønsker at ære Oles minde og hans lange liv med kunsten.

Henry Heerup overlod det bedste han ejede til sin søn Ole da han døde i 1993, nemlig haven på Kamstrupvej 96 i Rødovre. Denne eventyrlige og kreative have blev også i mange år Oles frirum. Han gjorde det til sit eget sted og sørgede derved for at haven forblev et levende og forandligt sted. De intermistiske træskure blev udskiftet med først et smukt arkitekttegnet ateliet og siden for få år siden en moderne villa, som stod klar til indvielse på Oles 80 års fødselsdag. Men magien og eventyret vil ikke slippe sit tag i de snoede havegange og finurligt stablede ting. Mange har haft den glæde at opleve ”Oles have”,.for han var altid gæstfri og klar med kaffe og ikke mindst en god historie fra et langt liv med kunsten. Men mest af alt holdt han af, at have haven for sig selv så han kunne male sine værker og holde fantasien i live alt imens transistor-radioen gik på fuld styrke. Det er sådan vi gerne vil huske ham; glad, gavmild og engageret i kunsten og livet.

Kærlighed til musik
Ole blev født i 1934 af kunstnerparret Mille og Henry Heerup. Han blev af sin far begejstret portrættet allerede samme år i maleriet ”Vanløse Madonna” og vi genkender ham i mange af Henrys Heerups malerier og skulpturer fra 1930-40’erne som den lille nysgerrige dreng med de runde briler. En stor kærlighed til musik var en af de mange goder Ole fik med sig fra barndommen. Han fortalte gerne, hvordan han som barn nød ”torsdagskoncerterne” i radioen og operaforestillinger sammen med sin far. Ole drømte som ung om en karriere som musiker, men endte i stedet med at tage musikken med ind i billedkunsten. I 1957, hvilket han selv beskedent forklarede som lidt af et tilfælde, startede Ole på Det Kgl. Danske Kunstakademi ved professor Niels Lergaard. Hans første malerier forestillede især såkaldt ”stilleben”, hvor han frit kunne udvikle den læring om form og farve han så ivrigt havde suget til sig. Men med årene kom der noget flygtigt, drømmende og musisk over hans lette kompositioner, som om hvert farvestrøg var noder i et musikstykke han hørte for sit indre øre. Ole Heerup fik sin kunstneriske debut på den censurerede Kunstnernes Efterårsudstilling i 1959 og fra 1974 og frem kunne man hvert år glæde sig over hans farverige værker ved kunstnersammenslutningen Koloristernes årlige udstilling. Ole opnåede trods sit beskedne sind faglige anerkendelser så som Eckersberg Medaljen og Statens Arbejdslegat.

Annonce

Stilfærdig charme
Ole var på Heerup Museum ikke alene kendt som en god kunstner og søn af Henry Heerup, men også som et ualmindeligt fint og venligt menneske. Det var først en rigtig fernisering når Ole mødte op og spredte sin stilfærdige charme. Ole formåede både at være sin fars søn, sådan som vi genkender ham i Henry Heerups værker , og helt og holdent sig selv. Gid de to nu har fundet en anden eventyrlig have hvori de sammen kan nynne med på de store symfonier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top