Annonce


VM-drengen fra Islev
WEB_Bane-VM_2016_Hjemme-i-Islev.jpg
Kristian Kaimer Eriksen med VM-sølvmedaljen, som han viser frem hjemme i haven i Islev. Foto: Tommy Eriksen
banecykling Den 16-årige Kristian Kaimer Eriksen var en del af den stærke danske juniorkvartet, som opnåede VM-sølv i holdforfølgelsesløb på bane. ”Det var en stor oplevelse at være oppe mod de bedste ryttere i Verden,” siger rødovredrengen, som også fik en bitter fjerdeplads i parløb.

”Hej,” siger Kristian genert, men blikket bliver straks fast og vender mod TV-skærmen, hvor PostNord Danmark Rundt er tæt på sin afslutning af 1. etape.
”Der er Stokbro,” siger far Tommy, mens Kristian supplerer: ”Så ligger han i det andet felt. Det vil være fedt, hvis de når op, så han kommer med i finalen,” siger han håbefuldt om en anden tidligere CK Fix rytter.

WEB_Bane-VM_2016_Kristian
Kristian Kaimer Eriksen i aktion under VM på bane i Aigle, Schweiz.

Annonce

Interviewet med Rødovres nye vice-verdensmester Kristian Kaimer Eriksen bliver udskudt i huset tæt Islev Bad, for vi skal lige se afslutningen af PostNord Danmark Rundt, for Kristian er en del af en vaskeægte cykelfamilie, og selvom rytterne på skærmen er små og, for mig, umulige at adskillige, så kan familien pege danskerne ud uden problemer.

Første etape slutter og den lyshårede knægt fra Islev, med de enorme lår, er klar til at fortælle om sin store oplevelse i sommerferien. VM på bane for juniorer.

Leverede over forventning
Danmarks 4-mands trup var med tre førsteårs juniorer, så forventningerne var ikke store til den talentfulde, men unge, trup, der skulle kæmpe for de danske farver på den korte og hurtige bane i Aigle (udtales ægle, red.) i Schweiz.
”Vi leverede over forventning og vi er meget tilfredse med de resultater, vi leverede generelt, så vi har allerede store forventninger til næste år,” siger Kristian.

Han har masser at have optimismen i, for Danmark blev vice-verdensmester i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Et hold, som ud over rødovredrengen, bestod af Rasmus Lund, Julius Johansen og Mathias Larsen. I parløb blev Kristian og Mathias Larsen nummer fire, sølle fire point fra en VM-bronze.
”Lige efter løbet, tænkte jeg, vi var tæt på og vi var egentlig okay tilfredse med præstationen, men da jeg senere evaluerede løbet, så kom skuffelsen lidt. Vi var jo kun fire point fra en bronzemedalje,” ræsonnerer Kristian.

Slog Danmarksrekord
På værelset i Islev ligger en skinnende blank sølvmedalje, som blev sikret efter et fornemt holdforfølgelsesløb, hvor de fire talentfulde ryttere slog dansk juniorrekord på 4000 meter distancen.
”Vi havde håbet at kunne slå den danske rekord med nogle 10. del af et sekund, men at slå rekorden med fem sekunder er helt vildt, endda med tre 1. års juniorer. Man må heller ikke glemme, at den tidligere rekord er sat af virkelig dygtige ryttere, som i øvrigt er med til OL i Rio,” fortæller Kristian, som var med til at slå rekorden i semifinalen mod Europamestrene fra England.
”Jeg kunne godt mærke, jeg var mere nervøs end normalt under VM. Jeg var især spændt inden semifinalen mod briterne, som lige var blevet Europamestre. Der trippede jeg godt nok i ventetiden, men vi var flyvende.”
”Planen var, at vi skulle lægge vildt hårdt ud, så vi kunne hente ind på englænderne og bruge deres slipstrøm til at køre endnu hurtigere. Det lykkes. På et tidspunkt kunne vi se bagenden af englænderne og jeg tænkte; Det går godt det her, for englænderne er jo ikke et dårligt hold og at se dem gav ekstra kræfter.”

WEB_Bane-VM_2016_podiet
Danmarks stærke juniorhold på podiet ved VM, som klart slog den tidligere danske rekord. Øverst står
New Zealand, mens England blev nummer tre.

Efter det flotte løb i semifinalen ventede New Zealand i finalen, og taktikken var den samme. Der skulle lægges voldsomt ud, så man kunne drage fordel af modstandernes slipstrøm.
”Mod New Zealand var det alt eller intet. Vi vidste, de kørte vanvittig hurtigt, og de kørte simpelthen for hurtigt til at vi kunne fange deres slipstrøm. Vi gik døde, og så endte New Zealand med at tæve den tidligere verdensrekord. Så vi var tilfredse med at blive viceverdensmestre, for vi tabte til en stærkere modstander,” siger Kristian, som i øvrigt var den rytter, som slog ud, da kun tre ryttere skal i mål.
”Det var planlagt, for jeg havde den anden føring, og det koster kræfter, for der skal virkelig sættes tempo på.”

Overlevelse til mål
Efter en generelt stærk dansk indsats ved VM var der håb om VM-medaljer, da Kristian og Mathias skulle køre parløb på VM’s sidste dag, søndag.
”Vi skulle køre først køre et kvalifikationsløb, men det var et helt andet parløb end herhjemme. Man kunne mærke fra start, at vi er mere vant til at køre parløb i Danmark og jeg har eksempelvis kørt masser af parløb på banen i Ballerup i min tid i CK Fix, så vi var mere erfarne og teknisk dygtige end de fleste andre par.”
”Vores plan var, at vi skulle tage en omgang og det gjorde vi. Så sad vi ellers bare og sparrede kræfter og undgik styrt, som der var forholdsvis mange af, blandt andet fordi man ser stort på de uskrevne regler under et VM,” mener Kristian. Han fortsætter om VM-finalen i parløb.
”Da vi startede, var det et stort kaos. Vi kom ikke rigtig med i front på grund af, at det var kaos. Mange kørte hasarderet, skubbede og det skulle vi lige vænne os til, men så gik det godt derfra. Vi fik taget en omgang og senere en soloomgang, mens favoritterne fra Australien og New Zealand lurede på hinanden. Da vi hentede omgangen lå vi til VM-bronze, men så tog Schweiz en omgang, og vi havde ikke mere at ’skyde’ med, det var overlevelse til mål.”

WEB_Bane-VM_2016_starten
Danmarks kvartet er klar til at køre om VM-guld i 4000 meter holdforfølgelsesløb på bane. Kristian ses
som nummer to fra højre.

VM-trøjen er målet
Med masser af erfaring med hjem i bagagen, så er vejen banet for endnu mere VM-metal næste år.
”Når man kommer til VM første gang, er man lidt benovet, for man er oppe mod de bedste cykelryttere fra hele Verden. Det er altså stort, og det er en kæmpe oplevelse.”
”Men nu har vi erfaringen, og til næste år vil jeg gerne have revanche. Der er jeg andetårs junior og er forhåbentlig blevet endnu stærkere, så der går jeg efter medaljer og gerne en VM-trøje. Det er jo det ultimative,” mener Kristian.

VM for juniorer 2017 bliver afholdt i Kina.

Fakta
Kristian Kaimer Eriksen
Født: 24.11.1999
Bopæl: Islev
Status: Vice-verdensmester for juniorer i 4000 meter holdforfølgelsesløb

WEB_Kristian Kaimer Eriksen_FAKTA

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top